Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VI: Demeter—Elektriske Sikringer / 264 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dobbeltskarlagen, C₂₂H₁₅N₄O₄SNa - Dobbeltslag (fr. double) er en musikalsk Forsiring, der egl. er sammensat af 2 Forslag, eet fra oven og eet fra neden - Dobbeltspat, se Kalkspat. - dobbelt Splint, hos fritstaaende Træer: inde i Kernen een ell. fl. lyse Aarringe - Dobbeltspove, se Regnspove. - Dobbeltstjerner, de Fiksstjerner, der bestaar af 2 ell. fl. meget nær hverandre staaende Stjerner

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

α-Naftolmonosulfonsyre og er ligeledes et Azoderivat.
Det danner et brunrødt Pulver, der med Vand
giver en gulrød Opløsning; i surt Bad farver det
Uld skarlagenrødt.
(O. C.). R. K.

Dobbeltslag (fr. doublé) er en musikalsk
Forsiring, der egl. er sammensat af 2 Forslag
(s. d.), eet fra oven og eet fra neden. Det
antydes ved Tegnet [*] over Noden, og
Forslagsnoderne bestaar af Over- og Undersekunden;
skal en af disse kromatisk forandres, antydes
det ved et ♯, ♭, [*] o. s. v. over eller under
Tegnet, alt efter som det gælder Over- ell.
Undersekunden:
S. L.



Dobbeltspat, se Kalkspat.

dobbelt Splint forekommer navnlig hos
fritstaaende Træer og bestaar i, at der inde i
Kernen findes een ell. fl. lyse Aarringe. Man
mener, det skyldes Frosten, der har dræbt
Cellerne, saa at den sædvanlige Kernedannelse ikke
kan foregaa, muligvis kan det ogsaa skyldes
Svampeangreb. Slige Splintringe raadner let.
E. Su.

Dobbeltspove, se Regnspove.

