Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Drachmann, Holger Henrik Herholdt, dansk Digter, (1846-1908) - Drachmann, Poul, dansk industriel Forf., (1887- ) - Drachmann-Bentzon, Martha, kunsthistorisk Forfatterinde, (1866- ) - Drachme (gr.), i Oldtiden den alm. gr. Møntenhed i Sølv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Brudehymne, fra den viltreste Kaadhed til den
fineste Ømhed. Alt, der flyder, bølger, svæver,
flagrer i den danske Natur, alt, der er frit,
formløst, omskifteligt, fantastisk, sværmerisk i
det »ø-danske« Folkesind, har han givet
Forløsning i Ordets Kunst. Alle Kunstens
Virkemidler er han Herre over: snart fløjter han den
jævneste Melodistump, snart opfinder han
indviklede Rytmesatser og sammenarbejder sine
Strofer til hele Orkesterharmonier, som ingen
dansk Digter før ham har kunnet beherske;
han kogler med al Ordenes lydlige Hekseri;
han kan bruge den pompøseste Retorik, og han
kan ogsaa antyde med skælmsk ell. vemodig
Diskretion; han kan være aandrig, dybsindig,
vittig, skarpt sarkastisk - intet er hans
Inspiration nægtet. Kun er den sikre Smag, den
kunstneriske Etos D. ikke givet. Det samme
skrøbelige Ler, der syntes at forvitre
Personligheden i D., gør ogsaa Malmet i hans Kunst
urent: her skurrer en Flovse, der skæmmer en
Plathed; hist gaber en Hiat i Tankegangen, her
blotter sig en Svaghed ved Forf.’s eget Jeg.
Efter at »Lyrismen« havde gjort sig fri i D.
og maalt sine Vingers Bærevidde, skabte den
sig ogsaa en lyrisk Prosa og byggede sig fri
lyrisk Fantasidigtning op. I Rejseskitser
udformede D. en improviseret lunefuld,
stemningsrig og malende, lyrisk Prosastil, og i Romanen
»Forskrevet -« tumler D.’s rige og
sammensatte Aand sig i genial Ubundethed og strør om
sig med Ideer, Stemninger, Fantasier, bruser i
dyb, oprevet Lidenskabelighed og stiger i
hymneagtig Entusiasme - som en Beethoven’sk
Symfoni. Derhos fandt han sig i
Eventyrdigtningen en Form, hvori hans Fantasi og Lyrik
ret kan udfolde sig (»Prinsessen og det halve
Kongerige« [1878], »Østen for Sol og Vesten for
Maane« [1880], en Del af Romanen »Vandenes
Datter« [1881], »Troldtøj« [1890]). Efter forsk.
ubetydelige Teaterforsøg (»Puppe og
Sommerfugl« [1882], »Strandby Folk« [1883]) slog D.’s
folkelige Talent igennem paa Scenen med det
populært, lidt banalt inspirerede, men
fantasifulde Eventyrdrama »Der var engang -«, som
opnaaede en enestaaende Succes (1885). I
»Alkibiades« (1886) og »To dram. Digte« (1888) er
der baade sanselig Glød og Fantasi; mindre
lykkedes »Tusind og een Nat«. En lyrisk
Fortætning, en fantasifuld Sublimering af Dramaet,
er det ejendommelige Melodrama, som D. flere
Gange med en Del Held har dyrket. I Digtninge
som »Snefrid«, »Dansen paa Koldinghus« og
»Vølund Smed« (1894) er der - i alt Fald
momentvis - beaandet Fantasiflugt og
Stemningstrolddom. I det sidste Tiaar af D.’s Liv mærkes
en tydelig Slappelse, omend Produktionen var
lige saa rig som før. Der er adskillige,
temmelig svage og hule dram. Arbejder, bl. hvilke
en barnlig-elskværdig Folkekomedie »Det
grønne Haab« (1902) og forsk. hist. og romantiske
Skuespil. Noget personligt gribende og patetisk
er der dog i det dram. Digt »Brav Karl« (1897),
og, ved Siden af megen tom Bravade, i den
Blanding af Prosa og Vers, der hedder »Den
hellige Ild« (1899) -, to Afskedsfantasier over
det smukke og trofaste Forhold til en
Sangerinde, som fra midt i 1880’erne havde bragt ny
Flod i Digterens Inspiration. En sidste ny
Kærlighedsgennemlevelse lægger endelig vemodig
Skønhed over den symbolske Fortælling »Kirke
og Orgel« (1904). I sine senere Leveaar
lykkedes det D. at faa en langt tidligere paabegyndt
Overs. af Byron’s »Don Juan« fuldført. 1906
fejredes hans 60aarige Fødselsdag ved en stor
Raadhusfest, der dog ikke løb af uden Mislyd.
