Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dugué de la Fauconnerte, Henri Joseph, fr. Politiker (1835-1913) - Duguesclin, B., se Guesclin, du. - Duhamel, Jean Marie Constant, fr. Matematiker, (1797-1872) - Duhamel du Monceau, Henry Louis, fr. Plantefysiolog, (1700-1781) - Duhesme, Guillaume Philippe, fr. General, (1760-1815) - Duhm, Bernhard, (1847- ) Prof. i gl-test. Theologi - Duhring, Louis, amer. Dermatolog, (1845-1913) - Duida, Cerro D., Bjergknude i Parima-Kæden i den østlige Del af Venezuela - Duiffopruggar (Tieffenbrucker), Fam. af Instrumentbyggere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Boulanger’s Intriger. Efter at være genvalgt 1889
nærmede han sig paa ny Republikanerne, men
vragedes ved Valgene 1893 og spillede ikke
senere nogen Rolle.
E. E.
Duguesclin [dygæ’klæ], B., se Guesclin, du.
Duhamel [dya’mæl], Jean Marie
Constant, fr. Matematiker, f. 1797 i St Malo, d.
29. Apr. 1872 i Paris. D., der var uddannet ved
École polytechnique, virkede fra 1851 som Prof.
i højere Matematik ved Faculté des sciences i
Paris og udmærkede sig saavel i denne
Lærerstilling som i sin videnskabelige Virksomhed
ved overordentlig Skarphed og Klarhed. Han
var Medlem af Académie des sciences (fra 1840)
og af forsk. andre lærde Selskaber, saaledes af
det danske »Videnskabernes Selskab« (fra 1867).
Bl. hans Værker kan fremhæves: Cours de
mécanique de l’école polytechnique (3. Udg., 1862
-63), Éléments de calcul infinitésimal (4. Opl.
1887) og Des méthodes dans les sciences de
raisonnements (2. Opl, 1876-86, 1. Bd i 3. Opl.
1885). Hans talrige Afh. i Liouville’s Journal og
Akademiets Skr omhandler mat. Mysik
(Varmens Forplantning i faste Legemer), Rækker
m. m. Den Sætning om Rækkers Konvergens,
der bærer D.’s Navn, skyldes i Virkeligheden
Raabe.
Chr. C.
Duhamel du Monceau [dya’mæl-dy-må’so],
Henry Louis, fr. Plantefysiolog, f. i Paris
1700, d. smst. 1781. D. var Generalinspektør i
Marinedepartementet og syslede med
Skibsbygning og Ved-Konservering samt med Meteorologi,
Kemi, Dyrefysiologi m. m.; dog er det især paa
Plantefysiologiens Omraade, at han har blivende
Bet. Han har arbejdet paa Spørgsmaal
vedrørende Planternes Ernæring - hans Metoder
er Forløbere for Vand- og Sandkulturer -
samt Forst- og Havebrugsbotanikken og har
betydelige Fortjenester af Træernes Naturhistorie.
Hans Hovedværker er Physique des arbres
(1758), Traité des arbres fruitiers (1768) og
Traité des arbres et arbustes ... (1755-85). Dette
sidste Værk udkom senest 1852, 7 Bd. Han var
fra 1728 Medlem af Académie française.
W. J.
Duhesme [dy’æ.m], Guillaume Philippe,
fr. General, f. i Bourgneuf i Burgund 7. Juli
1760, d. i Genappe ved Waterloo 18. Juni 1815.
Han blev 1791 Kaptajn i en Bataillon Frivillige
fra Saône-et-Loire, saaredes ved Jemappe
under Dumouriez, udnævntes 1792 til
Bataillonschef og allerede det flg. Aar til Brigadegeneral.
1794 forsattes han til Hæren ved Maas,
forfremmedes til Divisionsgeneral og ledede under
Kleber’s Fraværelse den anden Belejring af
Maastricht. Han deltog senere i Krigen i
Vendée og i Felttogene ved Rhinen, hvor han 1797
viste en glimrende Tapperhed ved Overgangen
ved Kehl. 1798 kæmpede han i Italien, bidrog
væsentlig til Neapels Erobring, men afsattes fra
Kommandoen p. Gr. a. Stridigheder med
General Championnet. 1799 kaldtes han imidlertid
til at kommandere Hæren i Alperne og tjente
1800 med stor Dygtighed under Soult. 1802 blev
han Guvernør i Lyon og Chef for 19.