Dobbeltstjerner kaldes de Fiksstjerner, der
for det blotte Øje viser sig enkelte, medens man
i Kikkert af tilstrækkelig Forstørrelse ser, at de
bestaar af 2 ell. fl. meget nær hverandre
staaende Stjerner, der benævnes
Komponenter. Ogsaa det uvæbnede Øje ser i enkelte
Egne af Himlen Stjerner, der staar tæt ind paa
hverandre, f. Eks. ζ og Alkor i den store Bjørn,
ε i Lyren, α i Stenbukken, men disse, der er
fjernede fra hinanden henh. 12’, 3 1/2’ og 6 1/2’,
kaldes ikke D., da de staar for langt fra
hinanden; man forstaar derfor ved D. kun dem,
der er synlige i Kikkert, og har som Grænse for,
at to nærstaaende Stjerner kan kaldes D.,
vilkaarlig sat 30 Buesekunder. Som Følge heraf
kunde der ikke blive Tale om D. i den førteleskopiske
Tid; den første D., man blev opmærksom paa,
var ζ i den store Bjørn (Mizar); den blev
fundet af Riccioli 1650. Af andre D. blev α
Capricorni og 61 Cygni fundne af Hevel 1659,
γ Arietis af Hooke 1664, β Scorpii og Castor af
Cassini 1678, α Centauri af Feuillée i Chile 1709,
men allerede 1650 var den bemærket af Riccioli;
γ Virginis 1718 af Bradley o. s. v.; enkelte af
disse blev maalte, dog uden at man tillagde disse
sporadiske Fund nogen dybere Bet. Man antog,
at disse Stjerner kun viste sig nær hinanden,
fordi de stod i samme Retning, medens de
kunde være langt fjernet fra hinanden, at de m. a.
O. var optiske D. Endnu havde man ikke
nogen Formodning om, at der kunde være
nogen fysisk Forbindelse mellem dem, at de
virkelig kunde høre sammen og danne et
System. Denne Tanke er først kommet fra
Lambert (»Kosmologische Briefe«) og blev præcisere
udtalt af Michel (»Phil. Trans.« 1767 og 1784),
der paaviste teoretisk det usandsynlige i, at
enkelte Stjerneklynger som Pleiaderne skulde
være et tilfældigt Værk, at det var antageligere,
at de bevæger sig om et fælles Tyngdepunkt lig
vor Sol og dens Planeter. Til samme Resultat
kom ogsaa Mannheim-Astronomen Chr. Mayer
ved at gaa paa Jagt efter D. og bestemme dem
med en Murkvadrant. 1784 (»Berl. Jahrb.«)
offentliggjorde han den første D.-Katalog, man
har, baseret paa sine Observationer 1776-78,
og paaviste deri ved at sammenligne sine
Iagttagelser med ældre, at enkelte D. havde
forandret deres indbyrdes Afstand (Distance) og
den Retning, hvori de stod til hinanden
(Positionsvinkel, der regnes fra N. i Retningen Ø.
-S.-V.). Hans Fortegnelse omfatter 80 D.,
hvoraf 67 har en mindre Distance end 32".
Mayer benævner den svagere lysende Ledsager
(Comes) (for det meste er Ledsageren
lyssvagere end Hovedstjernen, dog forekommer det
nok saa hyppig, at begge Komponenter er af
samme Lysstyrke) for Hovedstjernens Drabant,
der som mørke Legemer lyser med reflekteret
Lys; i den Anledning kom han i en heftig
Polemik med Hell og Fuss, der stemplede Mayer’s
Opdagelse som optisk Bedrag; Mayer’s Arbejde
blev derfor af Samtiden ikke skattet efter
Fortjeneste (en hæderlig Undtagelse herfra gør
Lichtenberg), og det er først gennem Herschel’s
og Struve’s Arbejder, at man har faaet Øjnene
op for Mayer’s banebrydende Observationer.
Med den ældre Herschel begynder D.’s
Astronomi 1779. Rigtignok havde Herschel allerede
1776 maalt Trapezet i Orion-Taagen, der var
fundet af Huyghens 1656, men det er først 3
Aar senere, at han for Alvor tager fat paa at
opsøge D. for at kunne benytte dem efter
Galilei’s Idé til at bestemme Fiksstjerneparallakse;
allerede 1782 kunde han offentliggøre sin første
Katalog paa 269 Stjerner, hvoraf 227 var hidtil
ukendte; den blev efterfulgt af 2 andre
Kataloger, saa Herschel i disse 3 Arbejder
har meddelt Oplysninger om i alt 848 D.,
som han efter Distancen deler i 6
Klasser. Afstanden og Retningen jugerte
Herschel i Førstningen, men fra 1803 maalte
han den med det af ham konstruerede
Lampemikrometer (se Mikrometer). Det næste
store Arbejde paa dette Omraade skyldes den
ældre Struve, der allerede 1813 begyndte med
Meridiancirklen at observere D. og 1822
offentliggjorde en Katalog over 795 D., men først egl.
Fart fik hans Maalinger, da han 1824 i
Besiddelse af den i sin Tid enestaaende
Dorpat-Refraktor udarbejdede sin Plan, der omfattede 1)
Opsøgelse og Katalogisering af D. fra Nordpolen
til 15° sydlig Deklination (Catalogus novus 1827
med 3112 Stjerner, der betegnes Σ); 2)
mikrometrisk Maaling af disse, Mensuræ
micrometricæ 1837, indeholdende i alt 3134 D.; iblandt
disse Stjerner var 64 tredobbelte, 3 firdobbelte og
1 femdobbelt, efter nøjere Undersøgelse
syvdobbelt; 3) nøjagtig Positionsbestemmelse af disse
med Meridiancirklen (Positiones mediæ, 1852).
Struve’s Arbejde er fortsat af hans Søn Otto,
der 1843 udgav en Katalog over 514 ny D. (ΟΣ)
og 256 fjernerestaaende Stjerner. Ved Siden af
disse Mænd maa ogsaa nævnes John Herschel
med sin Kap-Katalog paa 2100 Objekter og 7

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>