Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Drau (Drava, Drave), stor Biflod i Donaus højre Bred. - Drauge (egl. »et Syn«, beslægtet med »Drøm«) bruges i Norsk og Oldnordisk som Navn paa Gengangere - Draumekvæde, norsk Folkevise, handler om et Syn af den anden Verden - Draupne, Odin's Ring, se Drypne. - Drausensee, en 10 km lang og 4 km bred Sø paa Grænsen mellem Øst- og Vestpreussen, SØ. f. Byen Elbing - Dráva, se Drau. - Dravat (af fransk travade), Kastevind, særlig med Torden ell. Regn. I overført Bet. en Overhaling. - Dravida, se Dravider. - Dravider (Sanskrit Dravida), Navn paa en Folkestamme, som er udbredt over det meste af det sydlige Indien - Dravidiske Sprog, de af Draviderne i Indien (c. 46 Mill.) talte Sprogarter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Løbet danner utallige Krumninger, men er dog
i nyere Tid blevet reguleret og forkortet ved
talrige Gennemskæringer. Lidt neden for Esseg
udgyder den sig endelig i Donaus højre Bred
(75 m o. H.) efter et Løb paa 749 km. Dens
Bredde er ved Mundingen 325 m og Dybden
6 1/2 m; D. er sejlbar paa 610 km og kan
befares af Dampere indtil Barcs (151 km).
G. Ht.
Drauge [norsk ’drä^ugə, isl. ’drö^igæ] (egl.
»et Syn«, beslægtet med »Drøm«) bruges i Norsk
og Oldnordisk som Navn paa Gengangere ell.
rettere de med et vist svagt Liv forsynede døde
Kroppe, der om Natten faar Kræfter og færdes
som levende. Særlig langs Norges Vestkyst
opfattes D. som et Væsen, der færdes paa Søen i
Storm med sin halve Baad; naar han ses, er
der yderste Fare; vinder han forbi et Skib, er
dette fortabt og kæntrer i det samme (jfr
Dødssejleren).
A. O.
Draumekvæde [’drä^uma-], norsk Folkevise,
handler om et Syn af den anden Verden, som
en Ungersvend Olav Aasteson foregives at have
haft, medens hans Legeme laa som dødt; atter
vaagnet til Liv rider han 12. Juledag til Kirke
og fortæller Menigheden sine Oplevelser:
Vandringen over den tornede Slette, den gyldne
Gjallebro, der styrter alle Syndere i Dybet,
Skærsilds- og Helvedeskvalerne, og Skt. Mikael’s
Kamp med Djævlene om Sjælene. D. tilhører
den kristne Visionslitteratur (s. d.),
der, begyndt i Oldtiden, naaede sin rigeste
Udfoldning i Middelalderen; særlig hører det til
den mægtige Visionsbevægelse, der fra c. 1130
vældede ud over Europa med Italieneren
Alberic’s og Ireren Oin’s Syner og i Dante’s
Divina Commedia fandt sit højeste digteriske
Udtryk. Sine nærmeste Forbilleder har det norske
Digt i den holstenske Bonde Godskalk’s Syn i
Julen 1189 og den eng. Bonde Thurchil’s Syn
1206; det viser ogsaa Sammenhæng bl. a. med
en skotsk Folkevise og den isl. »Solsang«; dets
Tilblivelsessted sættes af Moltke Moe til tidlig i
13. Aarh. D.’s Indflydelse i sit Hjemland er
mægtig; ingen norsk Middelaldersdigtning kan
sættes ved Siden af det, og for norsk Folkelyrik
(se Stev) har dets fantasifulde Billeder været
en Guldgrube; dets religiøse Lærdomme, der
med Dristighed har overført Hedenskabets
Forestillinger til det kristelige Dødsrige (se
Gjallarbro), er trængt igennem over hele Norden,
og selv i danske Legendeviser sporer vi
Genklang af dets stærke Patos. Først i 19. Aarh.
er Kvadets Levninger nedskrevne efter Bøndernes
Sang i Telemarken og siden ordnede af kyndige
Hænder. (Litt.: Moltke Moe,
»Middelalderens Visionsdigtning« i »Festskrift til H. F.
Feilberg« [1911], S. 421-448; et udførligt Værk over
det af Moltke Moe vil fremkomme i den store
Udg. af de norske Folkeviser; en Udg. af D.
med Illustrationer og Bd efter Tegning af Gerh.
