Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - dyrisk Varme. Der dannes Varme i alle levende Dyr - Dürkheim, By i Kongeriget Bayern, Regeringsdistrikt Pfalz - Dyrlund, Niels Kristian Folmer, dansk Sprogforsker, (1826- ) - Dyrlæge, Benævnelse paa den, der beskæftiger sig med at helbrede syge Dyr
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Syvsovere, Bjørne); under Dvalen synker deres
Legemstemperatur omtr. ned til Omgivelsernes. -
Ved Kalorimetri har man fundet, at et voksent
Menneske under Hvile producerer 2000-2500
Kalorier (1 Kalorie = Varmemængden, som
kræves til at opvarme 1 kg Vand 1°), under
Arbejde op til det dobbelte (Kalorimetrien
omtales nærmere under Stofskifte). - De
varmblodede Dyrs Legemstemperatur holdes
konstant derved, at der stadig produceres lige
saa megen Varme pr Tidsenhed, som der
afgives til Omgivelserne. Forandringer i
Omgivelsernes Temp. fremkalder baade Forandringer
i Varmeproduktionen og i Varme af giften. I
Kulde sætter f. Eks. Mennesket sin
Varmeproduktion op ved at foretage Muskelbevægelser
(Muskelbevægelser ledsages altid af
varmeproducerende Stofskifteprocesser); andre Midler
besidder Mennesket vistnok ikke til at forøge sin
Varmeproduktion i Kulde, og Forøgelsen er
altsaa i Hovedsagen vilkaarlig (uvilkaarlig »Rysten
af Kulde« findes dog); i Varme indskrænkes
Muskelbevægelserne. I Modsætning til
Varmeproduktionen varierer Varmeafgiften til
Omgivelserne efter den omgivende Temp.,
uafhængig af Bevidstheden. Varmeafgiften foregaar
hovedsagelig gennem Huden, dels ved Ledning
af Varme til Omgivelserne, dels ved
Udstraaling af Varme, dels ved Fordampning af Vand
(til Fordampning af 1 g Vand bruges 0,54
Kalorie). Hos Mennesket foregaar c. 80 % af
Varmeafgiften gennem Huden. De øvrige 20 %
mistes ved Opvarmning af Aandedrætsluften og
Fordampning fra Lungerne samt en ringe Del
(c. 5 %) ved Opvarmning af den optagne Mad
og Drikke. ’- Varmeafgiften gennem Huden
varierer stærkt efter Hudens Blodrigdom. I
Kulde trækker Pulsaarene, som fører Blodet
til Huden, sig sammen (Blodkarrenes Vægge
indeholder Muskler, se Blodkar); herved
bevirkes, at Huden (ell. rettere Vævet lige under
Overhuden) gennemstrømmes af mindre Blod
og faar tilført mindre Varme, altsaa
ogsaa afgiver mindre Varme, end den ellers
vilde have gjort. De dybere liggende Dele
beskyttes mod Varmeafgift af det Fedtlag, som
findes under Huden; I Varme udvides Hudens
Blodkar, og Huden bliver blodrig; tillige
udskilles mere Sved, som bortfører Varme ved sin
Fordampning. Et Menneske kan opholde sig i
Temperaturer langt højere end Legemets, uden
at Legemstemperaturen stiger, naar blot den
omgivende Luft er tør; i saa Fald sker hele
Varmeafgiften ved Vandfordampning fra
Legemets Overflade og Lungerne. I meget varme
Bade vil Legemstemperaturen derimod hurtigt
stige. I meget kolde Omgivelser (f. Eks. ved 0°)
kan det nøgne Menneske kun holde sin
Legemstemperatur konstant ved kraftige
Muskelbevægelser. Man har set Legemstemperaturen synke
stærkt (til c. 25 ) hos berusede Mennesker, som
har sovet i stærk Kulde, og dog har en saadan
Afkøling kunnet overleves. - Klædedragten
formindsker stærkt Varmeafgiften ved Ledning
og Udstraaling af Varme, medens Varmeafgiften
ved Vandfordampning forøges noget. Dyrenes
Haarbeklædning nedsætter ligeledes
Varmeafgiften: et barberet Marsvin afgiver 30 % mere
Varme end et normalt. - Den Mekanisme, der
bevirker, at Legemstemperaturen holdes
konstant, kendes ikke nøje. Hovedbetydningen har
Nerverne til Blodkarrene (Pulsaarene) i Huden
og Laget under den. I Kulde faar Nerverne
Musklerne i disse Blodkars Vægge til at trække
sig sammen, i Varme til at slappes. Nerverne
til Blodkarrene er uafhængige af Bevidstheden
og Villien, de stammer (for største Delen) fra
det saakaldte sympatiske Nervesystem. Disse
Nerver reguleres fra bestemte Steder i
Hjernen og Rygmarven (Varmereguleringscentrer),
men hvorledes Reguleringen fra disse Centrer
foregaar, kendes ikke nærmere.
