Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dupont de l'Étang, Pierre Antoine, Greve, fr. General og Politiker, (1765-1838) - Dupont-White, Char-Brook, fr. politisk og socialøonomisk Forf., (1807-78) - Duport, Jean Louis, fransk Violoncelvirtuos (1749-1819) - Duporthit, et asbestagtigt Mineral, der forekommer i Revner i Serpentin - Dupper er Smaalegemer af Jern ell. Bronze, formede som firsidede Pyramidestubbe - Duprat, Antoine, Seigneur de Nantouillet, fransk Statsmand (1463-1535) - Duprat, Pierre Pascal, fransk Politiker (1815-85)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
1765 i Chabanais (Charente), d. 16. Febr 1838
i Paris. 1787 traadte han i holl. Tjeneste, 1791
i fr. Tjeneste, hvor han ansattes som Adjutant
hos General Dillon ved Nordarmeen. Han
saaredes under Tilbagetoget fra Tournai 1792,
udmærkede sig ved Valmy og blev efter Slaget ved
Menin 1793, hvor han udviste særlig Dygtighed,
udnævnt til Brigadegeneral. 1797 ansatte Carnot
ham som Direktør for dépôt de la guerre og
forfremmede ham til Divisionsgeneral. Efter
Statskuppet 18. Brumaire, af hvilket han var en
ivrig Tilhænger, udnævntes han til
Generalstabschef ved Reservehæren i Alperne, udmærkede
sig ved Marengo og blev Guvernør i Piemont.
Oktbr 1800 trængte han ind i Toscana,
oprettede her en provisorisk Regering og leverede
Østerrigerne en glimrende Kamp ved Pozzolo.
1805 forsattes han til Hæren i Tyskland, deltog
s. A. med Udmærkelse i Slaget ved Ulm og 1806
i Kampen ved Halle, samt bidrog væsentlig til
Sejren ved Friedland 1807 ved en kraftig
Understøttelse af Ney’s Angreb. 1808 sendtes han til
Spanien, hvor han i Beg. trængte sejrrig frem,
men blev ved Bailen 23. Juli s. A. nødsaget til at
overgive sig til den sp. Insurgentgeneral
Castaños. D. berøvedes i Anledning heraf alle sine
Værdigheder og holdtes i Statsfængsel indtil
1813, da han ved Napoleon’s Fald frigaves, og
overtog 1814 Posten som Krigsminister. Hans
Embedsførelse som Minister var imidlertid saa
uheldig, at han efter faa Maaneders Forløb
maatte trække sig tilbage og fik Kommandoen
over en Militærdivision. Ved Napoleon’s
Tilbagekomst afsattes han, men indtog igen den
samme Stilling efter Slaget ved Waterloo. D. var
1815-30 Deputeret for Dept Charente. Han
skrev bl. a. Lettre sur l’Espagne en 1808 (1823),
Lettre sur la Campagne d’Autriche (1826), og
L’art de guerre, et Digt paa 10 Sange (1838).
B. P. B.
Dupont-White [dy’på-’wit (-wa^it?)],
Char-Brook, fr. politisk og socialøonomisk Forf.,
(1807-78), var 1831-43 Advokat, senere høj
Embedsmand. Hans Skr betegner en Reaktion mod
den politiske og økonomiske Liberalisme; han
ønsker i den individuelle Friheds Interesse
Statens Magtsfære udvidet og samtidig
centraliseret. I Essai sur les relations du travail avec
le capital (1846) bekæmper han den ortodokse
økonomiske Videnskabs abstrakte Frihedsideer,
der førte ud i deres fulde Konsekvens slaar om
i deres Modsætning. D.-W.’s mest kendte
Værker er: L’individu et l’état (1856), La
centralisation (1860), La liberté politique (1864) og Du
progres politique (1868). Han oversatte og
forsynede med Indledninger Mill’s Bøger »Om den
repræsentative Regering« og »Om Friheden«.
K. V. H.
Duport [dy’på.r], Jean Louis, fransk
Violoncelvirtuos (1749-1819), var opr.