D.’s Aske blev ført til Klitterne ude ved
Skagens Gren. Efter hans Død udkom et Udvalg af
efterladte Arbejder under Titlen »Vagabondus«
(ved Vilh. Andersen). - Af D.’s Værker er ikke
faa overs. paa Svensk og Tysk. (Litt.: G.
Brandes, »Det moderne Gennembruds Mænd«
[1883]; Vilh. Andersen, »Litteraturbilleder«
II [1907]; Vald. Vedel, »H. D.« [1909]. Et
Stykke Selvbiografi af D. i »Tilskueren« 1908).
V. V.
Drachmann, Poul, dansk industriel Forf.,
foreg.’s Søn, f. i Kbhvn 30. Juni 1887, cand.
polit. 1911, Forf. til Romanerne »Kraft« (1912)
og »Gennembrud« (1913). Fra 1914 Redaktør af
»Tidsskrift for Industri«, udg. af
Industriforeningen i Kbhvn. D. har skrevet en Række
industrielle Afh. i ovenn. Tidsskr. samt i
Dagspressen, bl. a. The industriel development and
commercial policies of the three scandinavian
countries, udg. 1915 af Carnegie-Stiftelsen, og
Brochuren »Fortid og Fremtid«, 1916.
R. B.
Drachmann-Bentzon, Martha,
kunsthistorisk Forfatterinde, f. 7. Febr 1866 som
Datter af Prof. A. G. D., gift 1887 med Prof.
Viggo Bentzon, d. 4. Septbr 1912 i Hornbæk.
Allerede før sit Bryllup besøgte hun Italien, og
senere har hun længere Tid opholdt sig der.
Trods de største Vanskeligheder lykkedes det
hende at faa Tilladelse til at studere i
Buonarotti-Arkivet i Firenze, og som Resultat af sine
indgaaende og interessante
Michelangelo-Undersøgelser har hun udg. »Michelagniolo. Studier
over hans erotiske Personlighed« (1908), hvori
hun analyserer Kunstnerens erotiske
Følelsesliv ud fra hans Digte og Værker, set paa
Baggrund af Datidens Platonisme og Kristendom,
et p. Gr. a. Kildernes Art og hele
Spørgsmaalets Natur saare vanskeligt Emne, som hun har
behandlet med fin Forstaaelse. Hertil slutter sig
to mindre Afh. i Studier for Sprog- og
Oldtidsforskning: »Michelagniolos ufuldendte
Arbejder« (1912), »Renaissancestudier« (1913). I den
første Afh. hævder hun utvivlsomt med Rette,
at det ikke blot var ydre Forhold, der tvang
Kunstneren bort fra Fuldendelsen af saa
mange af hans Storværker, men at Aarsagerne
ogsaa maa søges i hans egen Karakter; i den
sidste, posthumt udgivne Afh. findes bl. a. nyt
Kildestof til Belysning af S. Lorenzo-Facadens
Skæbne. Selv sammenlignet med den rige
udenlandske Michelangelo-Litt. har D.-B.’s
Arbejder selvstændig Værdi.
C. A. J.
Drachme [’drakmə] (gr.), i Oldtiden den
alm. gr. Møntenhed i Sølv = c. 70 Øre; 100 D.
udgjorde en Mine, 60 Miner en Talent = henimod
4200 Kr i Sølvværdi. Ordet D. afledes nu med
Sandsynlighel af assyr. darag-mana (jfr. gr.
μνα, en Mine), opr. 1/60 af Vægt-Enheden
Mine; denne havde i forsk. Egne ulige Vægt
(i Babylon 8,3 ell. dobbelt 16,6 g). Idet den i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
