Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dobbeltmøntfod, Ordning af Møntforholdene med Mønter af begge de ædle Metaller, Guld og Sølv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
En klar Udtalelse af D.’s Princip finder
man i de nordamerikanske
Fristaters Møntlov af 1792, der bestemmer, at
Værdiforholdet mellem Sølv og Guld i Unionens
Mønter skal være: 1:15 (1834 forandret til 1:16), at
baade Sølv- og Guldmønter skal være lovligt
Betalingsmiddel, og at enhver, der bringer saavel
Sølv som Guld til Mønten, skal kunne faa det
udmøntet. Efter at Borgerkrigen havde tvunget
Fristaterne til at ophøre med den kontante
Indløsning af Unionens Sedler, var de uindløselige
Papirpenge faktisk Basis for deres Pengevæsen,
men legalt havde man D. indtil Loven af 1873,
der indførte Guldmøntfod. Da den saakaldte
Blandbill af 1878 indførte en begrænset
Prægning af Sølvhovedmønter, fik man haltende D.
Ved forskellige Love, saasom Shermanloven af
1890, søgte man at opretholde Sølvets synkende
Værdi, men fra 1893 blev det umuligt, idet den
ind. Regering besluttede at standse al
Sølvudmøntning for privat Regning og indførte et fast
Kursforhold mellem Sølvrupien og Guldet.
Senere amer. Love har ingen blivende Bet. faaet,
og Fristaterne har nu baade formelt og reelt
Guldmøntfod (L. 14. Marts 1900), selv om
Sølvdollaren stadig er lovligt Betalingsmiddel.
Stor Betydning for Europas Møntforhold har
Frankrigs D. haft. Siden Beg. af 18. Aarh.
var der i Frankrig fastsat et Værdiforhold
mellem Guld- og Sølvmønter som 1:14 5/8. 1785
sattes Forholdet til 1:15 1/2, og dette Forhold
bibeholdtes i Republikkens Møntlov af Aar XI
(1803). 1865 stiftedes den lat. Møntunion,
hvorved Italien, Belgien, Schweiz og senere
Grækenland antog Frankrigs Møntsystem og dermed
dets D. Nedgangen i Sølvets Værdi i 1870’erne
førte til, at Prægning af Sølv for privat Regning
indskrænkedes 1873 og helt suspenderedes fra
1877 uden senere at være genoptaget, saa at
Unionen siden den Tid har haltende D. Af andre
Lande, der op i 19. Aarh. har haft D., kan
anføres Holland 1816-47.
Ved Bedømmelsen af D. fremstiller der sig to
Hovedspørgsmaal, nemlig om Systemet har
Fortrin, der gør det nyttigere for Samfundet end
den enkelte Møntfond, og om det er muligt
faktisk at opretholde det i Loven fastsatte
Værdiforhold mellem de to Metaller. Diskussionen om
D. blev brændende, efter at Tyskland 1871
havde besluttet at gaa over til
Guldmøntfoden. Dette i Forbindelse med de øvrige ved
Krigen foranledigede Forskydninger paa
Pengeomraadet bevirkede en Prisrevolution, som gav
Anledning til lidenskabelige Angreb paa de ny
Ordninger. Særlig Betydning fik Konferencerne i
Paris 1881 og i Bryssel 1892.
Fordelene ved D. præciseres navnlig derhen,
at den skaber større Stabilitet i Pengenes Værdi
end den enkelte Møntfod. Naar det ene Metals
Produktionsforhold væsentlig forandres, vil dette
fremkalde en større Forandring i Pengenes
Værdi, saafremt dette Metal er det eneste,
der bruges som Hovedmøntmetal, end naar det
andet ogsaa er i Brug til samme Formaal.
Forøgelsen i Guldmængden efter de kaliforniske og
australske Opdagelser vilde f. Eks. have bragt
Guldets Værdi til at synke endnu stærkere, end
den gjorde, saafremt hele Verden havde haft
den rene Guldmøntfod. Og paa samme Maade
vil en stærk Forringelse i Produktionen af det
ene Metal have ringere Virkning, naar man har
D., end naar man kun benytter det Metal, hvis
Produktion gaar ned, idet i første Tilfælde det
andet Metal da i højere Grad vil blive benyttet
til Møntformaal.
I øvrigt maa der m. H. t. Gennemførligheden
og Virkningerne af D. skelnes imellem, om det
er et mindre Territorium, der har antaget den,
ell. den eksisterer i et stort Land ell. ved en
Forening mellem fl. ell. maaske alle Lande.
En saadan international D. benævnes ofte
Bimetallisme. Et enkelt Lands D. vil altid
have den Virkning, at naar det ene af de to
Metaller paa Verdensmarkedet synker i Værdi
under det i vedk. Lands Møntlov fastsatte
Forhold, vil det betale sig at sende det i Værdi
sunkne Metal til Dobbeltmøntfodslandets
Møntværksteder. Alle kontante Betalinger til Landet
vil ske i det Metal, der er sunket, medens der
vil være Fordel ved at sende det andet Metal
til Udlandet, hvor det har højere Værdi. I Fald
Landet er lille og har ringe Bet. for
Verdensmarkedet, vil dette kun have den Virkning, at det
ene Metal forsvinder fra Landet, og at dets
Hovedmønter kun kommer til at bestaa af det
andet; men naar det er et stort og
betydningsfuldt Territorium, kan denne Metallernes
Vandring bidrage til at opretholde det indbyrdes
Værdiforhold mellem dem, idet den bevirker,
at Mængden af det Metal, der har Tilbøjelighed
til at synke i Værdi, formindskes paa
Verdensmarkedet, medens det andets Mængde forøges.
Saaledes har Frankrigs og til Dels
Nordamerikas D. i 19. Aarh. i høj Grad bidraget til
at holde Metallernes indbyrdes Værdiforhold
meget nær op til det i Loven af 1803 fastsatte
Forhold 1:15 1/2. Guldets Værdi i Forhold til
Sølvets paa Verdensmarkedet var f. Eks. i Tiden
1833-72 paa intet Tidspunkt over 16 1/2 ell.
under 15,03. Særlig viste Virkningerne sig efter
Guldopdagelserne i Kalifornien og Australien.
Den aarlige Guldproduktion voksede til
henimod det 6-dobbelte af, hvad den havde været,
men at Guldets Værdi i Forhold til Sølvets ikke
sank mere end nævnt, skyldes for en Del
Frankrigs Evne til at optage Guld og frastøde Sølv.
I de nærmest flg. 20 Aar optog Frankrig
omtrent 6 Milliarder frc. i Guld og bortsendte
omtrent 2 Milliarder frc. i Sølv. Men under den
modsatte Værdibevægelse efter 1873 var den
latinske Møntunions D. ikke tilstrækkelig til at
regulere Værdierne. Flere samvirkende Aarsager
frembragte et Fald i Sølvets Værdi: Stærk
Tiltagen af Sølvproduktionen og Tilbagegang i den
aarlige Guldproduktion (hvilket sidste Forhold
først har forandret sig i de senere Aar ved
Tilvæksten i Sydafrikas og Australiens
Produktion) i Forbindelse med en stærkere
Efterspørgsel efter Guld.
Diskussionen om D. er derfor efterhaanden
stilnet af, flere og flere Lande har antaget
Guldmøntfoden, saaledes Østerrig-Ungarn efter
1892 og Rusland 1897, men navnlig har de
eksotiske Stater med Japan i Spidsen vist
Tilbøjelighed til at forlade Sølvet, hvorfor Tanken om
en Tilbagevenden til D. maa anses for opgivet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
