Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - du Cange, Charles du Fresne, sieur du C., fr. Historiker, (1610-1688) - Ducange (ogsaa du Cange), Victor Henri Joseph Brahain, fransk Forf. (1783-1833) - du Gasse, Pierre Emmanuel Albert, Baron, fr. Officer og Militærforfatter (1813-93) - Ducato, Kap, se Leukadia. - Duccio di Buoninsegna, ital. Maler, (c.1255-1319) - Duc d'Albe, et Knippe af Pæle, anbragt i Vandet i en Havn ell. Flod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Et tilsvarende Arbejde for det gr. Sprogs Vedk.
er Glossarium mediæ et infimæ Græcitatis
(1688). Endvidere studerede d. C. omhyggeligt
det byzantinske Riges Historie og udgav fl. af de
byzantinske Historieskriveres og Leksikografers
Værker. Han udgav ogsaa Villehardouin’s
Skildring af det 4. Korstogs Historie, hvortil han
selv føjede Histoire de l’Empire de
Constantinople sous les empereurs françois (1657). Ogsaa
Skr om Frankrigs Historie har han udg. i
Forbindelse med dertil hørende Aktstykker.
H. H. R.
Ducange [dy’kã.ə] (ogsaa du Cange),
Victor Henri Joseph Brahain, fransk
Forf. (1783-1833). D. var født i Haag, men kom
tidlig til Paris, hvor han fik en lille Stilling
i Handelsministeriet, som han mistede ved
Restaurationen; efter et kort Ophold i England
gav han sig til at leve af sin Pen. Straks hans
første Romaner »Agathe« (1819) og »Valentine«
(1821) vakte Opmærksomhed; men hans radikale
Anskuelser, der navnlig gav sig Luft imod den
religiøse Fanatisme og i »Valentine« med grelle
Farver skildrede royalistiske Overgreb, paadrog
ham Regeringens Anklage for at have krænket
Sædeligheden og prædiket Borgerkrig. Han blev
dømt til 6 Maaneders Fængsel, redigerede
derpaa et Blad Le diable rose og fik paa ny
Fængselsstraf for at have fornærmet det fr. Akademi.
En ny Straf paa 2 Maaneders Fængsel, som
han efter Krigsministeriets Anmeldelse idømtes
for Romanen Thélène ou l’amour et la guerre
(4 Bd, 1823), unddrog han sig ved at flygte til
Belgien, hvorfra han først 1825 vendte tilbage.
Af hans senere Romaner nævnes: Léonide ou
la vieille de Surène (5 Bd, 1823), Le médecin
confesseur (6 Bd, 1825), Les trois filles de la
veuve (6 Bd, 1826), L’artiste et le soldat (5 Bd,
1827) og Marc Loricot (6 Bd, 1832). Disse
Romaners spændende og ofte rædselvækkende
Handling skaffede dem, trods den haarde og
lidet afslebne Stil, mange Læsere. Endnu større
Ry vandt han ved sine Teaterstykker, der
ligeledes har Forkærlighed for det grufulde. Det
bedste og virkningsfuldeste er Trente ans ou la
vie d’un joueur (1827). I øvrigt kan anføres
Melodramaet Calas (1819), Le colonel et le
soldat (1820), Les diamants (1824), Mac Dowell
(1826), Il y a seize ans (1831) og La vendetta
(1831).
S. Ms.
du Casse [dy-ka.s], Pierre Emmanuel
Albert, Baron, fr. Officer og Militærforfatter
(1813-93), uddannedes paa Militærskolen i St
Cyr, forrettede en Tid Tjeneste i Afrika og blev
1849 Adjutant hos Prins Jérôme Napoleon. 1854
blev han Eskadronschef, deltog i Felttoget i
Italien 1859 og afskedigedes af Tjenesten 1880.
