Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Desertion (lat., af désero, forlader) (milit.) Rømning, »Fahnenflucht« - desertoria sententia (lat.) i Romerretten: Dom, hvorved en Paaanke afvistes som ikke gjort gældende inden Ankefristens Udløb - Desertør (fr. deserteur, af lat. desértor), en Soldat, der gør sig skyldig i Desertion - Deservit-Aar (lat. annus deservitus) i Kirkeretten: Udbytte af et kirkeligt Embede i det Regnskabsaar, hvori denne fratræder - Deserviter, Gebyrer, Vederlag for ydede Tjenester; særlig brugte om Honorarer til Sagførere og Læger - Des Essarts, Alfred Stanislas Langiois, fr. Forf. (1811-93) - Des Essarts, Emmanuel, fr. Digter, (1839- ) - Desèze ell. de Sèze, Raymond fr. Sagfører (1748-1828) - Desfontaines, Pierre François Guyot, fr. Litterat (1685-1745) - Desfontaines, René Louiche, fr. Botaniker, (1750-1833)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hær til den østerr. Hær. D.’s Bekæmpelse blev
da ogsaa en af de alvorligste Opgaver for
Datidens Militære. Betegnende er det saaledes, at
Frederik II indleder sit krigsvidenskabelige
Hovedværk Les principes généraux de la guerre
(1748) med i 14 Punkter indgaaende at udvikle,
hvilke Forholdsregler der bør træffes for at
forhindre D. I Straffelovene og i specielle
Befalinger blev der i Tidens Løb forsøgt de
forskelligste Midler. Man gik fra den ene
Yderlighed til den anden, fra de strengeste Straffe
til vidtstrakt Anvendelse af Amnesti og
Generalpardons. Men intet hjalp. Endnu saa sent
som 1805-06 deserterede under Mobiliseringen
ikke mindre end over halvfjerde Tusinde
Udlændinge. Kampen mod Desertionen satte
imidlertid sit Mærke ikke blot i de enkelte
Forordninger og Befalinger, der umiddelbart indeholdt
Bestemmelser om Desertørers Behandling og
Forskrifter til D.’s Forebyggelse. Ligesom selve
Taktikken og til Dels hele Krigsførelsens
Grundprincipper væsentlig blev omformede
under Indflydelse af D.’s Mængde, saaledes var
ogsaa Tidens alm. milit. Retsbegreber prægede
af Befalingsmyndighedens Bestræbelser for at
hindre D. En væsentlig Forandring i disse
Forhold indtraadte først, efterhaanden som Hærene
blev nationaliserede og den alm. Værnepligt blev
indført. (Litt.: P. Fr. Rist, »Fra
Støvlettiden« 1884, S. 129 ff.; C. W. Westrup,
»Studier over preuss. Krigsret i 18. og 19. Aarh.«
[1909], S. 11 ff.).
C. W. W.
desertoria sententia (lat.) benævnedes
tidligere i de paa Romerretten hvilende
Procesordninger en Dom, hvorved en Paaanke
afvistes som ikke gjort gældende inden
Ankefristens Udløb.
K. B.
Desertør (fr. deserteur, af lat. desértor), en
Soldat, der gør sig skyldig i Desertion
(Rømning). Allerede den rom. Jurist
Modestinus gav den grundlæggende Definition:
desertor est, qui per prolixum tempus vagatus
reducitur (D. er den, der efter i lange Tider at have
strejfet om føres tilbage).
C. W. W.
Deservit-Aar (lat. ánnus deservitus) er i
Kirkeretten Betegnelse for det Udbytte af et
kirkeligt Embede, der vel er fortjent, men
mulig endnu ikke oppebaaret af Indehaveren i det
Regnskabsaar, hvori denne afgaar ved Døden
ell. fratræder. Idet nemlig Indtægterne af
saadant Embede tit indflyder ganske uregelmæssig,
opgøres ofte Indtægterne for hele det løbende
Aar under eet og fordeles derefter forholdsvis
mellem den afgaaede (ell. dennes Bo) og
Eftermanden. Smlg. hermed Naadsensaar, der
er Betegnelse for en for den afgaaede gunstigere
Afviklingsmaade.
E. T.
Deserviter, Gebyrer, Vederlag for ydede
Tjenester; særlig brugte om Honorarer til
Sagførere og Læger.
