Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - David, Christian Georg Nathan, dansk Politiker og Nationaløkonom, (1793-1874)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
handlede om det danske Skattevæsen i 18. Aarh.
D.’s livlige Aand og store Belæsthed paa forsk.
Omraader førte ham i de flg. Aar ind paa en
meget spredt Forfattervirksomhed af
nationaløkonomisk, politisk, æstetisk og kritisk Art.
Hans Hovedfag var Nationaløkonomien, over
hvilken han holdt Forelæsninger ved Univ. Han
drev det dog i dette Fag i Reglen ikke videre
end til livlige og instruktive
Andenhaandsarbejder, som i Danmark indførte Resultaterne
af Léon Say’s og de samtidige fr. og eng.
Nationaløkonomers Undersøgelser. Kun i den
danske Finanshistorie har han ydet dyberegaaende
Studier. Efter 1830 at være blevet døbt
ansattes han s. A. som ekstraordinær Prof. i
Statsøkonomi ved Univ. 1834 slog han ved
Oprettelsen af Ugebladet »Fædrelandet« ind paa
oppositionel Politik. Skønt hans Anskuelser var
alt andet end yderliggaaende, maatte dog hans
uforbeholdne og rammende Kritik af de
offentlige Forhold og den Forkærlighed for en
konstitutionel Regeringsform, som hans Artikler
bar Vidne om, være den daværende Regering en
Torn i Øjet, og det varede ikke længe, før han
blev sat under Tiltale for Overtrædelse af
Trykkefrihedsanordningen. Processen mod D.
satte den offentlige Mening i stærk Bevægelse
og blev paa en vis Maade Udgangspunktet for
den egl. oppositionelle Bevægelse i Danmark.
Det, at nogen vovede offentlig at kritisere
Regeringens Politik, var endnu noget ganske nyt,
og der samlede sig en stærk Sympati om den
Mand, der havde stillet sig i Brechen. D.
frikendtes i begge Instanser, og saavel han som
hans Defensorer var i den Anledning Genstand
for livlige Ovationer fra Publikums Side.
Under Processen, som varede omtr. et Aar, havde
han været suspenderet fra sit Embede, og trods
Højesterets frifindende Dom afskedigedes han
fra det 1836. Han opholdt sig nu atter en Tid
i Udlandet og beskæftigede sig i de flg. Aar
med forskelligartet Forfattervirksomhed, delvis
i oppositionel Retning. 1840 valgtes han til
Borgerrepræsentant i Kbhvn og til en af Byens
Repræsentanter i Roskilde Stænder. D.’s Stjerne
som oppositionel Politiker skulde dog snart
blegne. Han fastholdt vel de Ideer, for hvilke
han oprindelig havde gjort sig til Talsmand,
men lidet demokratisk og nationalt anlagt som
han var, kunde han ikke billige de mere
vidtgaaende Fordringer, som under Christian VIII
paa forsk. Omraader rejstes fra Oppositionens
Side, og særlig ikke den ejderdanske Tendens,
som nu gjorde sig stærkt gældende. Den
liberale Imødekommen af Tidsaandens Krav, som
Christian VIII paa fl. Omraader viste, og
Kongens Bestræbelser for at knytte Oppositionens
mest maadeholdne Elementer, bl. a. Algr.
Ussing og D. selv til sig, bragte paa den anden
Side denne til at stille sig gunstigere over for
Regeringen end tidligere. Saaledes fremkom
der en stedse stærkere Spaltning mellem ham
og Oppositionens Ledere, og da han 1845 fik
Ridderkorset, udraabtes han i den
nationalliberale Presse alm. som Renegat. 1846
opnaaede han ikke Genvalg til Stænderne, og 1848
faldt han igennem ved Valget til den
grundlovgivende Rigsforsamling i Kbhvn’s 8. Kreds. Han
kom dog ind i Forsamlingen som Kongevalgt
og spillede en betydelig Rolle under dens
Forhandlinger. Udrustet med mere politisk,
nationaløkonomisk og hist. Viden end de
allerfleste baade af Samtidens og Eftertidens
danske Politikere, aandfuld og slagfærdig som faa,
var han ubetinget den betydeligste
parlamentariske Kraft inden for Rigsforsamlingens
konservative Gruppe. Han kæmpede saavel i
Grundlovsudvalget som i Salen kraftig mod den alm.
Valgret og for et virkeligt Tokammersystem,
og da han ikke kunde sætte sine Anskuelser
igennem, stemte han imod det endelige
Grundlovsforslags Vedtagelse. Decbr 1849 valgtes han
til Medlem af Folketinget for Kbhvn’s 5. Kreds,
trods de Nationalliberales ivrige Modstand.
Efter Valgperiodens Udløb udtraadte han af
Rigsdagen og ofrede sig nu i nogle Aar kun for
sine forsk. Embedshverv. Han var 1845 blevet
Fængselsdirektør, 1848 Overinspektør for
Fængselsvæsenet (se i øvrigt Fængselsvæsen).
1854 blev han Chef for det statistiske Bureau
og 1858 Nationalbankdirektør. 1854 var han dog
atter blevet kaldet til Deltagelse i det politiske
Liv som Medlem af Ørsted’s kongevalgte
Rigsraad, og 1855 valgtes han ind i
Oktoberforfatningens Rigsraad. Her optraadte han, som en
af Førerne for det konservative Helstatsparti,
skarpt imod de 11 Slesvigholsteneres Angreb
paa Fællesforfatningen og mindede dem, med
en af de skarpt turnerede Vendinger, i hvilke
han havde sin Styrke, om, at der ved Siden af
den »historiske Ret«, de altid paaberaabte sig,
var en »Historiens Ret«, som ogsaa maatte
respekteres, og denne var nu, efter Oprøret og
Treaarskrigen, paa Danmarks Side. Den mere
afgjorte Slaaen ind paa den ejderdanske
Politik, som betegnedes ved Patentet af 6. Novbr
1858, var D. i høj Grad imod, og han og den
konservative Helstatsgruppe, som hvis
Ordfører han optraadte, søgte i
Rigsraadssamlingen 1859 at krydse Ministeriet Hall’s Politik ved,
i Forbindelse med Bondevennerne, at afholde
sig fra at stemme i fl. af de omstridte Sager
og saaledes gøre Rigsraadet
ubeslutningsdygtigt. Ogsaa af Novemberforfatningen var D. en
ivrig Modstander. D. stod Kong Christian IX
personlig nær, og Kongen raadførte sig i sin
Regerings første Maaneder med ham under de
forsk. kritiske Situationer, paa hvilke denne
Periode var saa rig. Efter Ministeriet
Monrad’s Fald Juli 1864 indtraadte D. som
Finansminister i det konservative Ministerium Bluhme.
I dette Kabinet, hvis Spidser var Mænd som
var svækkede af Alder og Sygdom, var D., trods
sine 71 Aar, den bærende Kraft. Aldrig under
hele hans politiske Løbebane har hans
fremragende parlamentariske Dygtighed gjort sig
gældende paa en mere afgørende Maade end
her. Han var den, som fra Regeringens Side
væsentlig førte Ordet i Forfatningssagen, og
han kæmpede med megen Energi for 2-aarige
Rigsdage, Udvidelse af Regeringens og
Landstingets Myndighed og fremfor alt for et
Landsting, valgt efter en endnu højere
Valgretscensus end Novemberforfatningens, et
konservativt sammensat Landsting og mod, hvad han
kaldte »den kofteklædte Absolutisme«. 6. Novbr
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
