Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dithionsyre, Svovlundersyre, H2S2O6 - Dithyrambe (gr.), opr. en Festsang til Dionysos' Ære, opført af et Kor med en Forsanger - Diti, i den ind. Mytologi et guddommeligt Væsen - Ditlevsen, Johan Gottlob, dansk Læge, (1836-1910) - Ditmarsken (Dithmarschen, »de tyske Marsklande«), Landskab i det vestlige Holsten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Dithionsyre [-ti’o’n-], Svovlundersyre,
H2S2O6, er det første Led i den Række af
Svovlets Syrer, der benævnes Polythionsyrer; den
kendes kun i vandig Opløsning; koncentrerer
man denne i lufttomt Rum ell. ved Opvarmning,
sønderdeles Syren i Svovlsyre og Svovlsyrling:
H2S2O6=H2SO4+SO2. Dens Mangansalt dannes,
naar man leder Svovlsyrling til Manganoverilte,
som er opslemmet i koldt Vand: MnO2+2SO2
=MnS2O6; Mangansaltet omdannes ved
Fældning med Baryumhydroxyd til Baryumdithionat,
hvoraf Syren fremstilles ved Tilsætning af den
beregnede Mængde fortyndet Svovlsyre.
(O. C.). R. K.
Dithyrambe [-ty-] (gr. dithýrambos;
Etymologien usikker, Ordet næppe af gr.
Oprindelse), opr. en Festsang til Dionysos’ Ære,
opført af et Kor med en Forsanger til
Akkompagnement af Fløjte. D. omtales første Gang af
Archilochos (c. 650). Omkr. 600 skal den være
bragt i fast Kunstform af Arion i Korinth. Den
opførtes da af et stort Kor (paa indtil 50
Deltagere), der stod opstillet i en Kreds;
Forsangeren sang et Stykke, Koret faldt ind.
Bygningen af disse Kantater var, som af anden gr.
Korlyrik, strofisk; det samme Kompleks af Takt
og Melodi med tilhørende Dans gentoges flere
Gange. Dette Forhold ændredes omkr. 500; man
opgav den strofiske Bygning og
gennemkomponerede D., i Lighed med de lyriske Solonumre,
hvad der gjorde den vanskeligere for et Kor at
opføre. Ændringen tillægges Komponisten Lasos
fra Hermione. Allerede før denne Tid var D. i
Athen blevet en fast Bestanddel af den store
Dionysos-Fest om Foraaret; man opførte her fl.
D. og gav en Pris til et af Korene. Til disse o. l.
Fester har berømte Digtere som Simonides og
Pindar skrevet og komponeret D., hvoraf
enkelte Brudstykker er bevarede. Indholdet var
dels Lovprisninger af Dionysos og hans Fest,
dels Sagn, der ikke behøvede at staa i
Forbindelse med Dionysos. I 4. Aarh. var D. i
Athen i den Grad den vigtigste Form af
Korlyrik, at man brugte Ordet som Betegnelse for
al Korlyrik, uden Hensyn til dens Forbindelse
med Dionysos og til D.’s ejendommelige Form.
Saaledes anvender Aristoteles Ordet, og derfor
findes i de i Papyrus overleverede Digte af
Bacchylides D. brugt som Fællestitel for en Gruppe
blandede Digte med mytisk Indhold. - Efter
Aristoteles (Poet. Kap. 4) skal Tragedien have
sin Oprindelse fra »Forsangerne ved D.«. At
Tragedien hænger sammen med dionysisk
Korlyrik, er sikkert; men Skuespilleren lader sig
ikke uden videre aflede af D.’s Forsanger, og
det maskerede Kor, der er ejendommeligt
for Tragedien, synes ikke at have hørt hjemme i
D. - I Nutidssprog bruges D. om en svulstig
Lovprisning, uden poetisk Form. (Litt.: W.
Schmid, »Zur Geschichte des griech. D.«
[Tübingen 1901]).
