Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. D.'s Udvikling - Dramatik (gr.), dram. Digtning - dramatisk, se Dramatik. - Dramaturg, Kender af dram. Digtning og Skuespil - Dramaturgi (gr.) betegnede hos Grækerne dels den teatralske Fremstilling af et Drama, dels Frembringelsen af et saadant
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Aand, der synsk ser ud over Verdens
Brydninger og uroligt gærende Tanker og spejler dem
i store, med digterisk Kraft skabte Skikkelser.
Nogen afgjort ny Udviklingsfase er D.’s Kunst
ikke indtraadt i under de sidste Aartier; men
man har dog forsøgt sig frem i forsk. Retninger.
Alle Sider af det moderne Liv er blevet bragt
paa Scenen og alle Tidens Spørgsmaal sat
under Debat; Mennesker og Livsforhold er søgt
fremstillede og belyste, af nogle saa
impressionistisk livagtigt som muligt, af andre mere med
den indre psyk. Sandhed for Øje. Herunder
har man, i Samarbejde med den sceniske Kunst,
stræbt at frigøre sig fra baade de ydre
Konventioner og ogsaa de indre Love, der fra gl
Tid har behersket D., og man har - uden at
sky hverken det frastødende ell. kedelige -
gjort adskillige dristige Forsøg paa at stille alle
Haande Udsnit af Livet saa umiddelbart som
muligt frem paa Brædderne og følge
Virkelighedens Veje saa upaavirket af
Teaterpublikummets Krav og Smag som muligt - ofte med
megen kunstnerisk Virkning, men ligesaa ofte
med ganske ukunstneriske Resultater. (De »frie«
og »intime« Teatres Repertoire. Strindberg,
Wedekind o. a.). Paa den anden Side har
Vers-D., med dets poetiske Stilisering af
Virkeligheden, haft en smuk Opblomstring, ikke blot
som Læse-D., men ogsaa paa Teatret (Rostand,
d’Annunzio, H. v. Hoffmannsthal, Drachmann’s
»Melodramaer«), og Maeterlinck og hans
Efterlignere har frembragt et for moderne Aand og
moderne Nerver særlig afpasset Stemnings- og
Fantasi-D. I den nyeste Tid kan man endelig
paa mange Maade spore, hvordan Filmskunsten,
i hvilken der slumrer forsk.
Fremtidsmuligheder, har virket ind paa Dramakunsten, dels
befrugtende, dels ansporende, enten til
Konkurrence ell. Reaktion. (Litt.: A. W. Schlegel,
»Vorlesungen über dramatisch Kunst und
Litteratur« [2. Opl. 1817]; Hettner, »Das moderne
D.« [1852]; Freytag, »Die Technik des D.«
[6. Opl. 1890]; Klein, »Geschichte des D.« [13
Bd, 1865-76]; Prölsz, »Geschichte des neueren
D.« [3 Bd, 1880-83]; Cresenach, »Geschichte
d. neueren D.« [1908]).
Cl. W.
Dramatik (gr.), dram. Digtning.
Dramatiker kaldes den, der digter ell. forfatter
Dramaer, Skuespil, dramatisk, paa
Dramaets Vis; hvad der henhører til Dramaet; om
den strengere Begrebsbestemmelse af det
dramatiske, se Drama, dramatisere,
behandle et Stof dram.; i den nyere Tid er det
ikke sjældent, at et Stof, der har gjort Lykke
i en anden poetisk Form, f. Eks. som Novelle
ell. Roman, behandles for Skuepladsen,
dramatiseres.
Cl. W.
dramatisk, se Dramatik.
Dramaturg, Kender af dram. Digtning og
Skuespil; den, der udvikler og anvender
Teorien for dram. Digtning og Kunst; ogsaa, i
snævrere Bet., Betegnelse for den, der stilles ved
Siden af et Teaters Styrelse som Raadgiver fra
den æstetiske og dramatiske Teoris
Standpunkt.
Cl. W.
