Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - de Laval, Karl Gustaf Patrik, sv. Ingeniør og Opfinder, (1845-1913) - de la Vallée, Jean, fr.-sv. Arkitekt (1620-96) - de Lavals Separator, se Centrifuge. - Delavaud, Louis Charles Marie, fr. Diplomat og Historiker, (1860- ) - Delavigne, - 1) Casimir, fr. Digter, (1793-1843)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ved Upsala Univ., hvor han 1872 tog
Doktorgraden. I de flg. Aar viste han sig som en
særdeles flittig Konstruktør og havde forsk.
Ingeniørpladser i sin Hjemegn Dalarne. 1877
flyttede han til Sthlm for at samle al sin Kraft til
Eksperimentet med at skabe en
Mælkeskummemaskine. Det er til Centrifugen, at hans Navn
især er knyttet; af »Alpha-Lavalseparatoren«
findes der c. 1 1/2 Mill. i Brug over hele Verden.
For Tilvirkning af denne stiftedes det mægtige
Aktieselskab »Separator« med Fabrik i Sthlm
og med Datterfabrikker rundt om paa Jorden,
d. L. syslede med fl. andre Konstruktioner paa
Mælkeindustriens Omraade (bl. a. en
Malkemaskine); endvidere opfandt han en
Dampturbine med indtil 30000 Omdrejninger i Min.,
ligesom han udvandt Metal ad elektrisk Vej,
fabrikerede Glødelamper og Buelamper o. s. v. 1888
-90 tilhørte d. L. andet Kammer, 1893-1902
første Kammer, men spillede kun ringe Rolle
som Rigsdagsmand.
A. M. D.
de la Vallée [dö-la-va’le], Jean, fr.-sv.
Arkitekt (1620-96), kom 17 Aar gl med sin Fader,
Arkitekt Simon D. (d. 1642) til Sverige. Sin
første Undervisning fik han sandsynligvis af sin
Fader, senere gjorde han Studierejser til
Frankrig og Italien. 1651 udnævntes han til
Rigsarkitekt og Overintendent og udfoldede en storartet
Virksomhed ogsaa for fl. Adelsmænd, især da
for Magnus Gabriel de la Gardie, hvis
Privatarkitekt han næsten kunde kaldes. Af hans Ny-
ell. Ombygninger maa nævnes Katarina og
Hedvig Eleonora Kirkerne, de Bonde’ske og
Wrangel’ske Paladser i Sthlm samt Slotte som
Karlberg og Drottningholm. Det blev ogsaa d. la
V., som fuldendte et af den sv. Hovedstads
fineste Bygningsværker, Riddarhuset. Han
repræsenterede den klassiske Senrenaissance. Der
tildeltes ham efterhaanden fl. Embeder, hvor hans
praktiske Sans kunde gøre sig gældende. Han
tumlede med adskillige Projekter, som sikkert
bidrog til, at han døde som en fattig Mand.
A. M. D.
de Laval’s Separator [də-la’vals-], se
Centrifuge.
Delavaud [döla’vo], Louis Charles
Marie, fr. Diplomat og Historiker, f. 2. Decbr
1860 i Rochefort sur Mer. Efter glimrende
Studier, hvorunder han tog Doktorgraden i
Retsvidenskab og Licentiatgraden i Filosofi, fik han
1884 Ansættelse i Udenrigsministeriet, var 1887
-92 Ambassadesekretær efterhaanden i Wien,
Konstantinopel og Berlin, derefter knyttet til
Udenrigsministeriet, hvor han 1902-05 var
Direktør for Ministerens Kabinet og Delcassé’s
højre Haand i dennes anden Ministerperiode
1898-1905, desuden ofte anvendt for særlige
Hverv og i politiske Kommissioner. D. traadte
tilbage med Delcassé (6. Juni 1905). Fra Novbr
1905 til Novbr 1910 var han Minister i Kria,
hvor han blev meget populær. Senere har han
som ministre en disponibilité arbejdet ved
Udenrigsministeriet i Paris, navnlig optaget af
Arkivstudier ang. Frankrigs Forbindelser med de
nordiske Lande i ældre Tid, hans
Specialomraade som Historiker. Bl. hans
herhenhørende Arbejder er: Les origines Norvégiennes
des archipels Ecosssais (1910), der giver en
fuldstændig Redegørelse for Orkn- og
Shetlands-Øernes norske Historie 872-1667, og France et
Danemarc (1914), der, delvis paa Grundlag af
nyt Kildemateriale, omhandler Kristian V’s
Besøg 1662 ved Ludvig XIV’s Hof. Desuden har
han skrevet om diplomatiske, statsretslige og
geogr. Emner.
