Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dyresymbolik, sindbilledlig Fremstilling, ved Hjælp af billedlig Gengivelse af Væsener fra Dyreverdenen - Dyretilbedelse (Zoolatri), Dyrkelse af bestemte, nyttige ell. skadelige Dyr som Aabenbaringsformer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
anvendes de ikke til symbolske Fremstillinger, kun
til at illustrere Scener af Buddha’s Liv. - Ved
Kristendommen indtræder D. i et nyt
Stadium. Da Oldtidens Kunst var nøje knyttet
til Hedenskabet, maatte den oldkristelige Kunst
bryde sig ny Baner og lagde derfor særlig Vind
paa Symbolikken. For lettere at forstaas
anvendte man med Forkærlighed de Dyr, som
omtales i velkendte Skriftsteder og bibelske
Fortællinger. Lammet var fra Kristendommens
tidlige Dage et Billede paa Kristus efter
Johannes’ Ord i Joh. Ev. 1, 29: »Se det Guds Lam«!
Lammet afbildedes ogsaa som baaret af en
Hyrde (»den gode Hyrde«, Billede paa Kristus). Et
hyppigt Symbol for Kristus er Fisken; men
hermed forholder det sig paa en særegen Maade,
idet det gr. Ord for Fisk bestaar af
Bogstaverne i-kh-th-y-s, der netop er
Begyndelsesbogstaverne af Jesus Khristos Theu Hyios Soter,
d. e. »Jesus Kristus, Guds Søn, Frelseren«.
Slangen er Billedet paa det Onde og paa Djævelen,
Hvalfisken hentyder til Jonas, Løver til Daniel
i Løvekulen o. s. v. Rent symbolsk er endvidere
Fremstillingen af Evangelisterne ved Dyr.
Medens Matthæus’ Symbol er et Menneske, har
Markus en Løve, Lukas en Okse, Johannes en
Ørn. I Middelalderen kom endnu fl. Symboler
fra Dyreverdenen til. Oplysning herom finder
man i de saakaldte Bestiarier. Løven betegner
Mod, Hunden Troskab, Ørnen Kløgt, Paafuglen
Hovmod, Svinet Slethed o. s. v. Paa
Gravminder fra Middelalderen ser man ofte den Døde
afbildet liggende udstrakt med Fødderne
støttede mod en Hund ell. Løve for at udtrykke
hans Troskab og Mod. Paa vore Granitkirker
fra Middelalderen ses udenpaa ofte Løver o. a.
vilde Dyr udhuggede, hvorved der betegnes, at
uden for Kristi Kirke hersker de onde Magter,
medens der inden for Kirken er Fred og Ro.
Paa lgn. Maade maa vel de fantastiske
Løvefigurer uden paa vore Granit-Døbefonte tydes.
Den oldkristelige Symbolik har for en Del holdt
sig til vore Dage, som Lammet,
Evangelistsymbolerne m. m. Paa vore Gravminder afbilder
vi ofte Sommerfuglen, i hvis Forvandling vi ser
et Symbol paa Udødeligheden.
