Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Domstens Rev, ud for Fiskerlejet Domsten ved den sv. Kyst i Øresund - Domstol, i snævrere Forstand Betegnelse for en Ret, der kan afsige eksigible Dekreter - Domus anatomica, se anatomisk Teater. - Domæne (lat. dominium). Begrebet D. er ingenlunde helt fastslaaet i Finansvidenskaben
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Viken. Revet danner en Bugt, hvori smaa
Jagter ell. Dæksbaade kan finde Ankerplads
med ret god Beskyttelse.
G. F. H.
Domstol, i snævrere Forstand Betegnelse
for en Ret, der kan afsige eksigible Dekreter,
i videre Forstand derimod lig med Ret, d. v. s.
en til Retstvistigheders Afgørelse anordnet
uafhængig Myndighed. I denne sidste Forstand
er Ordet brugt i den danske Grl.’s § 2, der
udtaler, at medens den lovgivende Magt er
hos Kongen og Rigsdagen i Forening, og den
udøvende Magt er hos Kongen, er den
dømmende Magt hos Domstolene. Derved er det i
Overensstemmelse med den Montesquieu’ske
Lære om Statsmagternes Adskillelse slaaet fast, at
den dømmende Magt i Landet tilkommer
hverken som tidligere under Enevælden Kongen, ej
heller Kongen og Rigsdagen i Forening, men
særlige dertil anordnede, uafhængige
Myndigheder, der lige saa selvstændigt handler som
Organer for Staten som Kongen og Rigsdagen.
Domstolene maa derfor efter den danske Grl.
siges at være anerkendte som den tredie øverste
Statsmyndighed og afsiger derfor ogsaa deres
Domme i eget Navn, ikke i Kongens. Til Værn
for deres Uafhængighed bestemmer Grl.’s § 71,
at Dommerne i deres Kald alene har at rette
sig efter Loven og ikke kan afsættes uden ved
Dom, jfr nærmere Danmark (Statsforfatning
og Statsforvaltning). Domstolenes Stilling er vel
for saa vidt til en vis Grad afhængig af
Administrationen, som denne udnævner
Dommerne ligesom andre Embedsmænd; dog kan ingen
udnævnes til Dommer i Højesteret, medmindre
han efter Rettens Skøn har godtgjort sin
Dygtighed til at have Sæde i Retten. Og den er
for saa vidt underordnet Lovgivningsmagten,
som denne sidste ikke blot fastsætter Loven,
som Retten har at dømme efter, men ogsaa
selve Domstolenes Organisation. Men paa den
anden Side er Domstolene efter Grl.’s § 70
berettigede til at paakende ethvert Spørgsmaal
om Øvrighedsmyndighedens Grænser, og de
maa sikkert ligeledes, navnlig efter den ny
Grl. af 1915 § 93, antages berettigede til at
tilsidesætte Love, der er i Strid med Grl.
K. B.
Domus anatomica, se anatomisk Teater.
Domæne (lat. dominium). Begrebet D. er
ingenlunde helt fastslaaet i Finansvidenskaben.
Undertiden har man ved D. hele den
ubevægelige Statsformue for Øje; i noget snævrere Bet.
omfatter Ordet de til Urproduktionen anvendte
faste Statsejendomme, og endelig forstaas ved
D. i snævreste og egl. Forstand Statens
Landejendomme, og i denne Bet. vil Ordet blive
taget i nærværende Artikel. I
Statsforvaltningen opføres under Domæneindtægter hyppig
Indtægtskilder af meget blandet Natur, saaledes
i Danmark foruden Udbyttet af Landejendomme
og Skove tillige Jordebrugs- og
Jagtafløsningsafgifter, Lejeindtægter af forsk. Bygninger,
Forstrandsrettigheder, Afgifter af Fiskestader og
Broer, Østersregalet m. m. Tilnærmelsesvis den
samme Udstrækning har D. i den preuss.