Munthe blev 1904 offentliggjort af »Foreningen
for norsk Bogkunst«).
A. O.
Draupne, Odin’s Ring, se Drypne.
Drausensee [’dra^uzənze.], en 10 km lang og
4 km bred Sø paa Grænsen mellem Øst- og
Vestpreussen, SØ. f. Byen Elbing. Gennem
Oberländischer Kanal modtager den Vandet fra
en Mængde Søer paa det preuss. Søplateau og
afgiver det gennem sit Afløb, Elbing, forbi
Byen Elbing, mod N. til Weichsels østlige
Mundingsarm Nogat. Den har derfor en meget
livlig Trafik.
G. Ht.
Dráva [’dra.vå], se Drau.
Dravat (af fransk travade), Kastevind, særlig
med Torden ell. Regn. I overført Bet. en
Overhaling.
Dravida, se Dravider.
Dravider (Sanskrit Dravida), Navn paa
en Folkestamme, som er udbredt over det meste
af det sydlige Indien, Landet S. f.
Vindhya-Bjergene og Nerbudda med Undtagelse af de
Omraader, hvor der tales Oriya, Gujarati og
Marathi, ɔ: i de gamle Landskaber Cola,
Pandya, Kerala, Karnataka,
Kalinga og Andhra. I det hinduiske System
betragtes de som degraderede
kshattriya-er (Krigerkasten). De er for største Delen
brahmaniserede, og den nordindiske Civilisation og
Religion (Jama’erne, Vishnuismen, Çivaismen)
har her fundet et vigtigt Tilflugtssted. De afleder
deres Civilisation fra Rishi’en Agastya. De
nationale Navne (Tamuler, Malayali,
Kanareser, etc.) anvendes af dem selv ikke om
Brahmaner og heller ikke om de lavere Kaster
(Pariah, Shanar, etc.), men kun om
Middelstanden, der betragter sig som Çudra’er og
i Rang kommer nærmest efter Brahmanerne.
Dog synes der ikke at være tilstrækkelig Grund
til at antage nogen Raceforskel mellem
»Çudraerne« og de lavere Kaster; de ligner alle i
Hovedets Form den kaukasiske Race, har sorte
Øjne og glat sort Haar, der ofte bæres langt og
opheftet som hos Kvinder; Tuda’erne har dog
brune Øjne og krøllet Haar, som de lader hænge
frit. Bhuta-Dyrkelsen er navnlig
fremherskende hos halvvilde Stammer og de lavere Kaster;
Tuda, Gond og Ku har andre religiøse
Ejendommeligheder. De driftigste og dygtigste er
Tamulerne, om hvilke Navnet D. bruges i
snævrere Forstand ell. om disse og Malayali
tilsammen.
(S. S.). D. A.
Dravidiske Sprog, de af Draviderne i
Indien (c. 46 Mill.) talte Sprogarter, som i
linguistisk Henseende udgør en særlig
Sprogstamme, forsk. baade fra de ariske Sprog og de
øvrige ikke-ariske Sprog, der findes spredte rundt
om i Indien (f. Eks. Kol- og Santal-Sprogene).
Betegnelsen Dravidi bruges af de gamle ind.
Grammatikere om særlige Prakrit-Dialekter, og
de senere ind. Pandit’er regner fejlagtig baade
Marathi og Gujarati med til de D. Sprog. De
væsentligste af disse er flg.: 1) Tamil (se
Tamulisk Sprog og Litt.) i den
østlige Del af Indiens Sydspids (omtr. indtil lidt
N. f. Madras) og paa den nordlige Halvdel af
Ceylon (c.. 15 Mill. Mennesker); 2)
Malayalam (s. d.) paa Vestkysten langs med
Tamil-Gebetet, ɔ: Malabar-Kysten fra Mangalore til
Trivandrum (c. 4 Mill.); 3) Tulu i et mindre
Distrikt paa Malabar-Kysten N. f. Malayalam
(c. 1/3 Mill.); 4) Kanaresisk (s. d.) i det
vestlige Sydindien, N. f. Malayalam og Tamil
(c. 9 Mill.); 5) Telugu (se Telugisk
Sprog og Litt.) i et langt større Distrikt,
Ø. f. Kanaresisk og N. f. Tamil, strækkende sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
