Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2) Alexandre, den Yngre (fils), (1824-1895)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hans Maner, dog uden hans glimrende
Indbildningskraft, en fantastisk Roman Les aventures
de quatre femmes et d’un perroquet (6 Bd 1846-47), der lige saa lidt gjorde Lykke. Saa gav
han sig til at skildre Livet i de tvivlsomme
Pariserkredse, hvor han selv tilbragte en
uregelret Ungdom. 1848 udkom Romanen
La dame aux camélias (»Kameliadamen«,
ved Johs. Marer 1883, ved
Carl Muusmann 1897, ved Anton
Melbye 1906, ved J. Jürgensen 1908),
hvori han med sentimental Rørelse fortæller
en ung, falden, men uhyre ædel Kvindes
sørgelige Historie, hvorledes hun giver
Afkald paa sin eneste sande store Kærlighed, for
ikke at staa sin Elskers Karriere og Lykke i
Vejen, og derpaa dør af Tæring. Bogen gjorde
overordentlig Opsigt, oversattes paa fremmede
Sprog, bearbejdedes for Scenen og gjordes
endog til Operatekst for Verdi (La traviata).
Ogsaa de flg. Romaner er Skildringer fra
Kurtisanernes Verden: Le roman d’une femme (4 Bd
1848), Diane de Lys (3 Bd, 1851), La dame aux
perles (3 Bd, 1854) og La vie à vingt ans (1856).
I en let og naturlig Stil beretter han, med
mange docerende og moraliserende Indskud, om
de faldne Kvinders lidet misundelsesværdige
Liv; uden at være nogen »Lastens Apostel«
tager han dem i Forsvar og paaviser det
uretfærdige i den konventionelle
Fordømmelsesmoral. - D. begyndte nu at bearbejde sine
Romaner for Scenen og opnaaede straks med
»Kameliadamen« (1852), der først blev forbudt
af Ministeren, en uhyre Succes, som ligeledes
fulgte Diane de Lys (1853) og Le demimonde
(1855) (»Plet«), begge opførte paa Gymnase.
De pikante Emner, følelsesfulde Effekter i
Belysningen af de ulykkelige Kvinders
Ædelmod, Angrebene paa den herskende Moral og
Lov, forskaffede disse Stykker Ry for at
indvarsle Realismen paa Scenen og vakte
samtidig megen Forargelse, uagtet Forf. netop
prædikede en retfærdigere og naturligere Moral end
den gængse, i hvis Ly alle Laster trivedes. Ved
sit Drama indførte D. Betegnelsen Demimonde
i Litt. og Livet. I La question d’argent (1857)
rettede han et harmfuldt Angreb paa
Børsspekulanternes Svindel, i Le fils naturel talte
han, der selv var uægte født, de uægte Børns
Sag og klagede over deres Mangel paa jur.
Beskyttelse. Le père prodigue (1859; »En ødsel
Fader«) behandler D.’s eget Forhold til
Faderen og fremkaldte megen Strid, ligesom L’ami
des femmes (1865, »Damernes Ven«, oversat af
Anna Poulsen 1895) vakte megen moralsk
ell. umoralsk Forbitrelse. Thi D. var
efterhaanden blevet en streng borgerlig Cato, der
førte alle Haande umoralske Problemer frem
til Debat i Scenens Lys; nogle forargedes nu
over selve det vovede Emnevalg, andre over
hans moralske Dydsdragonader og
Reformprædiken. En Del Stykker havde han forfattet med
Medarbejdere; men Polemik med Girardin over
Le supplice d’une femme (1865) og Durantin
over Héloise Paranquet (1866), der begge
hævdede Førsteretten til disse Stykker, afbrød
ethvert Medarbejderskab. For egen Regning lod
nu D. opføre Les idées de Mme. Aubray (1867)
og begyndte Aaret efter en Udg. af sit Théâtre
complet (6 Bd, 1868-79), hvori hvert Stykke er
forsynet med djærve og agressive Fortaler, der
ofte synes paradoksale og i indbyrdes Modstrid,
men i vittig Dialektik gør Rede for D.’s
moralske og sceniske Reformarbejde. 1870 var han
i Decbr ved sin Faders Dødsleje i Puys ved
Dieppe og rettede derefter et forbitret Angreb
paa Kommunens Ophavsmænd. Derpaa fortsatte
han sine Scenearbejder: Une visite de noce
(1871; »En Bryllupsvisit« ved August
Moth-Lund 1893), La princesse Georges (1871), La
femme de Claude (1873), der i sidste Scene
lader den bedragne Ægtemand nedskyde sin
utro Hustru, og Monsieur Alphonse (1873), der
tager Sigte paa de skændige Kavallerer, som
gør Elskoven til et Levebrød. 1874 valgtes D.
til det fr. Akademi, og 1876 optoges Le
demimonde paa Théâtre français’ Repertoire, et Par
Maaneder efter fulgte L’étrangère (»Den
Fremmede«), der opnaaede en stor Succes. Den
saaledes alment anerkendte og hædrede Digter
skrev nu efter en Idé af en russ. Dramaturg
Corvin, der kaldte sig Pierre Newski, Les
Danicheff (1876) og efter en af sin Faders Romaner
Joseph Balsamo (1878). I sine senere Dramaer
blev den kolde Virkelighedsiagttager en mere
og mere paradoksalt filosoferende og sygelig
Mystiker. Baade La princesse de Bagdad (1881),
Denise (1885) og Francilion (1887, oversat af
Karl Mantzius 1896) opførtes paa Théâtre
français og vakte stor Diskussion. - Uden at
kunne maale sig med sin Samtidige Augier i
mandig Karakterskildring ell. poetisk
Livfuldhed er D. alligevel Udvikleren af det moderne
fr. Drama og dets mesterlige Teknik, der med
Undtagelse af Henrik Ibsen’s er enestaaende i
europ. Litt. Med glimrende Logik opbygger han
sine Stykkers dram. Struktur; samtidig er han
et skarpt og klart Hoved, der med uforlignelig
Elegance og stringent Vid former en aandfuld,
men alt for forstandskold Dialog. Det er ikke
Følelsen, men Raisonnementerne, som udgør
hans Dramaers Styrke. Den skeptiske og altid
retfærdighedstørstige Raisonnør gaar rundt og
strør sin glansfulde Logik til højre og venstre.
Synes end D.’s dram. Produktion alt for kold
og sofistisk for Nutiden, der igen foretrækker
Hjertets Beviser for Hjernens, har den
uimodsigelig haft store Fortjenester ved at stille sociale
Problemer under Debat, ved at bringe Folk til
at tænke og ved at fastslaa Scenens strenge
Love, dem ingen saa snart vil vove at krænke.
Ogsaa i Romanen vedblev D. at producere; af
hans ikke hidtil anførte Arbejder kan nævnes:
 |
A. Dumas (den Yngre). |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