K. V. H.
Delavigne [döla’vinj], 1) Casimir, fr.
Digter, f. 4. Apr. 1793 i Le Havre, d. 11. Decbr 1843
i Lyon. Allerede i sin Skoletid i Lycée Napoléon
i Paris, hvor han til Kammerater havde Scribe
og Salvandy, viste han digterisk Talent ved
forsk. Lejlighedsdityramber og et Lovdigt over
Vaccinens Opfindelse. Men sit egl. Ry vandt han
ved en Rk. patriotiske Elegier i Tyrtaios’ Stil,
Messéniennes, som begyndte at udkomme 1818
og i veltalende og behændige Vers udtrykte
Smerte og Had over de fremmede
Undertrykkere, »Barbarernes« Invasion. De tiltalte selv
Hoffet saa meget, at Ludvig XVIII gjorde den
unge Digter til Kancellibibliotekar. Men da de
flg. Messéniennes ved deres Besyngelse af
Grækernes Frihedskamp røbede liberale Tendenser,
mistede han 1822 denne Sinecure, hvorfor
Hertugen af Orléans gjorde ham til Bibliotekar ved
Palais Royal. 1819 var D. fremtraadt paa
Scenen med Les vêpres Siciliennes, en Tragedie
efter klassisk Mønster, der opnaaede en stor
Succes, mere af politiske end af kunstneriske
Grunde. Derefter fulgte Komedien Les
comédiens (1820), Le Paria (1821), Sørgespil med Kor,
over Emnet fra X. de Maistre’s Novelle Le
lépreux, samt Lystspillene L’école des vieillards
(1823), hans bedste Komedie, der skaffede ham
Sæde i Akademiet 1825, og La princesse
Aurélie (1828). Fra en Rejse til Italien af
Helbredshensyn hjembragte han dels ny Messéniennes,
dels forandrede dram. Principper. Tidligere
havde han nøje holdt sig den klassiske
Konvention efterrettelig; nu sporede han den ny
Smag i Luften og søgte at imødekomme
Nationens Trang til romantisk Sving og Teatereffekt.
Han søgte at finde et Kompromis mellem den
akademiske og den romantiske Skole. 1829
opførtes Marino Falieri, hvori et komisk og
tragisk Element er forenet, men som ellers kun
er en mat Efterklang af Byron’s kraftige
Drama. Under Julirevolutionen hævdede D. paa ny
sin liberale Popularitet ved at give Tidens
Stemninger Udtryk. Berømt er hans Sang La
Parisienne (peuple français! peuple des braves!), som
Auber satte i Musik. Ogsaa La Varsovienne i
Anledning af den polske Opstand var paa alles
Læber. 1832 opførtes hans mest berømte Drama
Louis XI, der ogsaa snart spilledes i Udlandet.
Konstrueret med stor Sans for virkningsfuld
Teknik, behændig og elegant, med et vist
poetisk Sving, dog uden egl. Inspiration ell. hist.
Fantasi og uden dybere Karaktertegning,
virker dette Drama særdeles livfuldt og
spændende. Ogsaa Les enfants d’Édouard (1833), der
for øvrigt kun er en stilfuld, elegant Udpensling
af en gribende Episode i Shakespeare’s Richard
III, og Lystspillet Don Juan d’Austrie (1835) gik
over til Udlandets Scener. Det kgl. Teater i
Kbhvn opførte saaledes, i Overs. ved Carl
Borgaard, »Ludvig den Ellevte« (1834), »Don Juan
af Østerrig« (1836) og »Edvards Sønner« (1841).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