L. F.
Dürkheim [’dyrkha^im], By i Kongeriget
Bayern, Regeringsdistrikt Pfalz, ligger ved den
østlige Flod af Haardt ved den lille Flod Isenach.
(1910) 6362 Indb., mest luth. D. har Industri i
Papir og Farver samt Brænderier, Bryggerier,
Saltværk, Stenbrud og betydelig Vinavl, samt
Handel med Vin og Korn. Særlig Interesse har
D. ved sine store naturvidenskabelige Samlinger
(tilhørende Foreningen Pollichia) og sine
Kilder, der indeholder Jod, Brom og Lithium og
anvendes til Bade. En Badeanstalt med Kursal
blev anlagt her 1875. Aarlig afholdes en stor
Folkefest, det saakaldte D.-Pølsemarked el.
Michaëlis-Marked. 2 km mod SV. ligger Ruinerne
af Benediktinerklostret Limburg, grundlagt
af Kejser Konrad II 1030; 4 km længere mod V.
ligger Ruinerne af Hartenburg, ødelagt
af Franskmændene 1689.
G. Ht.
Dyrlund, Niels Kristian Folmer,
dansk Sprogforsker, f. 24. Maj 1826, blev
Student 1844, deltog i Krigen 1848-50 og blev
Dannebrogsmand for sin snilde og modige Færd
ved Isted, hvor han sammen med et Par
Kammerater fangede en Snes fjendtlige Soldater.
1866 blev han cand. mag. i nordisk Filologi,
1872 Dr. phil., og var 1872-92 Lærer i Dansk
ved Officersskolen. D. har skrevet en temmelig
stor Mængde Bladartikler (især Anmeldelser)
om sproglige o. lgn. Emner; men i øvrigt har
hans Forfattervirksomhed ikke været
omfangsrig; hans Hovedværker er: Doktorafhandlingen
»Tatere og Natmandsfolk i Danmark« (1872),
en kortfattet, men indholdsrig »Udsigt over de
danske Sprogarter« (1857), samt nogle grundige
Afh. om Dansk i »Aarbøger for nordisk
Oldkyndighed« (1885), »Arkiv for nordisk filologi« (1895,
1897 og 1911), »Dania« (1896 ff.) og »Danske
Studier« (1911), som alle vidner om hans
udmærkede Kendskab til hans Modersmaal gennem
alle Tider og dets Dialekter, især Øbomaalene.
V. D.
Dyrlæge, Benævnelse paa den, der
beskæftiger sig med at helbrede syge Dyr. Den gængse
kosmopolitiske Betegnelse for D. er
Veterinær, et Ord, hvis Herkomst maa siges at være
ubekendt, i den Grad er Meningerne
desangaaende indbyrdes afvigende. Benyttelsen af
Betegnelsen »Veterinær« er af gammel Datum,
idet baade Cato (234-149 f. Kr.), Varro
(116-27 f. Kr.) og Plinius (23-79 e. Kr.)
brugte Benævnelsen veterinus, og Columella
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
