Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Historie. 4) 1814 - 1894
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Toldreformen af 1863, hvorved man gjorde et
betydeligt Skridt til at lette Omsætningens
Frihed. Forholdet mellem Konge og Folk havde
under Frederik VII i det hele været godt. Et
Skaar deri gjorde kun den Ørsted’ske Periode
og - for de Nationalliberales Vedk. - Uvillien
imod den politiske Indflydelse, Kongens tredie
Hustru, Grevinde Danner, og den
Kongeparret nærstaaende Hofembedsmand Kammerherre
Berling til Tider øvede. De nationalliberale
Ministres Forsøg paa at faa Berling fjernet
havde Decbr 1859 medført en kortvarig
Afbrydelse i det Hall’ske Regimente, idet Kongen
udnævnte et nyt Ministerium - det
Rotwitt’ske -, som stod Bondevennerne nær, men
heftig bekæmpedes af de Nationalliberale.
Allerede Febr 1860 døde imidlertid Rotwitt, og
dette medførte Ministeriets Afgang og Hall’s
Genindtræden.
Prins Christian var nu iflg. Tronfølgeloven af
1853 nærmeste Arving, og han besteg under
Navn af Christian IX Tronen 45 Aar gl.
Den ny Fællesforfatningslov var ikke
underskrevet, og Kongen tøvede med at gøre det, da
Preussen stærkt protesterede derimod og det
kunde forudses, at Forfatningens Ikrafttræden
vilde volde store Vanskeligheder over for
Udlandet. Over for Hall’s bestemte Raad og den
stærkt bevægede Folkestemning mente Kongen
dog at maatte bøje sig og underskrev 18. Novbr
Forfatningsloven. Frederik VII’s Død
forværrede i øvrigt D.’s Stilling i høj Grad; thi hans
Ret til det samlede danske Monarki havde
ingen bestridt, medens D.’s Fjender nu forsøgte
at anfægte London-Traktaten, paa hvilken
Christian IX’s Ret hvilede. Trods sin 1852
indgaaede Forpligtelse afstod Hertugen af
Augustenborg nu sine »Rettigheder« til sin Søn,
Prins Frederik, som straks lod sig udraabe
til slesvigholstensk Hertug under Navnet
Frederik VIII og vandt Tilslutning hos
Oprørspartiet i Hertugdømmerne. Forbundsdagen, som
aldrig havde anerkendt London-Traktaten, og
hvis Flertal nærmest sympatiserede med
Prætendenten, holdt Spørgsmaalet aabent, og
Bismarck, som i Efteraaret 1862 var blevet
preussisk Ministerpræsident og vilde benytte sig af
Situationen til at fremkalde en Krig med D.,
der kunde give den preuss. Regering Styrke i
dens Kamp med Deputeretkamret, vise den ny
Hærorganisations Fortrin og bane Vejen for
Preussens Erhvervelse af Hertugdømmerne,
indtog en tvetydig Stilling til
London-Traktaten, som Preussen dog selv var
Medunderskriver af, og vilde gøre dens Gyldighed
afhængig af, at D. opfyldte sine Forpligtelser
efter »Aftalerne af 1851-52«. I Decbr øvedes
der af særlige Afsendinge fra Rusland, England
og Frankrig en Pression paa den danske
Regering for at bevirke Novemberforfatningens
Tilbagetagelse. Hall vægrede sig derved; men
Kongen var stemt derfor, og dette førte til
Ministeriet Hall’s Afgang 24. Decbr. Da ingen af
de ledende Helstatspolitikere var villig til at
paatage sig den Opgave at danne et nyt
Ministerium, traadte Monrad, som havde været
Medlem af det Hall’ske Kabinet, til og dannede
31. Decbr en Regering bestaaende af lutter
mindre fremtrædende Politikere. Den ny Regerings
foreløbige Program var at bevirke den ved
Nytaar 1864 ikrafttraadte Novemberforfatnings
Tilbagetagelse paa forfatningsmæssig Maade.
Imidlertid var Forbundseksekutionen i Holsten
blevet iværksat af sachsiske og hannoveranske
Tropper; de danske Tropper veg uden Kamp
tilbage for dem, idet det var blevet besluttet, at
Kampen først skulde optages, hvis man vilde
angribe Slesvig. Forbundstroppernes Indmarch
gav overalt Signalet til, at Prætendenten
proklameredes som Hertug, og han opslog nu selv
sin Residens i Kiel under
Forbundskommissærernes Beskyttelse. Forbundseksekutionen
havde saaledes fuldstændig skiftet Karakter, og
Bismarck benyttede Østerrigs Ængstelse over
de revolutionære Optrin i Holsten og over
Mellem- og Smaastaternes Begunstigelse af disse
til at drage det med i en Aktion mod D., der
skulde gaa ud paa, at man tog Slesvig i Pant
for Novemberforfatningens Tilbagetagelse og
Opfyldelsen af Aftalerne fra 1851-52, men i
øvrigt foreløbig anerkendte London-Traktaten og
det danske Monarkis Integritet. Derved skulde
saa Faren for yderligere revolutionære
Overgreb fra de mindre tyske Staters og
Slesvigholstenernes Side afværges. De to Stormagters
Forslag i denne Retning til Forbundsdagen
forkastedes; men uanset dette og trods en heftig
Modstand fra det preuss. Deputeretkammers
Side gennemførte Stormagterne deres Forsæt.
Bismarck forstod ogsaa med megen Snildhed at
hindre, at der tilstodes den danske Regering en
tilstrækkelig Frist til at faa Forfatningen taget
tilbage paa lovlig Maade. Tillige havde den
europ. Situation, delvis ved Bismarck’s
Virksomhed, ændret sig i høj Grad til D.’s Ugunst.
Rusland var knyttet nær til Preussen p. Gr. a.
dettes Optræden til Gunst for det under den
polske Opstand, og Napoleon III, som var stødt
over Englands Afvisning af hans Forslag om en
Fællesaktion mod Rusland i den polske Sag og
om en Kongres til Ordning af de europ.
Stridsspørgsmaal, nærmede sig ligeledes til Preussen
og sagde nej til Englands Forslag om en fælles
væbnet Optræden mod de tyske Stormagter til
Gunst for D. Sverige-Norge havde allerede
tidligere benyttet Novemberforfatningen og
Angrebene paa London-Traktaten som Anledning
til helt at træde tilbage fra Allianceforslaget.
Der var saaledes ingen alvorlig Hindring til
Stede for, at de to tyske Stormagter, efter at
deres Fordring til den danske Regering om, at
den inden to Døgns Forløb skulde tage
Novemberforfatningen tilbage, var blevet afslaaet,
skred til Angreb. 1. Febr 1864 overskredes
Ejderen, og nu fulgte det for D. saa ulykkelige
Felttog, som efter Dybbøls Erobring afbrødes
ved Vaabenstilstanden af 9. Maj. Allerede
forinden var efter Englands Indbydelse de
Magter, som havde underskrevet
London-Traktaten, og det tyske Forbund, repræsenteret af
den sachsiske Førsteminister Grev Beust,
traadte sammen til en Konference i London,
som skulde forsøge at tilvejebringe en Løsning
af den dansk-tyske Strid. Konferencen varede
fra 20. Apr. til 25. Juni og endte uden Resultat.
Tanken om en Personalunion afvistes af D.,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
