Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dionysos (gr.) (hertil 2 Tavler med 5 Figurer), Vinens og Vinavlens Gud - Dionæa L., Slægt af Soldugfamilien med en enkelt Art (Fluefangeren), en fleraarig Urt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Guder. Endelig fejredes i Maaneden Elafebolion
Hovedfesten for D., de »store Dionysier«, i
5 Dage (9.-13.), af hvilke de tre sidste i Athens
Blomstringstid var optagne af Skuespil. Uden
for Attike dyrkedes D. især i Theben,
Orchomenos (jfr Agrionia), Delfoi, Korinth og
paa Øen Naxos, hvor Ariadne tilbades som hans
Hustru. Ogsaa til Italien forplantedes
D.-Dyrkelsen tidlig. Fra de gr. Kolonier i Syditalien
kom den til Rom, hvor D. (Bacchus)
identificeredes med den gammelitaliske Gud Liber.
Efter Traditionen blev der 493 f. Kr. i Rom
indviet et Tempel for Ceres, Liber og Libera i
Forening. Da Bacchus-Festerne fl. Steder i
Italien efterhaanden antog en betænkelig Karakter
og brugtes som Skalkeskjul for alle Haande
Udskejelser, maatte de rom. Myndigheder i Beg.
af 2. Aarh. f. Kr. skride alvorlig ind derimod
(se Bacchanalia).
D. i Billedkunsten. I den ældste Tid
synes det at have været alm. at dyrke D. under
Form af en simpel Træstolpe, som rammedes
ned i Vingaarden; dette primitive
Kultussymbol holdt sig paa Landet langt ned i Tiden.
Vasebilleder fremstiller det ofte i en noget mere
udviklet Skikkelse, idet Stolpen er dækket med
en Klædning, og der til dens øvre Ende er fæstet
en skægget Maske (se Tavle II). En videre
Udvikling heraf er D.-Hermen ɔ: en firkantet Pille af
Træ ell. Sten, foroven endende i et frit
udarbejdet Hoved; Kultusbilleder af denne Form
var alm. hele Oldtiden igennem (jfr Hermes).
Ved Siden af disse mere primitive
Gudesymboler havde Grækerne dog allerede i den
arkaiske Kunstperiode fuldt udførte Billeder af
D. I den ældre Tid fremstilledes D. altid som
en værdig Gudeskikkelse af moden Alder, med
langt Skæg og Haar, iført fodsid Klædning
(Kiton og Himation), sjælden tillige et
Panterskind; i Haanden bærer han som Tegn paa sin
guddommelige Magt et Scepter ell. andre
Attributter af mere særlig Art: et stort tohanket
Bæger (Kantharos), Vinranker ell. en med
Vedbendløv kronet Stav (Thyrsos); om Haaret
slynger sig som oftest en Vedbendkrans, sjældnere
et simpelt Haarbaand (se Tavle I). Sædvanlig afb.
han staaende, ofte ledsaget af sine hellige Dyr
(Tyr, Buk, Panter), sjældnere siddende; i
Vasebilleder ses han stundom ridende paa et Muldyr,
kørende ell. hvilende paa en Løjbænk, ofte
omgivet af sin Thiasos. Bl. de bevarede arkaiske
Billedhuggerarbejder er der meget faa (f. Eks.
en Kolossalstatue i Villa Albani), der med nogen
Sandsynlighed kan opfattes som Billeder af D.;
en smuk Bronzebuste fra Herculaneum (se Tavle
II) antages for en rom. Kopi efter en Statue fra
Midten af 5. Aarh. f. Kr. Den D.-Type, den
ældre Kunst havde skabt, efterlignedes af og til
i den senere Oldtid. Flere Værker af
hellenistisk og rom. Kunst fremstiller D. skægget og
iført lang Klædning, saaledes et kendt hellenistisk
Relief, som antages at forestille D.’s Indtog hos
en Digter; Guden, der støttes af en lille
Satyr, er her øjensynlig stærkt paavirket af sin
egen Gave, Vinen. Ved Siden af den skæggede
D. var der imidlertid fremstaaet en
D.-Skikkelse af anden Art, ungdommelig og skægløs,
der i den senere Oldtid trænger mere og mere
igennem. Hvad der er den dybeste Rod hertil,
er vanskeligt at sige; her kan kun mindes om,
at Billedkunsten, samtidig med at D.-Idealet
saaledes ændres, ogsaa fremstiller andre af de gr.
Guder i yngre Skikkelse end forhen. Allerede
Kalamis (1. Halvdel af 5. Aarh. f. Kr.) havde
afbildet D. ungdommelig; dette Arbejde, der
var udført til et Tempel i Tanagra i Boiotien,
kendes nu kun af en flygtig Notits hos
Pausanias og af Møntbilleder. Lidt fyldigere
Efterretning har vi om en Bronzestatue af
Praxiteles, der forestillede D. som en skøn, ildfuld
Yngling, iklædt et Hjorteskind, et Attribut, der
fra Mainaderne overførtes til Guden selv.
Statuer af Skopas, Bryaxis, Lysippos og andre
Kunstnere i 4. Aarhundrede før Kristus har
antagelig hørt til samme Retning. I den senere
hellenistiske Kunst gaar Udviklingen af det
ungdommelige D.-Ideal endnu et Skridt videre:
Guden fremstilles sædv. helt nøgen, ofte med bløde,
næsten kvindel. Legemsformer og et eget,
drømmende Ansigtsudtryk (se Tavle I). Uden for de
egl. Gudebilleders Række staar Fremstillingerne
af D.-Barnet, et yndet Tema i den antikke
Kunst. Praxiteles’ Hermes bærer Drengen paa
venstre Arm og har i højre Haand holdt en
Drueklase, som Barnet legende rækker
Armen frem imod. En skøn Statue, hvoraf der er
bevaret fl. antikke Replikker (i Louvre,
Vatikanet o. a. Samlinger), forestiller en skægget
Satyr, der kærlig betragter det lille sprællende
Gudebarn, som han holder i sine Arme (se
Tavle I).
C. B.
Dionæa L., Slægt af Soldugfamilien med en
enkelt Art, D. muscipula L.
(Fluefangeren), en fleraarig Urt med
grundstillede Blade og et langt Blomsterskaft, der
ender med et mindre Antal Blomster. Bladene har en
bredvinget Stilk og en lille, omtrent kredsrund
Plade, der i Randen er besat med talrige
lange Torne, medens der paa Fladen findes 6
mindre Børster; ved Berøring af disse lukkes
Pladens Halvdele hurtigt imod
hinanden, og Randtornene griber ind i
hinandens Mellemrum. Saafremt Bevægelsen er
fremkaldt af et mindre Insekt, er det fanget, og dets
fordøjelige Dele bliver da opløste og »fortærede«
 |
Fluefangeren. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
