Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Delfiner (Delphinidæ), den ene Hovedgruppe af Tandhvaler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Middelfart i Gamborg Fjord, i Issefjord ved
Bramsnæsvig, i Kolding Fjord ved Skjærbæk og ved
Karrebæk. I Middelfart fandtes et Marsvinlav,
hvis ældste Love (Skraa) skrev sig fra 1593;
den bedste Fangsttid var her om Vinteren fra
Mortensdag til Kyndelsmisse (2. Febr) under
Marsvinenes Træk mod N.; Dyrene dreves fra
den slesvigske Kyst ind i Gamborg Fjord og
endelig ind i en smal Vig mellem Svinø og
Fyn; her fangedes de mellem 2 Net og haledes
paa Land; Spækket kogtes til Tran, Indvoldene
og Affaldet brugtes fil Gødning, medens Kødet
spistes; det aarlige Udbytte var højst forsk.,
gerne omkr. 1500 Stkr aarlig, undertiden op til
3000. 8-12 Marsvin gav 1 Td. Tran. I
Issefjorden dreves Fangsten om Foraaret, i Marts
Maaned, ved Hjælp af store Bundgarn;
Udbyttet var omkring 800 Marsvin aarlig. -
Nærbeslægtet er den i jap. og kin. Farvande
hjemmehørende lille D., Neomeris melas, der
adskiller sig fra Marsvinet ved at mangle
Rygfinne og at være helt sort. Tænderne kun 18
-20 i hver Kæbeside.
Spækhuggeren (Orca gladiator) er den
største og kraftigste af D., oftest 5-6 m lang,
dog naar Hannerne en Længde op til 9-10 m.
Hovedet er kort, bredt, but kegleformet;
Tænderne er meget svære og kraftige,
kegleformede, blot lidt sammentrykte forfra bagtil
cg i Spidsen lidt bagudkrummede; 12-13 i hver
Kæbeside. Kroppen er af sædvanlig Tenform,
men kraftig og svært bygget, lidt sammentrykt
mod Halen; Lufferne brede og store, afrundede
i Spidsen. Rygfinnen, der sidder midt paa
Ryggen, er mægtig udviklet hos Hannen, varierende
i Form og Størrelse, 1,3-1,7 m høj; den er
smal og sværdformet, rettet lige i Vejret blot
med en seglformet Krumning bagud og synes
at vokse med Alderen; naar Dyret paa sin Fart
gennem Vandet nærmer sig Overfladen, ses
Finnen over Vandet, dirrende som en Sværdklinge;
derfor kaldes denne letkendelige D. bl. Søfolk
meget betegnende »Sværdfisk«. Oversiden af
Kroppen, Snude, Finner og Halen er sorte,
Undersiden og en langagtig Plet bag Øjet hvide
ell. elfenbensgule; fra Rygfinnens Bagside lidt
fremad ned mod Bugen findes paa hver
Kropside en uregelmæssig violet Plet. Spækhuggeren
er hyppig i hele det nordlige Atlanterhav; ikke
sjælden ses den i Nordsøen og helt ind i
Kattegat; for øvrigt er den truffet næsten overalt i
Verdenshavet lige fra Grønland til Tasmanien.
Spækhuggeren er en fortrinlig og behændig
Svømmer, der under Leg og Jagt springer højt
ep af Vandet; udrustet med sit stærke Tandsæt
og kraftige Bid skiller denne D. sig fra sine
Slægtninge ved sin Glubskhed, der gør den til
et af Havenes største og frygteligste Rovdyr,
der fornemmelig lever af varmblodige
Hvirveldyr, særlig Sæler, Marsvin og alle Slags andre
D., som den angriber og sønderflænger, førend
den nedsvælger dem; den æder dog ogsaa
Blæksprutter og alle Slags større og store Fisk;
hvor den viser sig, flygter alt; Sælerne søger
hurtigt mod Land, naar de ser den, og
Marsvin, Grindehvaler og Hvidfisk strander ofte paa
Landgrundene, naar de jages af den; man har
iagttaget 3-4 Spækhuggere jage en Flok store
D. - Hvidfisk - ind i en Bugt og bogstavelig
talt flense dem i Stumper og Stykker; ogsaa
Hvalrossen har man set den angribe; de
anfalder i Flok endogsaa de store, kæmpemæssige
Bardehvaler, som de tilføjer frygtelige
Lemlæstelser, idet de afbider Stykker af Læber og
Finner og flænger store Spækstykker ud af
deres Sider; det er saaledes ikke helt sjældent at
træffe saadanne forbidte Hvaler med Mærker
efter Spækhuggerens Angreb; som Eksempel
paa deres graadige Glubskhed kan anføres, at
den danske Hvalforsker Eschricht i en 5 m
lang Spækhuggers Mave fandt Rester af 13
Marsvin og 15 Sæler; Fiskere i deres Baade
angriber de derimod ikke.
Halvspækhuggeren (Pseudorca
crassidens) er nær beslægtet med den egl.
Spækhugger. Tænderne som dennes, blot helt trinde
ved Boden, 10 i hver Kæbeside. Hovedet stærkt
sammentrykt med meget but afrundet Snude;
Lufferne ret smaa, smalle og spidse; Rygfinnen
seglformet, ikke særlig stor. Farven helt sort,
Legemslængde 5-6 m. Denne D. var først kendt
ved R. Owens Fund af et Kranium i en Mose i
Lincolnshire; senere (1861-62) fandtes den
levende, idet den danske Zoolog Reinhardt gav
Meddelelse om fl. Smaaflokke, sete ved danske
Kyster; endnu senere er den ogsaa truffet ved
Tasmaniens Kyster og synes saaledes at have
en vid Udbredelse; den er kun sjælden
iagttaget, enten fordi den er faatallig, ell. mulig,
fordi den navnlig har hjemme ude i de aabne
Verdenshave.
Grindehvalen (Globiceps melas), Fig.
1, har kun Tænder i den forreste Del af hver
Kæbe; Tænderne, der er ret smaa, veksler i
Tal mellem 3 og 7 i hver Kæbeside; de er
kegleformede, spidse og lidt bagudkrummede,
med Alderen bliver de helt butte. En stor
fremstaaende Fedtpude foran Blæsehullet gør
Hovedet i høj Grad but afrundet, brat affaldende
ned mod det noget fremstaaende Læbeparti;
Overlæben rager en Del ud over Underlæben.
Rygfinnen, der sidder foran Midten af Kroppen,
er temmelig lav, bagtil indbuet. Lufferne
paafaldende lange, smalle og tilspidsede, indtil 1/4
af Kroplængden. Farven er glinsende sort, kun
hvid langs Midten af Bugsiden og paa et Parti
under Halsen. Legemslængden er i Reglen 3-5
m, men kan undertiden stige indtil 7 m.
Grindehvalen er, i Modsætning til Spækhuggeren, et
fredsommeligt Dyr, der aldrig angriber andre
større Havdyr, men hovedsagelig søger sin Føde
i Blæksprutter o. l.; dens Hjem synes særlig
at være den nordlige Del af Atlanterhavet, S. f.
Island helt over til Norges Kyster; ved
Grønland ses den kun nu og da, men viser sig
 |
| Fig. 1. Grindehval. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
