Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Duckwitz, Arnold, tysk Statsmand (1802-81) - Duckworth, John Thomas, Sir, eng. Admiral, (1747-1817) - Duclair-And , se Ænder. - Duclaux, Emile, fr. Biolog, Kemiker og Fysiker, (1840-1904) - Duclerc, Eugène, fr. Statsmand, (1812-1888) - Duclos, Charles Pinot, fransk Skribent, (1704-1772)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og var ligeledes ivrig for Jernbanebygning og
Udvikling af Havnene samt fremkaldte 1847 den
regelrette Dampskibsfart til Nordamerika. 1848
tog han Del i det tyske Forparlament, men
vilde ikke modtage Valg til Nationalforsamlingen
i Frankfurt, derimod blev han i Aug. tysk
Rigshandelsminister indtil Maj 1849, dog uden at
kunne udrette noget til Fremme af sit store
Maal, Tysklands Toldenhed, ell. for Dannelsen
af en Krigsflaade. Han indtog derefter igen sit
Sæde i Bremens Senat (indtil 1875) og fik 1856
afsluttet en Handelsoverenskomst med
Toldforeningen; var 1857-63 og paa ny 1866-73
Borgemester (den første Købmand, som naaede
denne Værdighed) og gennemførte Rente- og
Næringsfrihed. Ogsaa virkede han med Iver for
Tysklands ny Statsordning. D. udgav 1877 sine
»Denkwürdigkeiten 1841-66«.
E. E.
Duckworth [’dakwəþ], John Thomas,
Sir, eng. Admiral, f. 28. Febr 1747, d. 31. Aug.
1817, blev Officer 1771 og var 1810 avanceret
til Admiral. D. udmærkede sig i Slaget ved
Quessant 1794; 3 Aar senere gik han med en
lille Eskadre til Minorca og tvang
Besætningen der til at kapitulere. Som Kontreadmiral
ledsagede han Jerwis i hans kendte resultatløse
Jagt efter den fr. Flaade. Under Krigen med
Danmark 1801 var det D., der som Chef for den
eng. Vestindie-Flaade midlertidig tog de danske
Øer i Besiddelse; to Aar senere tvang han
Rochambeau med den fr. Hærstyrke paa St.
Domingo til Overgivelse. Hans Anseelse led ved
denne Lejlighed et Skaar, da han blev
anklaget ved Krigsret af en Underordnet for at have
forsøgt paa at tilegne sig Statens Gods, en
Sigtelse, det kun til Dels lykkedes ham at
modbevise. Som Chef for en Flaadeafdeling 1806
jog han længe forgæves efter den fr. Flaade,
fandt den endelig i Vestindien og vandt
sammen med Cochrane en stor Sejr. Aaret efter
var han i Middelhavet sammen med
Collingwood; hans Optræden over for Tyrkerne ved
denne Lejlighed blev senere stærkt kritiseret
af hans mange Uvenner. 1810-13 var han
Øverstkommanderende paa Ny-Foundland, 1817
Øverstkommanderende i Plymouth.
C. W.-S.
Duclair-And [dy’klæ.r-], se Ænder.
Duclaux [dy’klo], Emile, fr. Biolog, Kemiker
og Fysiker, f. 24. Juni 1840 i Aurillac (Cantal),
d 3. Maj 1904 i Paris, nød en omhyggelig
Opdragelse i sit Hjem, hvor Faderen underviste
ham, indtil han 1857 forlod sin Fødeby for at
studere i Paris. 1862 blev han en Tid
Medhjælper hos Pasteur, hvad der blev
bestemmende for hans senere Virksomhed, tog 1865
Doktorgraden i Fysik, virkede derefter som Lærer i
Kemi i forsk. Provinsbyer, indtil han 1878
overtog Professoratet i Meteorologi ved l’Institut
agronomique i Paris, medens han samtidig holdt
Forelæsninger over biologisk Kemi ved
Sorbonne. Da Institut Pasteur oprettedes 1885,
knyttedes han hertil og begyndte 1887
Udgivelsen af dettes Annales; ved Pasteur’s Død 1895
blev D. hans Efterfølger som Leder af
Instituttet, der under hans Ledelse udvidedes
betydelig. D. udøvede stor Indflydelse baade som
Lærer, som Skribent og som Videnskabsmand;
han søgte ivrigt at bidrage til Frankrigs
Genrejsning efter Nederlaget 1870, bl. a. ogsaa
ved at virke for Forbedringen af den højere
Undervisning, og senere, efter Dreyfus-Affæren,
hvori han, der ellers holdt sig fjernt fra
Politik, tog stærkt Del som Forsvarer for Dreyfus,
ogsaa for en forbedret Folkeskole. Hans
videnskabelige Arbejder er talrige, ikke sjældent af
kritisk Natur, og mange af dem har Tilknytning
til det praktiske Liv: Silkeavl, Mejeri,
Vindyrkning, Lægekunst o. s. v. Foruden talrige
Afh. i Annales de l’Institut Pasteur o. a.