V. S.
Dyretilbedelse (Zoolatri), Dyrkelse af
bestemte, nyttige ell. skadelige Dyr som
Aabenbaringsformer af højere, Mennesket overlegne
Væsener, findes ikke blot hos lavtstaaende
Stammer, men ogsaa hos flere mere udviklede
Folk. Da ikke faa Dyr langt overgaar
Mennesket i Styrke, Udholdenhed, Hurtighed, ja endog
i Snuhed o. desl., og da fl. Dyr besidder Evner,
som vi ikke har, og de ofte har skarpere Sanser
end Mennesket, kan man aldeles ikke undre sig
over, at Folk paa et lavere Udviklingstrin i
saadanne Mennesket overlegne Dyr har kunnet
se Aabenbarelser af højere Væsener ell. i det
mindste Budbringere, der stod i særlig
Forbindelse med højere Væsener. Der gives saaledes
endog i vore Dage Stammer, i hvilke enkelte
Personer ell. hele Slægter har kaaret sig visse
bestemte Dyr til deres Beskyttere, idet de
antager disse Dyr for at være i Besiddelse af
overnaturlig Magt, hvorfor de i dem ser deres
Skytsaander (Fetisch, Totem). Hos andre
Folk har man stundom antaget visse Dyr for
forvandlede Mennesker (Varulve); endelig
finder man hos forsk. Folk den Formening
udbredt, at de Afdødes Aander ell. Sjæle tager
Bolig i Dyr ell. lever Livet om igen som Dyr,
hvorfor man behandler slige Dyr med særlige
Hensyn (se Sjælevandring). De Dyr, der
særlig er Genstand for Dyrkelse, er de, der
frygtes for deres Styrke og Vildskab som
Rovdyr, Rovfugle o. desl., ell. som afskys for deres
Uhyggelighed, som Slanger o. a. Kryb, dels og
saa nyttige Dyr som visse Husdyr ell. saadanne,
som øjensynlig bidrager til at vedligeholde
Ligevægten i Naturen. Det er rimeligvis dette sidste
Hensyn, som bragte Ægypterne til at betragte
Katten, Ichneumonen, Ibisen o. fl. a. som hellige
Dyr. Der fortælles om nogle Stammer i
Sibirien, at de, naar de har fældet en Bjørn, vender
sig tilbedende mod det af dem nedlagte Dyr,
idet de nemlig i Bjørnen ser en Aabenbarelse
af et højere Væsen. For Resten optræder forsk.
Stammer, som tilbeder vilde Dyr, ikke alle paa
samme Maade lige over for disse. Nogle
Stammer fortærer uden videre disse Dyrs Kød, naar
de har fældet dem; andre Stammer rører ikke
deres Kød. Det Land, der særlig er kendt for
sin D., er det gl. Ægypten. Dyrkelsen af de
hellige Dyr naar nemlig her op til de ældste
Tider og er et af de væsentligste Midtpunkter
i den religiøse Kultus, ligesom den spillede en
meget fremtrædende Rolle i Folkelivet. Vi ser
ogsaa, at Folket holdt fast ved sin D. lige til
Hedenskabets Undergang. For øvrigt maa man
ikke glemme, at Dyrkelse af Guderne under
Billede af Dyr ell. i Dyrs Skikkelse laa særlig
nær for Ægypterne, i hvis ældgamle
Hieroglyfskrift Billeder af Dyr ikke blot anvendtes til at
betegne vedkommende Dyr, men tillige, og det i
langt videre Omfang, brugtes til at udtrykke
mer ideelle Genstande, og hvad man dermed
satte i Forbindelse. For tænkende Ægyptere
maatte derfor det hellige Dyr være en Art
hieroglyfisk Betegnelse for vedkommende
Guddom (smlg. Pierret, Essai sur la mythologie
égyptienne; Lieblein, »Gammelægyptisk
Religion« [Bd II, Kria 1884]). Antallet af de Dyr,
Ægypterne ansaa for hellige, var ikke ringe.
Snart var det alle enkelte Individer af Arten,
der antoges for hellige og det overalt i Landet,
saaledes Katte, Falke, Ibiser o. s. v., snart var
det kun enkelte Individer af en ell. anden
Dyreart, der ansaas for hellige og tilbades som
Guddomme, medens alle andre Individer af Arten
antoges for fuldstændig lige med de ikke hellige
Dyr og derfor uden videre slagtedes og
fortæredes. Tyren Apis i Memfis dyrkedes som en af
Ægyptens højeste Guddomme; i den boede
Osiris’ Sjæl, og den var Guden Ptah’s levende
Billede. Den hvide Tyr, Mnevis, i Heliopolis
mentes paa lgn. Maade at huse Solens Sjæl.
Hathor havde 7 hellige Køer i Ægypten. Naar
man undtager disse Individer og Apis’ Moder,
der alle dyrkedes til deres Dødsdag, og efter
hvis Død der var Landesorg, blev Køer og Tyre
i Ægypten slagtede ligesom i andre Lande;
Okse- og Kalvekød var netop et alm.
Næringsmiddel i Ægypten. Der var 4 hellige Vædere i
Ægypten; men ellers slagtede man Faar og
Vædere som andetsteds. I nogle ægyptiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
