Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Djengis-Kan, mongolsk Erobrerfyrste, hvis egl. Navn var Temudschin, (1162-1227) - Djenne (Dschenne eller Dschinni), By i fr. Sudan, ligger ved en Arm af Niger-Floden - Djénnet (arab.) er Betegnelsen for Paradisets Have - Djerâsch, se Gerasa. - Djérba ell. Djebado, Ø i den lille Syrte ved Nordafrikas Kyst - Djerdiera, d. s. s. Djurdjura. - Djerdjeh, se Girgeh. - Djeryb, i Tyrkiet = l ha. - Djesiret Rohan, Klippeø i Bab-el-Mandeb-Strædet ved Indsejlingen til det Røde Hav. - Djessor (Djassaur, engelsk Jessore), Distrikt i Presidency Division i Bengalen - Djevhari, Abu Nasr Ismail ibn Hammad, berømt arab. Leksikograf, ( -1002) - Djezair (Plur. af arab. Djezîre), fhv. tyrk. Vilajet, der omfattede Øerne i ægæiske Hav
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Mongol-Stammer under sit Herredømme. Han
vendte sig nu mod de tyrk. Stammer, der boede
ved den øvre Jenisej og Irtisch, og erobrede
deres Land. Han kom herved i Forbindelse med
de uiguriske Tyrker, og disse, der var i
Besiddelse af en ikke ringe Kultur, blev Mongolernes
Læremestere. Fyrstens Kansler, en højtbegavet
Tyrk, traadte i D.’s Tjeneste, der lod sin Søn
Oktai undervise i den uiguriske Lærdom,
ligesom det uiguriske Karakorum blev Rigets
Hovedstad. Efter en ny heldig Krig antog
Temudschin paa en stor Forsamling af sit Folks
Mægtigste Navnet D., som vistnok bet. den mægtige
Kan. Kina var paa den Tid delt i to Riger. Mod
S. herskede det indfødte Dynasti Sung, mod N.
Tatardynastiet Kin. Da en Hersker af dette
Hus krævede Tribut af Mongolerne, drog D.
imod ham, og efter langvarige Kampe, under
hvilke Landet blev frygtelig ødelagt, faldt
Hovedstaden Peking og Nordriget i hans Haand
1215 (ell. 1218). Mod V. udvidede han samtidig
sin Magt hen imod Turkestan og stødte snart
sammen med Sultan Muhammed af Khovaresm,
hvis Rige omfattede Høj-Iran og Turkestan.
Denne havde ladet et mongolsk Gesandtskab
myrde, og som en Lavine styrtede D.’s Hære
ud over det rige Land. »Græsset er mejet, fodrer
nu Hestene«, tilraabte han sine Folk, og under
umenneskelige Grusomheder blev de store
Stæder Buchara, Khiva og Samarkand stormede og
udplyndrede. Det berømte Bibliotek i Buchara
ødelagdes ved denne Lejlighed. 1222 gik
Mongolerne over Kaukasus, de plyndrede
Palovzernes Steppe og naaede helt frem til Krim. I
Kiev samledes de russ. Fyrster, de besluttede
Krig, og da et mongolsk Gesandtskab indfandt
sig for at opfordre til Forbund, blev det dræbt.
Ved Floden Kalka i Guv. Jekaterinoslav stødte
Hærene sammen, og da Russernes
Forbundsfæller gik over til Fjenden, blev de uagtet deres
tapre Modstand overvundne af D.’s Søn
Tshutachin. Mongolerne benyttede sig dog ikke af
deres Sejr; de trak sig tilbage, men det var
kun et Tidsspørgsmaal, naar det i Smaariger
splittede Rusland skulde tilfalde dem. Foreløbig
vendte D. sig atter mod Ø. og krigede mod
Riget Tangut, Buddhismens Hovedsæde. Han
erobrede Landet, men kort efter døde han i
Bjergegnen V. f. Peking. Med stor
Menneskekundskab og Menneskeforagt forbandt D. en
fatalistisk Tro paa sin Mission som
Verdenserobrer og Verdensstraffer - »Gudssvøbe«
kaldte han sig. Først og fremmest var han Kriger
med Liv og Sjæl; »Mandens største Lyst«, skal
han have sagt, »det er at besejre sin Fjende,
røve hans Rigdomme, ride hans Gangere, se
hans Kæres Taarer og favne hans Kvinder«. I
Nertshinsk’s Ruiner er der fundet en
Granittavle med en mongolsk Indskrift til Minde om
D.; den er tydet af Schmidt i Petrograd og
senere af Dordshi Bansarov. (Litt.:
Erdmann, »Temudshin der Unerschütterliche«
[Leipzig 1862]; Howorth, History of the
Mongols [1 Bd, London 1876]; Blochst,
Introduction à l’histoire des Mongols [Leyden
1910]).
