Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- Demeter, Agerdyrkningens Gudinde hos Grækerne, svarende til Romernes Ceres
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
D
Demeter, Agerdyrkningens Gudinde hos
Grækerne, svarende til Romernes Ceres. Skønt
Navnet er rent græsk, er dets Bet. ikke fuldt
sikker; dets sidste Del indeholder Ordet
»Moder« (gr. μήτηρ); den første Stavelse opfattedes
i Oldtiden sædvanlig som enstydig med Ge ɔ:
»Jorden«. D. har fra umindelige Tider været
dyrket i hele den gr. Verden, især af
Landbefolkningen. Skønt hun, som naturligt er, kun
træder lidet frem i Iliaden og Odysseen, er
Digterne dog fortrolige med Forestillingen om
hende; hun er den Gudinde, der har givet
Menneskene Kornet og lader Sæden trives. Sin faste
Plads i det helleniske Gudesystem har D.
derimod først faaet ved den noget yngre religiøse
Digtning (Hymnerne, Hesiodos), der utvivlsomt
er paavirket af de Forestillinger, som havde
Hævd i Gudindens vigtigste Helligdom, Eleusis.
D. hører herefter til de olympiske Guder, er
Datter af Kronos og Rheia, Søster til Hera,
Hestia, Zeus, Hades, Poseidon og ved Zeus
Moder til Persefone, der i den ældste episke
Digtning endnu ikke var traadt i Datterforhold til
hende. Sagnet om Persefone’s Rov og D.’s Søgen
efter hende traadte de fleste Steder stærkt i
Forgrunden. I sin ældste Form, knyttet til
Eleusis, foreligger det i den gl. (saakaldte
homeriske) Hymne, hvor det fortælles saaledes:
da Persefone sammen med sine Legesøstre,
Okeanos’ Døtre, plukkede Blomster paa den
nysiske Slette (en Lokalitet, der ikke lader sig
nærmere bestemme), aabnede Jorden sig, Hades
steg frem deraf, greb Persefone og førte hende
med Zeus’ Billigelse, men uden D.’s Vidende
paa sin Vogn ned til de Dødes Rige, for at
hun skulde være hans Hustru. D. hørte hendes
sidste Raab om Hjælp; da hun ilede til, var
Datteren forsvundet. I 9 Dage gennemstrejfede
hun Verden med brændende Fakler i Hænderne
og søgte overalt forgæves sit Barn. Paa den
10de Dag gik hun efter Hekate’s Raad til Helios
(Solen), som hører og ser alt. Han aabenbarede
hende Persefone’s Skæbne og søgte at trøste
hende; men D. blev kun mere fortvivlet, da
hun fik Sandheden at vide, forlod i Vrede
Olymp og vandrede om paa Jorden i Skikkelse
af en gl Kone. I Eleusis blev hun gæstfrit
modtaget af Keleos og Metaneira (se Demofon);
der blev bygget et Tempel for hende, hvor hun
i Sorg og Vrede mod Guderne tog Bolig. D. lod
nu Misvækst hjemsøge Jorden, og hele
Menneskeslægten var ved at gaa til Grunde. Da
udsendte Zeus først Iris, senere alle Guderne for
at bevæge D. til at komme tilbage; men hun
vægrede sig derved, medmindre hun fik sin
Datter igen. Persefone blev derfor hentet op
fra Underverdenen, D. lod sig forsone med
Guderne og vendte tilbage til Olympen paa
det Vilkaar, at Persefone 2/3 af Aaret skulde
være hos hende og kun 1/3 hos Hades. I denne
Myte lagde allerede den senere Oldtid symbolsk
Bet.; Persefone opfattedes som Udtryk for
Sædekornet, der 1/3 af Aaret skjules i Jorden.
Mytens virkelige Oprindelse er dog næppe
fundet herved. Som det gaar med Saadanne Sagn,
var ogsaa dette knyttet til forsk. Steder, hvor
D. dyrkedes. Mest kendt er den siciliske
Tradition, der foreligger hos alexandrinske og rom.
Forfattere; herefter fandt Bortførelsen Sted ved
Enna midt paa Sicilien ell. i Egnen ved Ætna.
Med Fortællingen om Persefone’s Rov forbindes
i mange Kilder et andet eleusinsk Sagn: iflg.
dette overgav D. det første Sædekorn til
Triptolemos i Eleusis og sendte ham ud paa sin
 |
Fig. 1. Relief fra Eleusis (Demeter, Triptolemos,
Persefone). |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Wed Dec 20 19:51:08 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/6/0009.html
