Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Donchery, By i det nordøstlige Frankrig, Dept Ardennes, ligger ved højre Bred af Meuse - Donders, Frans Cornelis, holl. Fysiolog og Oftalmolog, (1818-1889) - Dondersk Tryk, se Lungehinde. - Dondukov-Korsakov, Alexander, Fyrste, russ. General (1812-93) - Done, Fangeapparat til Kramsfugle (Drosler og Solsorter) - Doneau, Hugues (Hugo Donellus), fr. Retslærer,(1527-1591)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Donders [’dondərs], Frans Cornelis,
holl. Fysiolog og Oftalmolog, f. 27. Maj 1818 i
Tilburg i Nordbrabant, d. 23. Marts 1889 i
Utrecht. 17 Aar gl optoges han paa
Militærlægeskolen i Utrecht og studerede der til 1840,
da han tog sin Eksamen. Han tilbragte derefter
2 Aar som Militærlæge i Vliessingen og Haag, tog
Doktorgraden i Leyden og ansattes derpaa som
Lærer i Anatomi og Fysiologi ved
Militærlægeskolen i Utrecht, hvor han forblev til 1848. Hans
videnskabelige Berømmelse var da saa stor, at
han, skønt der intet Professorat var ledigt ved
Utrechts Univ., dog udnævntes til ekstraordinær
Prof. derved. I sin Tiltrædelsestale (De
harmonie van het dierlyke leven, eene openbaring
van wetten) fremhævede han Indflydelsen af
Tilvænning, Øvelse og Arvelighed. I Fakultetet
fandtes kun 4 Prof., og D. maatte derfor
docere Retsmedicin, Hygiejne, Antropologi,
Biologi og Oftalmologi. D. var i Beg. navnlig
Fysiolog (Vævenes Kemisme, nervefysiologiske
Undersøgelser m. m.), men 1851 stiftede
han under et Besøg i London Bekendtskab med
Albrecht von Gräfe, og herved førtes han til
særlig at studere Oftalmologi, som han dog
allerede tidligere havde beskæftiget sig en Del
med. Han blev hurtig en af Verdens berømteste
Øjenlæger. 1852 blev han Professor ordinarius,
1858 fik han ved frivillige Bidrag oprettet et
Hospital for Øjensygdomme: »Nederlandsch
Gasthuis voor ooglijders« i Utrecht, der
besøgtes af talrige Studerende fra Udlandet,
deriblandt ogsaa fra Skandinavien. 1862 blev han
Prof. ord. i Fysiologi efter Schröder van der
Kolk’s Død, og 1866-67 fik han indrettet et
fysiol. Institut. 1888 maatte han nedlægge sit
Professorat, da han havde naaet den i Holland
gældende Aldersgrænse. D. var en glimrende
Lærer, der som faa forstod at udtrykke sig klart
og tydeligt, hvilket især kommer frem i hans
klassiske Mesterværk: The anomalies of
refraction and accomodation (1866, samtidig tysk Udg.
ved O. Becker, nyt Optryk 1888), hvori han
først og fremmest klart og tydeligt skelnede
mellem Refraktions- og
Akkomodationsanomalierne, der tidligere altid blev sammenblandede.
D. har skrevet overordentlig meget. Bl. hans
kendteste Arbejder kan nævnes foruden det
allerede nævnte Værk: »Blik op de stofwisseling
als bron der eigenwarmte van planten en
dieren« (1845), »De bewegingen van het
menschelyk oog« (1846), »Ueber die Bestimmung des
Sitzes der mouches volantes« (1847), »De
anwending van prismatische brillenglazen tot
genezing van scheelzien« (1848), »Ueber den
Zusammenhang zwischen dem Convergiren der
Sehaxen und dem Accommodationszustande der
Augen« (1848), »Over den invloed des
luchtdrukking op de hartswerking« (1852), »Bewegingen
van longen en hart by de ademhaling« (1852),
»Over de verhouding der onzichtbare stralen van
sterke breekbarheid tot de vochten van het oog«
(1853), »Over den Musculus Cramptonianus en
over het accomodatie vermogen by vogels«
(1854), »De invloed des hartswerking op de
bloedsdrukking« (1855), »Physiologie des
Menschen« (Hollandsk 1850-53, Tysk 1856),
»Refraktionsanomalien, oorzaken van strabismus«
(1863) o. s. v. Sammen med van Deen og
Moleschott udgav han »Hollandischen Beiträgen
zu den anatomischen und physiologischen
Wissenschaften«, med v. Gräfe og Arlt »Archiv f.
