Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Düren, By i Kongeriget Preussen, Rhinprovinsen, ligger paa højre Bred af Maas' Biflod Roer - Dyrendal (egl. Durendal), Roland's Sværd i Rolandskvadet, nu spøgende Betegnelse for et Sværd. - Dyreolie kaldes de ved tør Destillation af Ben og Hjortetakker fremkomne empyreumatiske Olier - Dyreornamentik kaldes de Ornamentformer, hvis Grundmotiver er mere ell. mindre ornamentalt behandlede Dyreskikkelser - Dyrepsykologl er Læren om de Funktioner hos Dyrene, som kan antages at medføre ell. være Udslag af sjælelige Fænomener
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Dyrendal (egl. Durendal) [fr. dyrã’dal],
Roland’s Sværd i Rolandskvadet, nu spøgende
Betegnelse for et Sværd.
Dyreolie kaldes de ved tør Destillation af
Ben og Hjortetakker fremkomne
empyreumatiske Olier, af hvilke Hjortetakolie tidligere har
fundet en ikke ringe Anvendelse i Farmacien.
K. M.
Dyreornamentik kaldes de
Ornamentformer, hvis Grundmotiver er mere ell. mindre
ornamentalt behandlede Dyreskikkelser.
Blandet med Planteornamenter forekommer
Ornamentdyr baade i den orientalske og i den gr.
Oldtid samt i alle senere Stilperioder, men en
egl., stilbestemmende D. møder man kun hos
enkelte Folkeslag paa ret primitive
Kulturstadier. D. er saaledes stærkt fremtrædende i
Amerikas før-europæiske Oldtidskunst; renest og
mærkeligst er den dog udviklet i Nordeuropas
senere Jernalder. Paa Grundlag af
sentromerske Dyreskikkelser og sentromerske
Baandslyngsmotiver skabte Germanerne en
Ornamentstil, der ikke er bundet til Naturens givne
Dyreformer, men behandler Dyrene helt ornamentalt,
opløser dem i Baand og Slyng og fletter disse
Bestanddele sammen til fantasifulde
Fladeornamenter. Den germansk-nordiske D. begyndte at
udformes c. 400 e. Kr., og medens den i
Mellemeuropa døde ud i Løbet af nogle faa Aarh.,
levede den videre i Norden under forsk. Faser,
krydsedes i indbyrdes Vekselvirkning med den
nærbeslægtede irske D. og var endnu paa
Vikingetiden og ved Aar 1000 bestemmende for
al nordisk Kunsthaandværk, baade Metalkunst,
Træskærer- og Stenhuggerkunst
(»Jellingegruppen«). Endnu paa de ældste norske Stavkirker
mødes D. (Urnes Kirke), og dens
Eftervirkninger spores i romansk Prydværk. Smlg.
Dyresymbolik og Jernalder. (Litt.:
Sophus Müller, »D. i Norden« [Kbhvn 1880];
B. Sahlin, »Die altgermanische
Thierornamentik« [Sthlm 1904]; H. Schetelig,
»Urnesgruppen« i Norsk Fortidsforenings
Aarsberetning [Kria 1909]).
C. A. J.
Dyrepsykologi er Læren om de
Funktioner hos Dyrene, som kan antages at medføre
ell. være Udslag af sjælelige Fænomener.