Forvaltningspraksis. I Frankrig skelner man mellem
domaine public (Veje, Havne, Statens
Søterritorium, Befæstninger m. m.) og domaine privé
(Bygninger og udbyttebringende Statsejendomme).
Det antages, at de nuv. D.’s Oprindelse i de fleste
europ. Lande skyldes den Del af Jorden, som
efter Folkevandringernes Afslutning, ved den
alm. Deling af Landet, tilfaldt det sejrende Folks
Anfører, Kongen, og ad denne Vej blev
Statsejendom. Gennem Middelalderen og en Del af
den nyere Tid blev Statsudgifterne væsentlig
bestredne ved Hjælp af Indtægterne af D. Efter
Gennemførelsen af det enevældige Monarki med
den deraf flg. stærke Forøgelse af de offentlige
Udgifter maatte Staterne derimod se sig om
efter ny Indtægtskilder, som de navnlig fandt
i Skatterne. Som Aarsager til D.’s senere
Tilvækst kan nævnes Køb, Arv, Erobringer og
navnlig de store Inddragninger af Kirkegods,
der fandt Sted ved Overgangen til
Reformationen ell. i enkelte Lande ved store sociale
Omvæltninger. Saaledes inddroges i Frankrig
under Revolutionen Kirkens og senere de
Emigreredes Ejendomme, af hvilke sidste Napoleon I
skabte en Fond, navnlig bestemt til
ekstraordinære milit. Udgifter og til Belønning af
Generaler o. a. Officerer.
Paa den anden Side er store Dele af
Statsjorden skænkede bort ell. afhændede i
vanskelige Tider. Saaledes bortsolgte den danske Stat
1769-74 den største Del af det Staten
tilhørende Jordegods, der 1763 opgaves til ikke
mindre end c. 60000 Tdr Hartkorn. De
indkomne Penge anvendtes til at afdrage paa den Gæld,
Landet faa Aar i Forvejen havde paadraget sig
ved omfattende Rustninger. Yderligere
bortsolgtes af Domænerne i 1780’erne, medens
Landbrugskrisen 1820-28 atter forøgede
Krongodset.
Det har været Udviklingens Gang i de fleste
Lande, at D.’s Udstrækning har været i stærk
Nedgang og Indtægterne af dem, maalte med
samtlige Statsindtægter, i endnu højere Grad.
Dog har denne Udviklings Styrke været højst
forsk. i de enkelte Lande. I Frankrig og
England t. Eks. er Statens Besiddelse af
Jordegods rent forsvindende, derimod spiller det en
betydelig Rolle i forsk. tyske Stater, t. Eks.
Preussen og Mecklenburg, i Ungarn, Rusland og
Sverige. I Danmark begyndte der i 1850’erne
en ny Salgsperiode for det Staten tilhørende
Jordegods, idet man navnlig ved Lov af 8. Apr.
1851 søgte at fremme Selvejendoms Indførelse
paa Statens Fæstegods ved at tilbyde de
tidligere Brugere Køb paa favorable Vilkaar. Men
ogsaa de større Ejendomme afhændedes
efterhaanden. Resultatet af denne Politik er dette,
at den danske Stat har bortsolgt saa godt som
alt sit Jordegods. Derimod har den endnu ret
betydelige Indtægter af Jordebrugs- og
Jagtafløsningsafgifter. Disse og de øvrige under
Landvæsenet opførte Indtægter udgjorde i Treaaret
1912/13-1914/15 gennemsnitlig 705000 Kr.
Et Spørgsmaal er det, om denne Tendens
til Domænernes Afhændelse, der fremskyndedes
ved Liberalismens Sejr efter Midten af 19.
Aarh., er i Overensstemmelse med rigtige
nationaløkonomiske og finansvidenskabelige
Grundsætninger. Det falder nu straks i Øjnene, at
Staten selv kun yderst daarlig er i Stand til at
udnytte sine Landejendomme. Paa dette
Omraade vil et godt økonomisk Resultat i høj Grad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
