Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Driesen, Georg Wilhelm, preuss. Ryttergeneral (1700-58) - Driffield, Great, By i det nordlige England, Yorkshire, 28 km N. f. Hull - Drift er en med vilkaarlige Bevægelser ... umiddelbart forbunden Følelse - Drift (Søv.), et Skibs ufrivillige Bevægelse p. Gr. a. Vind, Strøm og Sø (se Afdrift) - Driftefæ, ældre Betegnelse for bortløbne Heste og Kreaturer - Driftsform kaldes i Skovbruget de forsk. Former, som Træsamfundet, Bevoksningen faar, efter som Planterne har forsk. Oprindelse - Driftsherre. D. er den, for hvis Regning en økonomisk Virksomhed foregaar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han som Major et glimrende Rytterangreb, og
ved Lobositz, Prag og Breslau førte han som
Generalmajor sin Rytterbrigade med
fremragende Dygtighed. Ved Leuthen fuldendte han
Sejren ved et overraskende Angreb med 50
Eskadroner, og Foraaret 1758 udførte han med godt
Resultat et Strejftog ind paa fr. Omraade.
B. P. B.
Driffield, Great [’greit-’drifi.£d]. By i det
nordlige England, Yorkshire,
Jernbaneknudepunkt, 28 km N. f. Hull, forbundet med Hull
ved en sejlbar Kanal, har en betydelig Handel
med Agerbrugsprodukter og Fabrikation af
Oliekager. (1911) 12109 Indb.
G. Ht.
Drift er en med vilkaarlige Bevægelser, ell.
i det mindste med Tendenser til saadanne
Bevægelser, umiddelbart forbunden Følelse. Da de
fleste Følelser, saavel Lyst- som Ulysttilstande,
sædvanlig ledsages af Bevægelsestendenser,
lader der sig næppe trække nogen Grænse
mellem Følelse og D.; det drejer sig i Alm.
nærmest om forsk. Synspunkter for samme Sag.
Fæstes Opmærksomheden særlig paa den
sjælelige Tilstand, kaldes denne Følelse; tages ogsaa
de ledsagende Bevægelsesfænomener i
Betragtning, kaldes den D. Driftsbevægelsens Genstand
er et ydre Objekt, der enten søges fastholdt ell.
fjernet; dens Maal er en Vedligeholdelse af
Lysten ell. en Ophævelse af Ulysttilstanden. Om
Maalet naas, om Bevægelsen m. a. O. viser sig
hensigtsmæssig ell. ikke, vil ofte bero paa
Tilfældigheder. Befinder Individet sig i en
forholdsvis ny Situation, vil det naturligvis
jævnlig hænde, at de først udløste Bevægelser
forfejler Maalet; Individet prøver saa med andre
Bevægelser, indtil det tilsigtede opnaas. Ved
hyppig Gentagelse af samme Situation bliver
Reaktionerne stadig sikrere. En saadan tilvant
Bevægelse antages i Alm. hos de flg.
Generationer at medføre et arveligt Anlæg til paa given
Foranledning at udtøse netop denne bestemte
Bevægelse; D. skulde dermed gaa over til at
blive Instinkt. Efter de nyere Undersøgelser
over Arvelighed maa det dog anses for i hvert
Fald ganske ubevist, at slige erhvervede
Tendenser kan nedarves. Da de arvelige Anlæg
ved Instinkterne er hævede over enhver Tvivl,
lader Instinkternes Oprindelse sig altsaa ikke
forklare paa den angivne Maade, skønt disse
Fænomener psykologisk er at betegne som D.
Det er derfor med fuld Føje, at den nyere
Psykologi skelner skarpt mellem Instinkterne,
d. v. s. de paa arvelige Dispositioner beroende
og for alle Individer af en Art fælles D. og de i
det enkelte Individs Liv erhvervede D. Derefter
bliver de sædvanlig opstillede Hovedarter af D.:
Selvopholdelsesdrift, Kønsdrift, Hjælpedrift,
Sansedrift o. s. v. alle at betegne som Instinkter.