Han har udfoldet en meget betydelig
Virksomhed som Forf. Bl. hans talrige Skr skal
fremhæves: Précis historique des operations de
l’armée de Lyon en 1814 (1849), Mémoires pour
servir à l’histoire de la campagne de 1812 en
Russie (1852), Les erreurs militaires de M. de
Lamartine. Examen critique de son Histoire de
la Restauration (1853), Précis historique des
opérations militaires en Orient 1854-55 (1857),
La morale du soldat ou les vertus militaires
(1857), Le general Vandamme et sa
correspondance (1870), Conséquences militaires et
politiques des armes nouvelles (1872), La guerre
an jour le jour 1870-71 (1875), Les Rois frères
de Napoléon I (1883), Supplément à la
correspondance de Napoléon I (1887). Han har
endvidere offentliggjort Mémoires et
correspondances du roi Joseph og Mémoires du prince
Eugène de Beauharnais. Anonymt skrev han 1863
Influence des inventions modernes sur l’art de
guerre, i hvilken Bog han forudsagde den
Overlegenhed, der var sikret den preuss. Hær ved
de ny Vaaben. D. har endelig leveret
betydelige Bidrag til Tidsskrifter, saaledes 1876 til
Spectateur militaire: Le rôle des armées
françaises dans les révolutions.
B. P. B.
Ducato, Kap, se Leukadia.
Duccio di Buoninsegna
[’dut.∫o-di-buånin-’senja], ital. Maler, f. i Siena c. 1255, d. 1319,
Grundlæggeren af den sienesiske Malerskole,
skylder den store »Maesta« sin Berømmelse, et
Alterværk bestilt til Sienas Domkirke, hvortil
det førtes 1311 under Klokkeklang og Mængdens
Jubelraab; 1506 berøvedes det sin rige
forgyldte Indfatning og hengemtes, indtil det i
18. Aarh., savet midt over i to Dele, opstilledes
i to Kapeller i Tværskibet; 1878 samledes de to
Hovedstykker m. v. i Sienas Mus. Opera del
duomo (enkelte Partier i Kaiser Friedr. Mus.,
Nat. Gall. i London m. v.). Forsiden af dette
Værk fremstiller i Midten den tronende
Madonna med Barnet, omgivet af Engle og Helgener.
Med Bevarelse af den byzantinske Kunsts
miniaturagtige Teknik, med de traditionelle
Kompositioner og Typer, har D. forenet fin
harmonisk Farvegivning og en ejendommelig mild
Ynde i Figurernes Bevægelser og Udtryk, der
danner Grundlaget for den sienesiske Skoles
Stil, som den holder sig upaavirket af fremmed
Kunst langt ind i 15. Aarh., baaret frem af
Mestre som Sim. Martini, P. og A. Lorenzetti.
Et Par mindre Madonna-Billeder i Perugias og
Sienas Akademier o. m. a. tilskrives D. (nu
ogsaa gerne den berømte Madonna Rucellai [Sta.
Maria Novella], der tidligere blev tillagt
Cimabue). I Glyptoteket i Kbhvn en »Madonna med
Barnet« af D. di B.’s Skole. (Litt.:
Weigelt, »D. di B.« [Leipzig 1911]).
(A. Ls.). A. Hk.
Duc d’Albe [dyk-’d-alb], et Knippe af Pæle,
anbragt i Vandet i en Havn ell. Flod og
benyttet i forsk. Øjemed, saaledes til Fortøjning af
Fartøjer, der ikke ligger ved Kaj, til Støtte for
Flaader ell. Bomme, der tjener til Afspærring
af et til særlig Brug bestemt Vandareal, eller
som Deviationspæl. Navnet stammer rimeligvis
fra Nederlandene og skylder mulig
Folkevittigheden, der her har givet sig et Udslag mod den
forhadte Hertug af Alba, sin Oprindelse. Til
Fortøjning af Fartøjer træffer man ofte i Havne
ell. Floder een ell. fl. Rækker af D. d’A.
(Fortøjningspæle, Strømpæle), imellem
hvilke Skibe fortøjes ved en For- og en
Agterfortøjning, ofte saaledes at 2 ell. 3 Skibe ligger
tæt Side om Side fortøjede i de samme 2 D.
d’A.; skal Omladning foregaa fra Skib til
Lægtere og Pramme, hvilket meget ofte finder Sted
navnlig i Havne ved Flodmundinger, er en
saadan Beliggenhed at foretrække fremfor ved
Kaj, da Skibet her kan faa Pramme paa begge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