Dramaturgi (gr.) betegnede hos Grækerne
dels den teatralske Fremstilling af et Drama,
dels Frembringelsen af et saadant, medens
derimod Skr om dram. Digtning og dens Opførelse
kaldtes Didaskalia. For det sidste anvendte
Lessing Ordet D., og i den nyere Tid benyttes
derfor D. til at betegne dels Læren om den dram.
Digtekunst, dels Læren om den dram.
Fremstillingskunst (Teorien for Skuespilkunsten). Da et
ægte Drama er bestemt til at opføres, hører
begge Dele aabenbart sammen, og en D. i dette
Ords omfattende Bet. maatte omhandle begge
og baade give Normer og Regler for den dram.
Digtning ud fra en Lære om Dramaets Væsen
og for Skuespilkunsten. Da hver af disse Ting
imidlertid kræver sin egen ejendommelige
Begavelse, er det forholdsvis sjælden, at
dramaturgiske Skrifter svarer til den fulde Bet. af
Ordet D.
Det ældste os bevarede Skrift, der indeholder
en Lære om Dramaet, er det Fragment af
Aristoteles’ Poetik (περι ποιητιχης), vi har
tilbage, og som nærmest indeholder en navnkundig
Teori om Tragedien og dens Virkning paa os
(foruden en Lære om Epos’et). Poesi er en
efterlignende Fremstilling, hvis Genstand er
handlende Personer, og dens Arter bestemmes
ved Retningen: mod det høje og ædle, som
Epos og Tragedie, ell. mod det lave, som
Komedien. Han skelner mellem, hvad vi vil kalde
Kunststilene, og han vil ogsaa give Regler for,
hvorledes Fabelen, Handlingens Sujet, skal
formes, altsaa Regler for Dramaet. Han omhandler
Tragedien, som han ser som den højeste Digtart,
udførlig, behandler Virkning og Virkemidler.
Handlingen er ham nok saa vigtig som
Karakteren. Bl. de rom. Forf. er det særlig Horats,
der i sin Epistolarum Lib. II 3 ad Pisones (de
arte poetica liber) ogsaa har nedlagt sine
Anskuelser om Dramaet; men det er væsentlig
de aristoteliske Sætninger, han gentager. - Da
en ny dram. Litt. blomstrede frem med den
nyere Tid, vendte Tanken sig atter mod
Dramaets Væsen og Love. Lope de Vega
repeterer i sit ikke særlig betydelige Skrift: »Ny
Kunst at forfatte Komedier« (Arte nuovo de
hacer comedias) aristoteliske Tanker, men
vigtigere er den Erklæring, han afgiver i et andet
Værk, at han vel kender Dramaets ɔ: det antikke
Dramas Kunstlove, men har fundet, at det var
umuligt at bringe dem til Anvendelse paa den
sp. Skueplads. I Frankrig lagde den ældre
Corneille Grunden til Læren om de tre Enheder,
og ved Boileau, »Smagens Lovgiver«, blev
de hævede til Lov. Hans Art poétique (1674),
der er skrevet med det Horats’ske Mønster for
Øje, blev den fr. Klassiks anerkendte Lovbog,
skæbnesvanger for Udviklingen af det fr. Drama,
særlig for Tragedien, og ogsaa i Udlandet blev
den opstillet som en ufejlbar Kanon for Smagen.
Figueroa, Ignacio Luzan (Poetik 1737), Blas
Nasarre o. a. kæmpede for den fr. Smag i Spanien,
Pope (Essay on criticism, 1711) i England og
Gottsched (»Kritische Dichtkunst«, 1730 og
oftere) i Tyskland. Da Gottsched var opdraget i
Wolff’s og Rationalismens Aand, maatte den fr.
Aands forstandsmæssige Klarhed i Sprog og Litt.
særlig tiltale ham, og den fr. Litt. og Boileau’s
Regler var hans Mønstre. Men den fr.
Regelrethed, der yderligere var sat paa Spidsen af
d’Aubignac (Pratique du théâtre, der endogsaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