Violinspiller, men blev ved sin Broders (Jean
Pierre’s) Held som Violoncellist tilskyndet til at lægge
sig efter dette Instrument, paa hvilket han
opnaaede saa stor Virtuositet, at han regnedes bl.
sin Tids første Cellister. Han var 1806-12
ansat hos Ekskongen af Spanien i Marseille,
derefter hos Kejserinde Marie Louise og ved sin
Død Solovioloncellist i det kgl. Kapel. D. har
skrevet Kompositioner for sit Instrument og en
Celloskole, der har haft afgørende Bet. for
Cellospillets Udvikling.
W. B.
Duporthit [dju-], et asbestagtigt Mineral, der
forekommer i Revner i Serpentin ved Duporth,
nær St Austell, Cornwall.
(N. V. U.). O. B. B.
Dupper er Smaalegemer af Jern ell. Bronze,
formede som to firsidede Pyramidestubbe, der
vender Toppene mod hinanden. Man bruger dem
i Murværk af hugne Sten for at hindre
Skifternes Forskydning paa hinanden; den største
Sidelinie er 2,5 à 3 cm, Længden det dobbelte. I
korresponderende Huller i de sammenstødende
Liggeflader faststøbes en Dup halvt i hvert
Skifte, i det øverste med Bly (ell. Cementmørtel),
inden Stenen lægges paa Plads, i det underste
med Mørtel. Bronze-D. benyttes særligt i
Saltvand, da rustende Jern-D. let kan sprænge
Murværket.
A. L-n.
Duprat [dy’pra], Antoine, Seigneur de
Nantouillet, fransk Statsmand (1463-1535),
studerede Jura, var Advokat i forsk. Byer og blev
1507 Præsident for Parlamentet i Paris. Han
blev Luise af Savojens Raadgiver og
Formynder for hendes Søn Frants af Angoulème. Da
denne som Frants I besteg Tronen 1515,
udnævnte han straks sin tro Tilhænger til Kansler.
D. ledsagede Kongen til Italien, hvor han
forhandlede med Leo X om Ophævelsen af den
pragmatiske Sanktion og Oprettelsen af et
Konkordat. Som Kansler fik D. Overledelsen af
Retsvæsenet og næsten alle indre Sager, og han
benyttede sin Stilling til at styrke Kongemagten
paa alle Maader. Processen mod Karl af
Bourbon om Susanne af Bourbon’s store Arv var det
særlig D., som førte frem. Med Parlamentet
havde han talrige Sammenstød; men Kongen
holdt stadig sin Haand over den højtbetroede
Kansler, der under hans Fravær i Italien og
hans Fangenskab 1525-26 styrede Landet
sammen med Luise af Savojen. Da D.’s Hustru
døde 1517, traadte han ind i den gejstlige
Stand, blev 1525 Ærkebiskop af Sens, 1527
Kardinal og 1530 legatus de latere. (Litt.: du
Prat, Vie d’Antoine du Prat [Paris 1857]).
L. K.
Duprat [dy’pra], Pierre Pascal, fransk
Politiker (1815-85), blev 1840 Lærer i Historie
i Algier, men vendte nogle Aar efter tilbage til
Paris og blev Medarbejder i Oppositionsbladene.
Efter Februarrevolutionen 1848 grundlagde han
tillige med Lamennais Bladet Peuple constituant,
valgtes til Nationalforsamlingen og fik Sæde i
Forfatningsudvalget. Han hørte til de
maadeholdne Republikanere og stillede 23. Juni
Forslaget om at sætte Paris i Belejringstilstand og
give Cavaignac diktatorisk Magt; siden stemte
han for Grévy’s Forslag om, at Præsidenten
skulde vælges af Nationalforsamlingen og ikke
umiddelbart af Folket. 1849-51 bekæmpede han
Præsidentens Politik og blev derfor Decbr 1851
fængslet og landsforvist. Han levede først nogle
Aar i Bryssel, udgav en Opgørelse af
Statskuppets Ofre (Tables des proscriptions de Louis
Bonaparte [3 Bd, 1852]) og senere et litterært
Tidsskrift; var i en Aarrække (fra 1857) Prof. i
Statsøkonomi i Lausanne og levede til sidst i
Italien. Juli 1871 blev D. valgt til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
