Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dualisme (fys.), Antagelsen af to forskellige Arter af Elektricitet og Magnetisme - Dualitet (mat.) - Dualla, se Kamerun. - Duar (arab. *c: Kreds) er i den nordafrikanske Sprogbrug Betegnelse for den Kreds af Telte - Dubail, Auguste Yvon Edmond, fr. General, (1851- ) - Duban, Jaques Félix, fr. Arkitekt, (1797-1870) - du Barail, François Charles, fr. General og Politiker (1820-1902 - Dubarry, Jeanne Bécu, Grevinde, Datter af et ugift Fruentimmer, (1743-1793)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Modsætningsforhold som mellem en positiv og
en negativ Størrelse.
K. S. K.
Dualitet (mat.). Flere af de simpleste
geometriske Sætninger vil vedblive at være rigtige,
naar man ombytter Ordene »Punkt« og »Plan«
samt »ligger i« og »gaar igennem«; saaledes faas
af Sætningen: »Naar tre Punkter ikke ligger i
samme rette Linie, er der kun een Plan, der
gaar gennem dem alle tre« ved Ombytningen
den ligeledes rigtige: »Naar tre Planer ikke
gaar gennem samme rette Linie, er der kun eet
Punkt, der ligger i dem alle tre«. Støtter man
sig alene paa saadanne Sætninger, vil man
komme til lutter Resultater, hvorpaa det
almindelige Dualitetsprincip, der bestaar i
Udledelse af ny Sætninger ved de ovenn. sproglige
Forandringer, kan anvendes; hver bevist
Sætning vil altsaa give en anden, uden at nogen ny
Bevisførelse er nødvendig. Foruden denne alm.
D. er der andre, der omfatter mere
begrænsede Grupper, f. Eks. en Plans Punkter og
Linier. Den alm. D. for Sætninger om Punkt,
Linie og Plan af ren deskriptiv Karakter ɔ:
saadanne, i hvilke der ikke forekommer
Længder ell. Vinkler, er først opstillet af Gergonne
1826, medens man dengang endnu ikke kendte
de dualistisk tilsvarende Egenskaber til, at f.
Eks. to Længder ell. to Vinkler er lige store;
tidligere Matematikere som Brianchon og
Poncelet havde af kendte Sætninger udledet de iflg.
D. tilsvarende ved de reciprokke Polarer (se
Pol). Möbius og Plücker indførte D. i den
analytiske Geometri, hvor dualistisk til hinanden
svarende Figurer fremstilles ved de samme
Ligninger og Koordinater, blot henførte til forsk.
Koordinatsystemer (se Koordinater).
Navnlig efter at det er blevet vist, at metriske
Sætninger, ɔ: saadanne, der omhandler
Længder og Vinkler, altid er specielle Tilfælde af
andre, hvorpaa Dualitetsprincippet kan
anvendes, er D. blevet et af de mægtigste Redskaber
til Geometriens Udvikling.
Chr. C.
Dualla, se Kamerun.
Duar (arab. ɔ: Kreds) er i den
nordafrikanske Sprogbrug Betegnelse for den Kreds af
Telte, der i en Lejr opslaas rundt om
Høvdingens (Smalah). Hos store Høvdinge, som f. Eks.
Abd-el-Kader, har D. kunnet tælle Tusinder af
Telte.
J. Ø.
Dubail [dy’ba.j], Auguste Yvon
Edmond, fr. General, f. i Belfort 1851. Han deltog
som Løjtnant i Felttoget 1870-71 og var som
Kaptajn Lærer paa École speciale militaire. 1876
besøgte han École de guerre. I mange Aar
forrettede han Tjeneste i Kolonierne saavel i Østen
som i Algier og blev ved sin Hjemkomst Chef
for Alpinibrigaden i Grenoble. 2 Gange har han
været tjenstgørende i Krigsministeriet og har
desuden været Chef for Militærskolen i St Cyr.