Militærdivision, anvendtes 1805 atter i Italien og
sendtes 1808 til Spanien i Spidsen for et Armékorps.
Uagtet D. ogsaa her viste megen Dygtighed og
Tapperhed, faldt han dog i Unaade hos
Napoleon, da han beskyldtes for Udpresninger, og
toges først til Tjeneste igen under Felttoget i
Frankrig 1814, i hvilket han viste sin
sædvanlige Uforfærdethed. Han sluttede sig efter
Napoleon’s Fald til Ludvig XVIII, men gik ved
Napoleon’s Tilbagekomst atter over til denne,
udnævntes til Pair af Frankrig og sattes i Spidsen
for 2 Divisioner af den unge Garde. Ved
Waterloo saaredes han, maatte forlade Valpladsen og
søge Tilflugt i et Hus, hvor han fandtes og
nedhuggedes af brunsvigske Husarer. D. har
efterladt sig et anset Værk Essai sur l’infanterie
légère ou traité des petites opérations de la
guerre (1805), der giver et Resumé af de i 15
Felttog samlede Erfaringer, og som er oversat
paa Tysk 1818 og 1829 og paa Italiensk 1834.
B. P. B.
Duhm [du.m], Bernhard, f. 1847 i
Østfriesland, 1873 Privatdocent i Göttingen, 1877
Prof. smst., fra 1889 Prof. i Basel, indtager en
betydningsfuld Stilling i den sidste
Menneskealders gl-test. Forskning. I »Theologie der
Propheten« (1875) har han i Tilslutning til Graf’s
og andres Opfattelse af de præstelige Love i
Mosebøgerne som et sent Produkt søgt at vise
Profeternes Bet. i den israelitiske Religions
Udvikling. Hans Fortolkninger til Jesaia 1892, 3.
Udg. 1914, til Job 1896, til Salmerne 1898, til
Jeremia 1901) udmærker sig ved den Skarphed,
h\ormed han søger at klarlægge den
karakteristiske Hovedtanke, og den Dristighed,
hvormed han bortskærer det, som fordunkler denne.
»Das Geheimniss in der Religion« vidner om en
stærk personlig Religiøsitet.
J. P.
Duhring [dju.riŋ?], Louis, amer.
Dermatolog, f. 23. Decbr 1845 i Filadelfia, d. smst. 5.
Maj 1913. Efter D. er en Hudsygdom benævnt,
der viser sig ved anfaldsvis optrædende
Grupper af smaa Blærer, der under stærk Kløen
bryder frem paa rødlig betændt Hud, og som
helbredes med Efterladen af stærke
Pigmenteringer. (On the dermatitis herpetiformis. Am.
journal of med. sc. N. S. XCV, 1888).
J. S. J.
Duida [’ðuiða], Cerro D., Bjergknude i
Parima-Kæden i den østlige Del af den
sydamerikanske Republik Venezuela, hæver sig paa
højre Bred af Orinoco til en Højde af 2475 m.
Bjerget bestaar af Granit, og dets Top er
nøgen, medens de lavere Skraaninger er
bedækkede med yppig, tropisk Skov.
M. V.
Duiffopruggar [’duifo-?]
(Tieffenbrucker), Fam. af Instrumentbyggere, vistnok
oprindelig stammende fra Tyrol. Den kendteste af
dem er Gaspard D. (1514-71). Det hedder
sig om ham, at han skulde være indkaldt af
Frants I til Paris og skulde være »Opfinder« af
Violinen, men begge disse Antagelser har vist
sig fejlagtige. D. fik først fr. Borgerret 1558,
og de under hans Navn kurserende Violiner
(daterede 1520-21!) har alle vist sig som
moderne Falsknerier. D. arbejdede i Lyon. De
enkelte Instrumenter, man endnu har af ham,
udmærker sig ved deres smukke Arbejde og
rige Indlæg. - Af andre Instrumentbyggere af
denne Familie mærkes Magno D. i Venedig
(1557 og 1621) samt Vendelio Venere D.
i Padua (1572 og 1611).
A. H.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