Ophthalmologie«, og siden 1845 redigerede han
»Het Nederlandsch Lancet«.
G. N.
Dondersk Tryk, se Lungehinde.
Dondukov-Korsakov [’dåndukåf-kar’sakåf],
Alexander, Fyrste, russ. General (1812-
93), stammede paa mødrene Side fra en
Kalmukhøvding. Han udmærkede sig som Officer
i Kaukasien og i Krigen 1854-55 og rykkede
siden hurtig op til Generalløjtnant. Han var
under Krigen mod Tyrkiet 1877-78 Guvernør i
Kijev og viste sig som en ivrig Panslavist. Han
blev derfor Febr 1878 russ. Generalkommissær
i Bulgarien, ordnede dets Forvaltning og
udviklede dets Forsvar; ledede den
grundlovgivende Nationalforsamling (Febr-Apr. 1879) og
Fyrstevalget samt indsatte Juli 1879 Fyrst
Alexander i Regeringen og vendte derefter tilbage
til Rusland. Han havde selv ønsket 1879 at
blive valgt til Fyrste i Bulgarien, men Kejser
Alexander II nægtede sit Samtykke dertil. 1880
blev han Generalguvernør i Charkov og 1882 i
Kaukasien indtil 1890; siden 1881 var han
Medlem af Rigsraadet.
E. E.
Done, Fangeapparat til Kramsfugle (Drosler
og Solsorter). Man har baade Hænge-, Løbe- og
Stik-D. De første er de almindeligste og
dannes af en Pilegren, der bøjes i Form som en
ligesidet Trekant, og hvis Ender
sammenbindes. Paa Midten af Trekantens Grundlinie
fastgøres Lokkemaden - en Rønnebærklase - og
paa hver af Trekantens Sider anbringes en
Løkke af Hestehaar. Brugen af D. er ligesom
andre Vildtsnarer forbudt i Danmark ved
Jagtloven af 8. Maj 1894 § 20.
S. F.
Doneau [då’no], Hugues (Hugo
Donellus), fr. Retslærer, f. 23. Decbr 1527 i
Chalons-sur-Saône, d. i Altdorf 4. Maj 1591, studerede
i Toulouse, fra 1546 i Bourges under François
Duaren, 1551 Dr. jur., s. A. Prof. smst. Efter
Bartholomæus-Nattens Rædsler maatte D., der
var ivrig Kalvinist, under Livsfare flygte
fra sit Fædreland, som han aldrig siden
gensaa. Blottet for alt levede han i Genève, men
blev allerede 1573 Prof. i Heidelberg, hvor den
ivrige Lutheraner Kurfyrst Ludvig VI’s
Chikanerier gjorde ham Tilværelsen uudholdelig,
1579 Prof. i Leyden, hvor politisk-historiske
Stridigheder bragte ham i Konflikt med
Generalstaterne, 1588 til sin Død Prof. i Altdorf.
D. var en stolt, helstøbt, lidenskabelig Karakter;
som Forsker hører han til den jur.
Verdenslitteraturs største Navne; han er blevet kaldt
Skaberen af den moderne Retsvidenskab. I
Modsætning til sin store Antagonist Cujas er
D. først og fremmest Syntesens Mand,
Systematikeren χατ’εξοχήν; efter hans eget Udsagn
er hans videnskabelige Bestræbelser rettede paa
at erkende Totaliteten (ars Juris), for D. er
Retten et levende Hele, syntetisk søger han at
udfinde Retstankernes organiske Udvikling. D.’s
Hovedværker, hvortil alle hans andre Skrifter
paa en Maade er Forarbejder, er Commentarii
de jure civili (I, 1589, II, 1590, III udg. af
D.’s beundrende Discipel Scipio Gentilis 1595,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
