Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dyrlæge, Benævnelse paa den, der beskæftiger sig med at helbrede syge Dyr
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
forfattet Værk, der omhandler Opdræt og
Dressur, Kastration (ved Knusning af Sædstrengen)
samt forskellige Sygdomme hos Hesten og deres
Behandling.
Et paafaldende Misforhold herskede der i
Middelalderen mellem Interessen for
Dyrlægekunsten og - Husdyrsygdommenes Antal og
deres Bet. i økonomisk Henseende. Thi ogsaa
her ses Virkningen af de hyppige og udbredte
Krige. De stærkest hjemsøgte Lande var
Frankrig, Tyskland og England, og der findes
Meddelelser om ikke mindre end 32 større Epizootier
i Tidsrummet 6.-15. Aarh. Om Sygdommenes
Natur vides desværre kun lidt ud over den
Ting, at de fleste var meget ondartede, og at fl.
af dem angreb samtlige Husdyrarter. De
betegnes sædvanlig som pestis ell. pestilentia, og
da man ikke kendte de virkelige Aarsagsforhold,
troede man at finde dem i forsk.
Naturbegivenheder og uheldige Vækstforhold. Der er
imidlertid næppe Tvivl om, at det i mange Tilfælde
har drejet sig om Kvægpest og Miltbrand; men
da man stod saa godt som aldeles blottet for
Forstaaelsen og for virksomme Midler til
Bekæmpelse af disse ødelæggende Sygdomme, blev
Middelalderen en følelig Forfaldsperiode for
Husdyrbruget og derigennem ogsaa for
Landbruget.
I den sørgelige Forfatning, hvori
Dyrlægekunsten var kommet i Løbet af Middelalderen,
skete der et glædeligt Omslag i Slutn. af 16.
Aarh. En Mængde Aarsager kan siges at ligge
til Grund for denne Omvæltning; men det, som
mest direkte gav Stødet til Veterinærkunstens
Genfødelse ell. - om man vil -
Veterinærvidenskabens Grundlæggelse, det var et
anat. og dyrlægevidenskabeligt Værk af
Italieneren Carlo Ruini fra Bologna. Dette Værk,
Dell’ anatomia e dell’ infirmita dell cavallo, som
udkom 1598, efter Ruini’s Død, er senere trykt
i mange Oplag og er overs. paa Tysk, Engelsk
og Fransk.
At netop Italien blev
Dyrlægevidenskabens Vugge, var sikkert en
Folge af, at Ridekunsten i dette Land allerede
tidlig var højt udviklet, og da det samme var
Tilfældet i Spanien, kom ogsaa her
Dyrlægekunsten til at staa paa et forholdsvis højt Trin.
Men ogsaa andre Lande i Europa fostrede
dygtige Foregangsmænd paa Dyrlægekunstens
Omraade, saaledes bør nævnes Tyskeren Marx
Fugger (1529-97), som indgaaende har
behandlet Stutterivæsenet, og som lagde aabenbar
Interesse for Dyrlægekunsten for Dagen bl. a.
ved at udgive en Samling Recepter mod
Hestesygdomme. I Frankrig indtog Solleysel
(1617-80) en fremskudt Stilling, og hans
Værker vidner om et nøje Kendskab baade til
Ridekunsten og til Hestens (Ridehestens)
Eksteriør og Sygdomme. Ligeledes fortjener
Lafosse d. Æ. (d. 1765) at nævnes for sine
dengang særdeles gode Skr paa Dyrlægekunstens
Omraade. I England, hvor man hidtil
hovedsagelig havde overladt Dyrlægekunstens
Udøvelse til Italienere og Franskmænd, blev
Thomas Blundevill (sidste Halvdel af 16.