A. B. D.
Diti, i den ind. Mytologi et guddommeligt
Væsen, som opr. synes at have være en
Abstraktion, der skulde udgøre et Supplement til
Aditi, af hvis Navn Ordet synes afledet ved
Udeladelse af Nægtelsen a- (= Dansk u-). I
Veda’erne omtales hun kun som en velgørende
Gudinde, næsten altid parret med Aditi,
saaledes at disse, to supplerer hinanden, i Alm.
uden nærmere Bestemmelser, paa eet Sted
rimeligvis som Personifikation af timeligt Gods;
endogsaa hendes Sønner nævnes et enkelt Sted
som Guder ved Siden af og ganske paa samme
Maade som Aditi’s. Alene nævnes hun i
Vedaerne kun paa eet Sted, hvor hun sammen med
Agni, Savitar og Bhaga anraabes om at give
Rigdom. - I de episke Digte og senere er hun
ikke et Komplement, men en Modsætning til
Aditi; de er her begge Døtre af Daksha og
gifte med Kaçyapa, ved hvem D. blev
Moder til Gudernes Fjender Daitya’erne. Her
er hun ogsaa Moder til Marut’erne.
(S. S.). D. A.
Ditlevsen, Johan Gottlob, dansk Læge,
f. 22. Maj 1836 i Kbhvn, d. 21. Apr. 1910, tog
med. Eksamen 1861, praktiserede derefter i
Slagelse 1862-73, hvorpaa han blev
Distriktslæge i Lyngby ved Kbhvn. 1880 blev han
Medlem af Sundhedskollegiet. 1872 disputerede han
for Doktorgraden om »Smagsløgene paa
Tungen« og docerede fra 1877 i en Del Aar
Histologi ved Univ. Foruden fl. mindre histologiske
Afh. har han skrevet en stor Lærebog:
»Grundtræk af Menneskets Histologi« (1878-79).
G. N.
Ditmarsken (Dithmarschen, »de tyske
Marsklande«), Landskab i det vestlige Holsten,
ligger mellem Elben og Ejderen og begrænses
mod V. af Vesterhavet. D. var tidligere et af
Hertugdømmet Holstens 4 Landskaber; nu
hører det til den preuss. Prov.
Schleswig-Holstein og er delt i de to Kredse Nord- og
Sydditmarsken (Norder- og
Süderdithmarschen), omtr. svarende til den gl. Deling,
den hertugelige Del mod N. og den kgl. mod
S., tilsammen c. 1350 km2 med (1905) 189500
Indb., med Hovedstæderne Heide og Meldorf.
Ved Vesterhavet bestaar D. af frugtbart
Marskland, der maa værges for Havet ved Diger og
er udmærket skikket til Græsning; inden for
Marsken ligger den mindre frugtbare Gest. D.
hørte fra 1. Halvdel af 10. Aarh. under
Greverne af Stade, men kom noget over et Aarh. efter
ind under Ærkebisperne af Bremen. Ved Slutn.
af 12. Aarh. kom det under Danmarks
Herredømme, men efter Slaget ved Bornhøved 1227,
hvor Ditmarskernes Forræderi skal have gjort
Udslaget, løsrev det sig fra Danmark og
udgjorde fra nu af under Ærkebispedømmet
Bremens Overherredømme en Slags Bonderepublik,
der helt uafhængig styrede sine Anliggender
med en Forsamling, der bestod af alle fri
Grundejere og Fogeder, senere (fra 1447) et af
Folket valgt Raad paa 48 Mand. De holstenske
Grever gjorde fl. Gange forgæves Forsøg paa at
erobre Landet; Gerhard den Store led et
alvorligt Nederlag 1320, og Gerhard VI faldt 1404
paa et Tog mod D. Men i Længden kunde de
tapre Bønder ikke bevare deres Uafhængighed,
og det blev de danske Konger, som fik Bugt med
dem. Da Kejser Frederik III ophøjede Holsten
med Stormarn til Hertugdømme, indlemmede
han ogsaa D. i det; men foreløbig blev der dog
ikke fra dansk Side foretaget noget for at
undertvinge det, og Paven holdt sin Haand over
det som hørende til Ærkebispedømmet Bremen.
Christian I’s Sønner, Kong Hans og Hertug
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
