Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Domkirke (hermed l Tavle) kaldes Hovedkirken ell. Katedralkirken (ecclesia major, cathedralis) i et Bispedømme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den runde Apsisomgang har været kronet af en
Række af Spidsgavle, og indvendigt, hvor
Omgangens to Stokværk aabner sig til Højkoret
med slanke Arkadesøjler. Hele Rummet har fra
første Færd været bestemt til at overhvælves,
men under Byggearbejderne er der dog sket
væsentlige Ændringer i Planen, især efter en
Brand 1234, da man synes at have sløjfet de
allerede delvis byggede Korsfløje, saa at
Korsarmene nu ikke springer frem foran
Sideskibene. Hvælvingerne i Hovedskibet er næppe
murede førend en ny Brand 1282, og de to
Vesttaarne sikkert yngre end dette Aar; de slanke
Spir er opsatte af Christian IV 1635. Allerede
i den kat. Tid begyndte der at vokse op langs
D.-Murene en Række af Tilbygninger. Saa
tidligt som i 1300’erne rejstes de ældste Dele af
det lille Sakristi ved Korets Sydside, c. 1400-50
tilbyggedes de 3 sammenhængende Kapeller paa
Skibets Nordside, c. 1450 Biskop Oluf
Mortensens Vaabenhus paa Korets Nordside, det
søndre Vaabenhus og det store Helligtrekongers
Kapel (indviet 1464), hvor Kristiern I blev stedet
til Hvile. Siden Christian III er Roskilde som
bekendt blevet de danske Kongers Gravkirke, og
Domkirkens to yngste Tilbygninger er Christian
IV’s og Frederik V’s Gravkapeller. En moderne
Hovedistandsættelse 1859-73 var i det hele og
store skaansom og forstaaende.
Yngst i Rækken af de danske, middelalderlige
D. er endelig Skt Knud i Odense, hvis
Oprindelse og tidligste Historie er saare dunkel,
men som i sin nuv. Skikkelse først er
paabegyndt efter 1247 og fortsattes gennem et
Hundredaar. En Indskrift af glaserede Fliser,
opsatte under Gesimserne, fremhæver Biskop
Gisico og Aarstallet 1301. Den er helt igennem
i got. Stil, efter dansk Skik af Munkesten, men
lettere og elegantere end Sædvane. Skønt Koret
er lige afsluttet, og skønt der ikke findes
Korsarme, er der dog mærkeligt nok under
Østpartiet en Krypt, som genfremdroges ved den
moderne Restaurering 1868-74. Det store
Vesttaarn er først rejst 1558, dets Spir 1783-85.
Fra 1630’erne stammer Valkendorf’ernes Kapel,
og S. f. Kirken er der bevaret Rester af Skt
Knud’s Kloster.
Af Norges middelalderlige D., der alle er
byggede af forsk. Slags Brudsten (Sandsten,
Klæbersten), er Trondhjem D., »Kristkirken
i Nidaros« og den hellige Olav’s Martyrkirke,
baade den mærkeligste og den største. Af Olav
Kyrre’s Kristkirke findes nu kun enkelte
Fragmenter og Grundmure, og de ældste Dele af
den nuv. Bygning hidrører fra Tiden
umiddelbart efter det norske Ærkebispedømmes
Oprettelse 1151. Det gælder Korsarmene (Vingerne),
som er byggede i sentnormannisk Stil i
skiftende Nuancer (ældre Former forneden, yngre
foroven), samt »Skrudhuset« paa Korets Nordside.