Selvopholdelsesdrift er i øvrigt slet ikke noget
enkelt Fænomen, men en Fællesbetegnelse for
alle de Instinkter, der tjener til Bevaring af
Individets Liv, nemlig Nærings- og
Frastødnings-, Kamp-, Flugt- og Flokinstinktet. De
øvrige almene D. er de Instinkter, som tjener til
Artens Opholdelse: Køns- og
Beskyttedinstinktet. Sansedriften, der rigtigst bliver at betegne
som instinktiv Nysgerrighed, staar paa
Overgangen mellem de to Hovedarter. Alle de
nævnte D. findes hos Mennesket lige saa vel som hos
alle højere Dyr, men hos mange af disse
forekommer desuden særlige D., saasom Vandre-,
Redebygnings- og Rugeinstinktet. (Se i øvrigt
Instinkt).
Alfr. L.
Drift (Søv.), et Skibs ufrivillige Bevægelse p.
Gr. a. Vind, Strøm og Sø (se Afdrift). Et
Skib siges at gaa i D., naar det sprænger sin
Fortøjning ell. slæber Ankeret med sig og er
prisgivet Vind og Strøm.
H. E.
Driftefæ, ældre Betegnelse for bortløbne
Heste og Kreaturer. Ang. Retten til at optage
saadanne, naar de kommer ind paa fremmed
Grund, se Mark- og Vejfred.
P. J. J.
Driftsform kaldes i Skovbruget de forsk.
Former, som Træsamfundet, Bevoksningen faar,
efter som Planterne har forsk. Oprindelse: i
Højskoven er alle Træerne umiddelbart
fremgaaede af Frø; i Lavskoven er de alle
Stødskud ɔ: skudte frem fra Stubbene af den
foregaaende Bevoksning; i Mellemskoven
er de højeste Træer (Overskoven) Frøplanter,
medens de laveste (Underskoven) er Stødskud.
Med denne Forskel i Bevoksningens Oprindelse
følger nemlig ogsaa forsk. Behandling ved
Udhugning og Foryngelse.
C. V. P.
Driftsherre. D. er den, for hvis Regning
en økonomisk Virksomhed foregaar. Under en
socialistisk Samfundsordning, hvor al økonomisk
Virksomhed tænkes forbeholdt Stat ell.
Kommune, bliver disse offentligretlige Samfund de
eneste D., men med den herskende
privatkapitalistiske Produktionsordning, efter hvilken
Produktionsmidlerne er Genstand for privat
Eje, og hvor det som alm. Regel staar enhver
frit for at anvende sine økonomiske Midler paa
den Maade, han skønner mest fordelagtig for
sig, bliver hver den D., der driver
Erhvervsvirksomhed for egen Regning, hvad enten det
er en Enkeltperson ell. et Selskab, lige fra
Storfabrikanten, der beskæftiger Arbejdere i
Tusindvis, og Godsejeren, der raader over udstrakte
Jorder, ned til Husmanden, der driver sin ringe
Lod ved egne Hænder, og den lille
Haandværker, der kun raader over nogle faa Hundrede
Kr i Driftskapital. Den, til hvis Virksomhed slet
ingen Kapital kræves, bør dog, selv om han er
ganske selvstændig, ikke medregnes til D.’s
Klasse. Bestaar Erhvervsvirksomheden saaledes
alene i at sælge Arbejdsydelser til andre (f. Eks.
et Bybud), er den Indtægt, som herigennem
erhverves, ren Arbejdsløn, og den Paagældende
maa opfattes som Arbejder og ikke som D. Det,
der særtegner D., er nemlig, at han bringer de
produktive Kræfter, Naturens Kræfter, saaledes
som de virker gennem Produktionsmidlerne
(Kapital), og den menneskelige Arbejdskraft til
at virke i Fællesskab, og i samme Grad som han
forstaar at ordne dette planmæssigt, saavel
teknisk som økonomisk, udfylder han sin
samfundsmæssige Funktion. For de ganske smaa D.
bliver den særlige Indtægt, de oppebærer i
Egenskab heraf, dog i Alm. af forsvindende Bet.
i Sammenligning med deres Arbejdsfortjeneste,
og i social Henseende maa de i det
allervæsentlige sidestilles med den egl. Arbejderklasse.
Dette gælder i hvert Fald, saa længe de
arbejder uden fremmed Hjælp. Benytter de fremmed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