Tidsskrifter, kan som hans Hovedværker nævnes:
Ferments et maladies (1882), Le Microbe et la
Maladie (1886), Cours de Physique et le
Météorologie (1891), Principes de Laiterie (1892), Le
Lait (1894), Pasteur, Histoire d’un Esprit (1896),
Traité de Microbiologie (1891-1904, 4. Bd
ufuldendt), L’Hygiéne sociale (1902).
R. K.
Duclerc [dy’klæ.r], Eugène, fr. Statsmand,
f. 9. Novbr 1812, d. 21. Juli 1888, var 1836 først
Korrekturlæser, men blev senere Medarbejder
af frisindede Blade i Paris, saaledes 1840-46
af det republikanske National. Sammen med
Paguerre udgav han Dictionnaire politique
(1839-43) og med Garnier Pagès Histoire polilique
et financière de la France (1846). Efter
Februarrevolutionen 1848 blev han Understatssekretær
i Finansministeriet under Garnier Pagès og var
10. Maj-27. Juni selv Minister. Han viste stort
Mod under Tumulten 15. Maj og vovede under
Juniopstanden sit Liv for at faa Kampen
standset. I Nationalforsamlingen holdt han sig til
venstre Side, men søgte ikke Genvalg 1849 og
drog 1851 til Spanien, hvor han ledede flere
store Foretagender (Ebros Kanalisering og det
sp. Crédit mobilier). Febr 1871 valgtes D. til
Nationalforsamlingen, hvor han sluttede sig til
det republikanske Venstre (var en Tid lang dets
Formand) og tog vigtig Del i Drøftelsen af
finansielle Spørgsmaal. 1875 valgtes han til
livsvarig Senator og blev derefter en af Senatets
Næstformænd. Aug. 1882-Jan. 1883 var D.
Første- og Udenrigsminister; fik 1887 paa ny
Tilbud om at danne et Ministerium, men maatte
afslaa det.
E. E.
Duclos [dy’klo], Charles Pinot, fransk
Skribent, f. 12. Febr 1704 i Dinan i Bretagne,
d. i Paris 26. Marts 1772. Han sendtes tidlig
til Paris for Studiernes Skyld, men dér kom
han tillige ind i lystige moderne Kredse og
skrev nogle vovede Romaner, der vandt Bifald
i Øjeblikket. Hans litterære Ærgerrighed drev
ham ind paa alvorligere Arbejder, men meget
grundig fik han aldrig Stunder at være; hans
hist. Hovedværker Histoire de Louis XI (4 Bd
1745) og Mémoires sécrets des régnes de Louis
XIV et de Louis XV (først offentliggjort 1791,
2 Bd) hviler paa andres Forarbejder - for
det sidstes Vedk. paa Saint-Simon’s den Gang
uudgivne Memoirer - og mangler Overblik og
Liv. Af større Interesse for Eftertiden er hans
Samfundsbetragtninger Considérations sur les
mæurs de ce siècle (1751) med en Rigdom af
skarpe Iagttagelser og fine Sentenser. 1762
var han Hovedmand ved Udarbejdelsen af
Akademiets ny Ordbogudgave. Hvad der bragte
ham saa stærkt frem i Samtidens Bevidsthed,
var dog mere hans private Personlighed; i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