J. Ø.
Djenne (Dschenne eller Dschinni),
By i fr. Sudan, i den tidligere Fellatah-Stat
Massina, ligger ved en Arm af Niger-Floden,
5 Dagsrejser NØ. f. Segu. 10000 Indb.
C. A.
Djennet (arab.) er Betegnelsen for Paradisets
Have, saaledes som den efter den
muhammedanske Lære skildres som Guds Belønning for
de Troende. I Koranen, Kap. 55, V. 46-78 og
Kap. 56, V. 14-39 findes en indgaaende
Skildring af de Herligheder, der i denne Have
venter de Salige, og hvoraf kølige Kilder og
frugtrige, tornefri Træer tillige med de sortøjede,
evig jomfruelige Kvinder udgør Hovedsummen.
Paa Jorden har Orientalerne udpeget fire
Steder som de jordiske Paradiser p. Gr. a.
disse Steders Skønhed; det er Omegnen af
Damaskus i Syrien, af Obollah i Irak, Sheb
Badvan i Persien og Samarkand l Centralasien.
J. Ø.
Djerâsch, se Gerasa.
Djerba ell. Djebado, Ø i den lille Syrte
ved Nordafrikas Kyst, fra hvilken den er skilt
ved et kun 2 1/2 km bredt Stræde. Den er 1050
km2 med c. 40000 Indb., overvejende Berbere,
der staar under Tunis’ Overhøjhed. Indb., som
hører til den vahabitiske Sekt mellem
Muhammedanerne, beskæftiger sig væsentligst med
Agerdyrkning (Vin og Sydfrugter), men driver
ogsaa betydelig Industri i Silke og uldne
Stoffer. Hovedstaden er Houmt Souk. D. er
Lotofagernes gl. Ø Meninx, af hvis Hovedstad
der endnu findes Rester.
C. A.
Djerdiera, d. s. s. Djurdjura.
Djerdjeh, se Girgeh.
Djeryb, i Tyrkiet = 1 ha.
Djesiret Robân, Klippeø i
Bab-el-Mandeb-Strædet ved Indsejlingen til det Røde Hav.
Djessor (Djassaur, engelsk Jessore),
Distrikt i Presidency Division i Bengalen, 7576
km2 med (1911) 1758264 Indb., fladt, lavt, af
talrige Kanaler gennemskaaret Land, der i
Regntiden er udsat for Oversvømmelse.
Jordbunden er frugtbar; der avles Ris, Majs, Jute,
Tobak, Indigo og Sukker. Hovedstaden D. (ell.
Kasba) ved Bhairab-Floden har 8000 Indb. og
er forbundet med Kalkutta ved en Jernbane.
M. V.
Djevhari, Abu Nasr Ismail ibn
Hammad, berømt arab. Leksikograf, fødtes i Farab
i Turkestan, uvist hvilket Aar, og døde 1002.
Skønt af fremmed Oprindelse blev han en af
de grundigste Kendere af det arab. Sprog med
hele dets uhyre Rigdom; sin Viden nedlagde
han i sit store arab. Leksikon, betitlet
»Kitab-es-sahah fil-lugha« (Den fuldstændige Ordbog)
ell. blot »es-Sahah«, som han dog kun til Dels
naaede selv at fuldføre. I den arab.
videnskabelige Verden blev D. senere Genstand for
mange polemiske Angreb, i Europa har hans
Værk fundet udelt Anerkendelse og er af
europæiske Leksikografer gentagne Gange blevet
stærkt benyttet, saaledes af Golius og Freytag.
Det blev overs. paa Tyrkisk af Wankuli; det er
udg. i Bulak 1282 efter muhammedansk
Tidsregning (= 1865-66).
J. Ø.
Djezair (Plur. af arab. Djezîre),
Dje-zairi-Bahri-Sefid (ȯerne i det Hvide
Hav«), fhv. tyrk. Vilajet, der omfattede Øerne
i det nordlige og østlige ægæiske Hav, af hvilke
de nordlige hører til Grækenland, medens de
sydlige er blevet besat af Italienerne.
M. V.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