E. T.
Des Essarts [dæz-æ’sa.r], Alfred Stanislas
Langlois, fr. Forf. (1811-93), udgav
allerede 1830 nogle Digte, deriblandt Le donjon
de Vincennes. Senere skrev han Litteratur- og
Kunstkritik samt Feuilletoner i forsk. Blade.
Samtidig beklædte han til 1884 nogle
Bibliotekspladser. Bl. hans talrige Frembringelser kan
nævnes: Une perle dans la mer (1841), Sous les
ombrages (1845), Les chants de la jeunesse,
Digte (1846), La comédie du monde, versificeret
Roman (1850), La gerbe (1860), Célébrités
françaises (1861), Contes Pompadour (1862), Le
champ de roses (1865), Les masques d’or (1870),
De l’aube à la minuit, Digte (1883), Pulcinella,
reflet d’Italie (1884) o. s. v. Paa Théâtre
français er af D. bl. a. opført La ligue des amants
(1849). - Hans Hustru, Anna D., d. 1846, var
ligeledes Skribent.
S. Ms.
Des Essarts [dæz-æ’sa.r], Emmanuel, fr.
Digter, f. 1839 i Paris, udgav 1862 Poésies
parisiennes, der nydelig skildrer det elegante
Verdenslivs mange Bagateller, 1864 Les élévations,
hvis tre Afdelinger: Les chercheurs d’idéal,
Symboles et tableaux og Excelsior, rummer
megen højtflyvende filos. Poesi, og hvortil desuden
er knyttet Le triomphe de Shakespeare, og
1879 Poèmes de la révolution française, en Slags
versificeret Revolutionshistorie 1789-96. Af hans
litteraturhistoriske Arbejder kan anføres: Les
voyages de l’esprit (1869), Origines de la poésie
lyrique en France au seizième siècle (1873) og
Du génie de Chateaubriand (1876), Portraits de
maîtres (1888) o. a.
S. Ms.
Desèze ell. de Sèze [dö’sæ.z], Raymond
fr. Sagfører (1748-1828), vandt tidlig Ry for
sin Dygtighed og udvirkede 1789 ved sit
Forsvar Frifindelse for Schweizergeneralen Baron
Besenval, der var anklaget for Forræderi
mod Folket. Efter Malesherbes’ Opfordring
overdrog Nationalkonventet 1792 D. det
farefulde Hverv at være en af Ludvig XVI’s
Forsvarere. Han røgtede det med stor Ære, og
hans Tale 26. Decbr regnes for et Mesterstykke
af Veltalenhed. Han hørte derefter selvfølgelig
til de »mistænkte« Personer, blev ogsaa
fængslet Oktbr 1793, men frigivet efter Robespierre’s
Fald n. A. Efter Bourbonernes Tilbagekomst
1814 blev D. rigelig lønnet. Febr 1815 blev han
Formand for Kassationsretten og senere - han
fulgte Ludvig XVIII til Gent - Pair,
Skatmester for de kgl. Ordener og Greve (1817);
tillige Medlem af det franske Akademi (1816).
E. E.
Desfontaines [dæfå’tæn], Pierre François
Guyot, fr. Litterat (1685-1745), blev i 15
Aars Alderen optaget i Jesuiterordenen, som
han dog senere udtraadte af for at hellige sig
Litteraturen. P. Gr. a. Sædelighedsforseelser
blev han kastet i Fængsel, og kun Voltaire’s
formaaende Indflydelse skaffede ham igen paa
fri Fod. Hans litterære Virksomhed er ret
omfattende; han redigerede i nogle Aar Journal
des Savants (1724-27) og udgav sammen med
Fréran, Granet o. a. Le Nouvelliste du Parnasse
(1731 ff.), Observations sur les écrits modernes
(1735-43) og Jugements sur les ouvrages
nouveaux (1744-45); han har desuden skrevet
en Dictionnaire néologique (1726) og oversat
Swift og Vergil. Enkelte af hans skarpe
Kritikker skaffede ham Voltaire til Fjende og gav
Anledning til en litterær Fejde, der fra begge
Sider førtes med stor Heftighed; D.’s Indlæg i
Striden er Pamfletten Voltairomanie (1738).
Kr. N.
Desfontaines [dæfå’tæn], Réné Louiche,
fr. Botaniker, f. 1750 i Fremblay, d. 1833 i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
