Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Descamps, Jean Baptiste, fr. Maler og Kunstskribent, (1706-1791) - Descartes, René (Renatus Cartesius), fr. Filosof, Matematiker og Naturforsker, (1596-1650)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Genrestykker. Hans Navn er dog fortrinsvis
knyttet til nogle i sin Tid meget benyttede, men
af Kritikken stærkt medtagne litterære
Arbejder, særlig La vie des peintres flamands,
allemands et hollandais (4 Bd, 1753-63) og
Voyage pittoresque de la Flandre et du Brabant.
A. Hk.
Descartes [dæ’kart], Réné (Renatus
Cartesius), fr. Filosof, Matematiker og
Naturforsker, f. 31. Marts 1596 i La Haye i Touraine,
d. 11. Febr 1650 i Sthlm. D. var af adelig
Slægt; sin Opdragelse fik han paa
Jesuiterkollegiet La Flèche, som
han senere omtalte med Taknemlighed.
Som ung levede han først en Tid i Paris
deltagende i den adelige Ungdoms
Sysler, derefter trak han sig i
et Par Aar, optaget af Studier,
fuldkomment tilbage fra
Verdenen. 1617 gik han i fremmed
Krigstjeneste for at erhverve sig Menneskekundskab
og komme i Forbindelse med udenlandske
Lærde. Medens han 1619 laa i Vinterkvarter i
Bayern, fandt han i en stærkt oprevet Tilstand
Grundlaget for en vidunderlig Videnskab og
lovede derfor, troende Katolik som han var, at
foretage en Valfart til den hellige Jomfru i
Loreto. Det antages, at det var
Overbevisningen om, at den Fremgangsmaade, der finder
Anvendelse i Matematikken, den deduktive,
maatte danne Grundlaget for al sand Videnskab,
som brød igennem. Efter nogle Aars Forløb
forlod han Krigstjenesten, men fortsatte Rejselivet.
1629-49 opholdt han sig paa forsk. Steder i
Holland og søgte at leve saa uafhængig og saa
ubemærket som mulig efter sin Grundsætning:
bene vixit, qui bene latuit. Han udsendte 1637
paa fr. Essays philosophiques, bl. a.
indeholdende Discours de la méthode, der giver
Grundtrækkene af hans Filosofi, og Géométrie, som
omhandler den af ham udviklede analytiske
Geometri. 1641 udkom Meditationes de prima
philosophia. Som Manuskript havde fl. af Tidens
Teologer og Filosoffer, bl. a. Arnauld, Hobbes
og Gassendi faaet dette Arbejde til
Gennemlæsning; ved at deres Indvendinger og D.’s Svar
er trykt sammen med selve Arbejdet, faar hele
Bogen en interessant dialogisk Karakter.
Udførligst fremstillede han sin Filosofi i Principia
philosophiæ, der udkom 1644. Tilskyndet af
Prinsesse Elisabeth af Pfalz, med hvem han
stod i Brevveksling, skrev han Les passions de
l’âme, der udkom 1649. Paa Opfordring af
Dronning Kristina rejste han 1649 til Sthlm
for at undervise Dronningen i Filosofi. Aaret
efter sin Ankomst hertil døde han. Efter hans
Død er i Tidens Løb hans betydningsfulde
Brevveksling samt fl. mere ell. mindre
fuldendte Skr blevne udgivne, bl. disse er Regulæ
ad directionem ingenii, der antages at være
forfattet c. 1629, særlig vigtigt.
Kærlighed til Studium og Tænkning var det
vigtigste og smukkeste Træk i hans Karakter.
Den skarpe Sondren og den klare
Tilbageførelse til simple Synspunkter var hans Styrke
som Tænker. Hans Selvtillid synes at have
været meget stor, den betingede dels hans Brud
med Traditionen, dels hans Uvillie til at
vedgaa at have lært af Forgængere, dels endelig
hans stærke Tro paa de ret fantastiske
Hypoteser, han opstillede. Meget tidlig synes en
fuldstændig sikker og klar Viden at have været en
Aandsfornødenhed for ham. Han skildrer selv i
Discours, hvorledes hans Haab i denne
Henseende blev skuffet paa La Flèche, fordi de
overleverede Meninger, han der stiftede
Bekendtskab med, indbyrdes stred mod hinanden;
kun Matematikken syntes ham at have den
Sikkerhed og umiddelbart indlysende Karakter,
han forlangte. Den vaagnende Utilbøjelighed til
at bygge paa overleveret Lærdom voksede, da
han paa sine Rejser saa, hvor ofte Folks
Overbevisninger kun skyldes Sædvane og ikke
Indsigt. Han besluttede sig til helt at tvivle om
det, han hidtil havde lært af andre, og
selvstændig at undersøge alt kun stolende paa det,
der, fordi det var klart og tydeligt, stod for
ham som rigtigt. Tvivlen var altsaa et Brud
med al Tradition og var for D. en
Forudsætning for i fast Tro paa egen Tænkning at bygge
paa et Grundlag, der helt tilhørte ham selv.
Han vilde begynde med de simpleste Emner,
der umiddelbart, naar de opfattedes klart og
tydeligt, var forbundne med den sikre
Bevidsthed om deres Sandhed, og fra dem vilde han i
saa smaa Skridt, at hvert enkelt Skridt var
indlysende rigtigt, gaa over til de mere
sammensatte Emner, om hvilke han mente, at de
kun var en Kombination af de mere simple og
derfor kunde udledes af dem. De simpleste
Emner var ikke de enkelte anskuelige Erfaringer,
men de mest almene Emner, hvis Indhold er
mindst anskueligt, f. Eks. Begreber som
Aarsag og Lighed ell. Sætninger som, at det samme
ikke baade kan være og ikke være, at der ikke
kan være mere i Aarsagen end i Virkningen.
Erfaringen kan foranledige, at vi bliver os
disse Sætninger saavel som de simple Begreber
bevidst, dog skyldes de ikke Verdenen uden for
os, men udelukkende vor Tænkeevne. De er
medfødte, ikke i Bet. af altid at have været i
Bevidstheden, men i Bet. af, at Tænkningen er i
Stand til at frembringe dem. Denne
Fremgangsmaade, den deduktive, som D. antog for
anvendelig overalt og ansaa for den eneste
videnskabelige, havde han lært af Geometrien; men
han mente, at man i denne Videnskab, som
den hidtil var dyrket, endnu ikke var naaet
tilbage til det almene Grundlag, fordi man var
bundet til de enkelte anskuelige Figurer.
Algebraen, der fra Grækernes Tid havde støttet sig
paa Geometrien, søgte han at udvikle til en
almen Størrelseslære og forbedrede
Tegnsproget saaledes, at det omtr. fik den Karakter, det
 |
| R. Descartes. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