Ærkebiskop Øjstejn, der 1161 indviede et af
Korsarmskapellernes Altre, nævnes af Snorre som
Bygherre for »den store D., som nu staar«, og
sikkert nok har han ogsaa, efter sin
Hjemkomst fra Landflygtigheden i England 1183,
grundlagt »Ottekanten«, Helgenkongens
Gravkapel Ø. f. Koret, en ejendommelig og
selvstændig tænkt Bygning i eng. Unggotik. Hans
nærmeste Efterfølgere arbejdede videre paa
Korets got. Omformning, der fandt Sted i Beg.
af 13. Aarh., og 1248 sattes Kirkens Grundvold
mod V., hvorved Kirken naaede sin fulde
Længde, 102 m. I sin endelige Form, med et
mægtigt Korsskæringstaarn og med to i
Forlængelse af Facadeflugten stillede Vesttaarne,
har Nidaros-Domen været saa rig som ingen
anden nordisk Kirke, prydet med pragtfulde
og karakteristiske Skulpturer; den lange
Vestfacade maa have virket som et Smykkeskrin.
Endnu efter en Brand 1328, der medførte en
Del Fornyelser i Ottekanten, fortsattes
Arbejdet, men senere fulgte Ildsvaader 1432 og 1531,
og efter Reformationen kom Bygningen i
yderligt Forfald, der øgedes ved ny Brande 1708.
og 1719. Kun Kor og Korsarme forblev under
Tag og lukkedes mod Skibet, der kom til at
staa som en sammenstyrtende Ruin; af
Vestgavlens Statuevrimmel blev der kun nogle
enkelte levnet. 1842 begyndte Diskussionen om
Kirkens Genrejsning, der derefter iværksattes 1869
af H. E. Schirmer og 1872 fortsattes af
Christie, efter hvis Død 1906 der er arbejdet videre
paa Skibet i Overensstemmelse med hans
Planer, medens Vestfronten udføres af Prof.
Nordhagen. Arbejdet, der endnu ikke er fuldendt,
har fra første Færd været en national norsk
Æressag og maa paa mange Punkter føre ud
over Restaurering og Rekonstruktion til
Nyskabninger baade i Arkitektur og Dekoration
(Vigeland’s Skulpturer, Kjelland’s
Glasmalerier).
Af de andre norske D., der ligesom
Trondhjem viser talrige Impulser fra eng. Kunst, var
Sigurd Jorsalfarer’s Halvardskirke i Oslo en
treskibet Bygning med runde Arkadepiller, med
Korsskæringstaarn og med Apsider, af hvilke
Hovedapsis lidt senere havde veget Pladsen for
et større Koranlæg med fire sidestillede
Smaaapsider; den er nu jævnet med Jorden og
kendes kun af Grundmurene. Hamar D.
henligger som malerisk Ruin, hvoraf ikke blot
Planen er kendelig, men hvoraf der ogsaa er
bevaret Dele af Højmurene, især af Skibets nordre,
romanske Arkaderække med dets runde Piller;
Koret har været helt ombygget i tidliggotisk
Tid. Under Tag staar endnu Skt Svithun i
Stavanger, der har en lgn. Bygningshistorie
som Oslo og Hamar; den er grundlagt paa
Sigurd Jorsalfarer’s Tid som en romansk,
fladdækket Rundpille-Basilika med et enkelt
Vesttaarn, hvis Kor er blevet erstattet af en rig,
unggotisk Bygning, ligesom Vestfacaden med
Taarnene har faaet got. Præg, med store
Stavværksvinduer. Den nuv. D. i Bergen er vel
en middelalderlig Bygning, men den er bygget
som Klosterkirke for Franciskanermunkene og
blev først efter Reformationen Stiftets
Hovedkirke. Mellem Rækken af norsk Middelalders
D. hører imidlertid ogsaa Værker uden for
Rigets nuv. Grænser; fremragende Bet. har Skt
Magnus’ Kirke i Kirkevaag paa Orkn-Øerne,
grundlagt af Ragnvald Jarl c. 1140 som et
imponerende Anlæg i normannisk Stil med
runde Arkadepiller, langt, lige afsluttet,
treskibet Kor og Taarn over Korsskæringen, og
senere ført videre af Biskop Bjarne (d. 1223),
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