1908 udnævntes han til General, var først Chef
for 14. Division i Belfort, senere Chef for
Generalstaben. Ved Krigens Udbrud 1914 var han
Chef for 9. Armékorps i Tours og Medlem af
Krigsraadet. Han udnævntes August 1914 til
Chef for I. Armé omkring Epinal. Under hele
Felttoget har han virket paa den sydøstlige Del
af Fronten, og hans Kommandoomraade omfatter
efter General Castelnau’s Afgang til Somme-Oise
hele Afsnittet fra Pont-à-Mousson til den
schweiziske Grænse.
B. P. B.
Duban [dy’bã], Jaques Félix, fr.
Arkitekt, f. 14. Oktbr 1797 i Paris, d. 8. Oktbr 1870
i Bordeaux. Han studerede Antikken og
Renaissancen i Italien 1824-29 og blev senere efter
sin Hjemkomst Arkitekt ved Louvre, 1849-55,
hvor han restaurerede den gl. Fløj mod Floden
og det Indre af Apollo-Galeriet; desuden har
han med Lassus arbejdet paa St Chapelle og
efter 1845 restaureret Slottet i Blois. Hans
Hovedværk er École des beaux-arts i Paris
(færdig 1838), som var paabegyndt af hans Lærer
Debret og komponeret i ital. Renaissancestil;
den roses som en af Periodens smagfuldeste
Bygninger i Frankrig.
(E. S.). C. A. J.
du Barail [dy-ba’raj], François
Charles, fr. General og Politiker (1820-1902). Som
Frivillig traadte han ind i Hæren 19 Aar gl og
blev 3 Aar senere Officer. Med Udmærkelse
deltog han i Kampen mod Abd-el-Kader, blev 1853
Bataillonschef og avancerede gennem Graderne,
til han 1870 som General fik Kommandoen over
en Division. Ved Metz’ Overgivelse blev han
Krigsfange og forrettede efter sin Tilbagekomst
fra Fangenskabet Tjeneste i Versailles-Hæren
mod Kommunarderne. Mac Mahon valgte ham
til Krigsminister, hvilken Stilling han beklædte
til 1874, da han stilledes i Spidsen for 9.
Armékorps, hvor han forblev til sin Afgang fra
Hæren. 1885 søgte han som Monarkisternes
Kandidat forgæves Valg til den lovgivende
Forsamling. Hans interessante Memoirer Mes souvenirs
udkom i 3 Bd (1894-96).
B. P. B.
Dubarry [dyba’ri], Jeanne Bécu,
Grevinde, Datter af et ugift Fruentimmer, Anne Bécu,
f. i Vaucouleurs 19. Aug. 1743, henrettet i Paris
8. Decbr 1793. I en ung Alder kom hun til
Paris, hvor hun under forskellige Navne - det
sidste var Vaubernier - førte en saare letsindig
Tilværelse. Efter at hun var blevet lieret med
Lykkejægeren Chevalier Jean D., spillede denne
og Ludvig XV’s Kammertjener Lebel hende i
Hænderne paa den aldrende Konge, der betoges
villieløst af hendes overordentlige Skønhed,
Kvikhed og robuste Sanselighed. For at hun
kunde faa en passende Rang, viedes hun 1768
til Jean D.’s Broder, Grev Guillaume D. og
præsenteredes snart efter ved Hoffet. Aldrig var en
kgl. Maitresse kommet saa langt nede fra, og
da hun bidrog til at styrte den yndede Minister
Choiseul og støttede hans ildesete- Efterfølgere,
blev hun Genstand for et grænseløst Had som
et Indbegreb af den gamle Enevældes
Fordærvelighed. Den Skildring af hendes Simpelhed,
Frækhed og Ondsindethed, som Oppositionen i
det fine Selskab og bl. Filosofferne har givet til
Bedste, maa dog tages med Forbehold, og hun
greb ikke selvstændigt ind i offentlige
Anliggender, men nøjedes med at rive Rigdomme til
sig. Efter sin Elskers Død blev hun en Tid sat
i et Kloster, men fik snart paa Forbøn af Marie
Antoinette Tilladelse til at bo paa sit Slot
Louveciennes ved Marly. I Rædselsperioden blev hun
anklaget for Velfærdskomitéen, dømt til Døden
og trods sine Bønner og sin Jamren bragt under
Guillotinen. (Litt.: E. og J. Goncourt, La
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