Aarh.), som behandlede Ridekunsten og
Hestesygdommene, Banebryder; i hans Spor fulgte bl.
a. William Gibson (c. 1680-1755). I
Norden har Dyrlægekunsten som saadan indtil
Slutn. af 18. Aarh. næppe indtaget noget
fremragende Standpunkt; men Anatomien havde dog
fremragende og for Anatomiens og de til
denne knyttede Videnskabers Opblomstring
betydningsfulde Dyrkere, af hvilke navnlig Thomas
Bartholin ogsaa har ydet Bidrag til
Husdyrenes Anatomi, ligesom han har givet
Meddelelser om en i Danmark 1661 bl. Heste, Kvæg
og Faar herskende Hjernesygdom.
I 16. og 17.-18. Aarh. var Europa rigelig
hjemsøgt af smitsomme Sygdomme bl. baade tamme
og vilde Dyr. Værst af disse Sygdomme var
Kvægpesten, som i høj Grad var
medvirkende til, at en hel ny Epoke i Dyrlægekunstens
Historie oprandt kort efter Midten af 18.
Aarh. med Oprettelsen af den
første Veterinærskole i Europa. Dens
Grundlægger blev Franskmanden Claude
Bourgelat, dens Sæde Lyon. Faa Aar efter
(1765) oprettedes den 2. fr. Veterinærskole i
Alfort, ikke langt fra Paris, og nu gik det Slag
i Slag, saa at der allerede inden Udgangen af
18. Aarh. var oprettet Skoler i Turin 1769, i
Göttingen 1771, i Kbhvn 1773, i Skara og i
Padua 1774, i Wien 1777, i Hannover 1778, i
Dresden 1780, i Freiburg i B. 1783, i Karlsruhe
1784, i Milano 1787, i Marburg 1789, i Berlin
1790, i München 1790, i Würzburg 1791, i
London 1792 og i Madrid 1793, og denne Udvikling
er vedblevet langt ind i 19. Aarh., lige til den
nyeste Tid, idet der 1804 oprettedes en Skole i
Vilna, 1806 i Bern, 1808 i Petrograd, 1815 i
Neapel, 1816 i Jena, 1819 i Zürich og i Bologna,
1820 i Sthlm, 1821 i Stuttgart og i Utrecht, 1825
i Edinburgh og Toulouse, 1829 i Giessen, 1830
i Lissabon, 1832 i Cureghem ved Bryssel, 1839
i Charkov, 1840 i Warszawa, 1848 i Dorpat, 1849
i Konstantinopel, 1873 i Kasan og i 1880’erne i
Lemberg. Desuden er der uden for Europa
oprettet Skoler i New York og Montreal 1866 samt
i Santiago, Santa Catalina og Lahore i
1880’erne, ligesom der ved Landbrugsskolen i Tokio
siden 1880 undervises i Dyrlægekunst. En Del
af disse Skoler er dog senere gaaet ind.
Først efter Veterinærskolernes Grundlæggelse
fik Veterinærvidenskaben rigtig Vind i Sejlene,
og skønt de nyoprettede Anstalter maatte
gennemgaa fl. Børnesygdomme, maa det dog siges,
at Videnskabens Udvikling gennem deres
Virksomhed har været jævn, og, kan det med Rette
siges, jævnt stigende lige til vor Tid.
Her skal blot i store Træk gives en
Fremstilling af Udviklingen dels af disse Anstalter
i Alm., dels af de Discipliner, som der har
været Genstand for Undervisning. - I Beg.
nøjedes man med de allernødvendigste Fag:
Anatomi, Kirurgi, Operationslære, Patologi,
Terapi, Farmakologi, Hestens Eksteriør, Hesteavl
og Kvægavl. Først i 1820’erne og 1830’erne skete
der nogen Forandring heri, idet Undervisningen
kom til at hvile paa et bredere, mere
naturvidenskabeligt Grundlag og samtidig blev
omfangsrigere, ligesom ogsaa
Undervisningsmaterialet - baade det levende og det døde
blev righoldigere. Dette medførte naturligvis en
Forlængelse af Studietiden, der opr. ved flere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