Sikkert ved vi nemlig ikke, om Sjæleliv
overhovedet findes hos noget Dyr. Kun i sin egen
Bevidsthed kan Mennesket direkte iagttage
sjælelige Tilstande og Virksomheder, og naar disse
antages at forekomme ogsaa hos andre, beror
det paa en Slutning: naar et Væsen, der i
visse Henseender er bygget som Mennesket,
under givne Omstændigheder ses at opføre sig paa
samme Maade, som Mennesket under disse
Forhold vilde gøre, saa antages de samme sjælelige
Aarsager at ligge til Grund for Handlingen. Det
er altsaa fra Overensstemmelse i legemlig
Organisation og Funktion, at man slutter sig til
Sjælelivs Tilstedeværelse. Antagelsens
Berettigelse for andre Menneskers Vedk. godtgøres
ved Menneskenes gensidige Meddelelser ved
Hjælp af Sproget, men denne Kontrol glipper,
hvor Talen er om Dyrene. Og ganske vist
stemmer Hvirveldyrenes Bygning gennemgaaende
saaledes overens med Menneskets, at man tør
slutte fra ensartet Struktur til Funktionen, men
alle de Hvirvelløse afviger ikke blot i
Legemets, men ogsaa i de enkelte Sanseorganers og
Nervesystemets Bygning i saa høj Grad fra
Mennesket, at enhver Analogislutning her bliver
tvivlsom. Tilbage bliver saaledes ikke andet end
de Bevægelser, som Dyrene under givne
Omstændigheder udfører, hvorpaa Antagelsen af
Sjæleliv kan baseres. Imidlertid er det fra det
daglige Liv kendt, at Mennesket udfører
mangfoldige, under givne Forhold særdeles
hensigtsmæssige Handlinger ganske mekanisk, uden
mindste Overlæg, og slige Refleksbevægelser er
ved fysiol. Undersøgelser paaviste i endnu
større Udstrækning hos Dyrene. Man kan altsaa i
Alm. ikke af Bevægelsers Hensigtsmæssighed
slutte, at der ligger sjælelige Processer til Grund
for dem. Men alle Reflekser er monotone, d. v.
s. ensartede Paavirkninger medfører uvægerlig
de samme Bevægelser, fordi disse er bestemte
ved Nervesystemets Organisation og ikke kan
forandres ved Individets Erfaringer, da de
forløber uafhængigt af sjælelige Processer. Ser man
derimod, at et Dyr belæres af Erfaringen,
saaledes at det i Løbet af en kort Tid tilpasser sig
for en ny og uvant Situation, saa kan dette,
saa vidt vi véd, kun foregaa paa den Maade,
at Erindringen om de heldige ell. uheldige
Følger af en bestemt Bevægelse melder sig, naar
Situationen atter indtræder, hvorved Dyret da
bliver i Stand til at forandre sin Handlemaade.
Det er dette Princip: den individuelle
Tilpasning for ny Forhold, som i forsk.
Formuleringer lægges til Grund i moderne D. for
Afgørelsen af, hvor Sjæleliv tør antages hos
Dyrene; men saa klart Princippet er i Teorien,
saa vanskeligt kan det være i det enkelte,
konkrete Tilfælde at bestemme, om dets Fordringer
er opfyldte. I øvrigt kan herved kun fastslaas,
hvor vi er berettigede til at antage Sjæleliv,
men dermed er aldeles ikke udelukket, at
sjælelige Tilstande forekommer meget længere ned
i Dyreriget, hvor vi blot er ude af Stand til
med Sikkerhed at konstatere dem.
D.’s Historie. Da den videnskabelige
Erkendelse af Dyrenes Sjæleliv er forbundet med
saa store Vanskeligheder, er det forstaaeligt,
at Spørgsmaalet i ældre Tid blev afgjort ud fra
filos. ell. religiøse Synspunkter, der blot
støttede sig til gennemgaaende ret overfladiske
Iagttagelser. Allerede i Oldtiden er de to
Hovedopfattelser fremkomne, der har kæmpet med
hinanden i Aartusinder, og hvis Indflydelse
lader sig paavise endnu i vor Tids D. Medens
Heraklit, Pythagoræerne, Demokrit, Epikur og
Plutarch hævdede, at der kun var en
Gradsforskel mellem Dyrenes og det menneskelige
Sjæleliv, fandt Plato, Aristoteles og Stoikerne den
Væsensforskel, at Dyrene vel havde
Fornemmelser og Drifter, men kun Mennesket besad
Fornuft. Da Dyrene ikke desto mindre som oftest
ses at handle hensigtsmæssigt, forklaredes dette
derved, at de ledtes til det for dem gavnligste
ved de i deres Natur liggende Drifter. Fra
Aristoteles, den i Middelalderen uangribelige
Autoritet i alle naturvidenskabelige Spørgsmaal,
gik denne Opfattelse over i den kristne
Kirkelære, hvor den udvikledes videre til Læren om
de dyriske Instinkter, d. v. s. de af Gud i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
