Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Historie. 4) 1814 - 1894
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
naturlig Sympati med den. Dette i Forbindelse
med hans ringe Lyst til at paatage sig en
Enevoldskonges tunge Ansvar og Arbejdsbyrde
gjorde ham paa Forhaand ret velvillig stemt
mod Tanken om en konstitutionel Forfatning.
- Han beholdt foreløbig de gamle Ministre
og supplerede Statsraadet efter sin Faders
Ønske med Carl Moltke, efter sit eget Valg
med sin Ungdomsven Bardenfleth.
Grundtrækkene af det Forfatningsudkast, der havde
været under Udarbejdelse i Christian VIII’s
sidste Dage, accepteredes faa Dage efter
Tronskiftet af Geheimestatsraadet, og ved
Kundgørelsen af 28. Jan. 1848 tilsagdes der Folket en
konstitutionel Fællesforfatning for det hele
Monarki, saaledes at dettes Fællesrepræsentation
skulde bestaa af lige mange Medlemmer for
Kongeriget og Hertugdømmerne og samles
afvekslende i de nævnte to Hoveddele af
Monarkiet. Det liberale Parti, som straks efter
Tronskiftet paa forsk. Maade havde fremsat sine
Krav om en konstitutionel Forfatning for
Kongeriget og Slesvig, følte sig stærkt skuffet af
Kundgørelsen og fandt navnlig i Bestemmelsen om,
at Kongerigets 1300000 og Hertugdømmernes
800000 Indb. skulde have lige stor
Repræsentation, en Krænkelse af den danske Befolknings
naturlige Ret. Bevægelsen i Kongeriget samlede
sig mere og mere i Kravet om en konstitutionel
Forfatning for D. til Ejderen. Ogsaa i
Hertugdømmerne var man misfornøjet; thi
Slesvigholstenerne vilde overhovedet intet vide af en
Fællesforfatning mellem Hertugdømmerne og
Kongeriget. Februarrevolutionen drev Stemningen
yderligere i Vejret og vakte hos
Slesvigholstenerne Tro paa, at man snart og, om fornødent,
ved Magt kunde realisere sine Fremtidsplaner.
Navnlig i Holsten opløstes den lovlige Orden
mere og mere. Ved Kasinomødet i Kbhvn 11.
Marts proklamerede de liberale Førere under
stormende Tilslutning Ejderstatstanken, og 18.
Marts samledes i Rendsborg 70 Medlemmer af
begge Hertugdømmernes Stænderforsamlinger
og vedtog at sende en Deputation til Kbhvn
med forsk. Forlangender til Kongen, deriblandt
om øjeblikkelig Indkaldelse af de to
Stænderforsamlinger til en forenet Samling og
Forelæggelse af et Udkast om en slesvigholstensk
Forfatning, samt om Slesvigs Indlemmelse i det
tyske Forbund. Da Efterretningen herom kom
til Kbhvn, vedtog Hovedstadens
Borgerrepræsentation straks 20. Marts en Adresse til
Kongen med Forlangende om et Minister- og
Systemskifte. Adressen, som var affattet af O.
Lehmann, endte med Ordene: »Vi anraabe
Deres Majestæt om ikke at drive Nationen til
Fortvivlelsens Selvhjælp«. Samme Aften havde
de liberale Førere indvarslet til Møde i
Casino, hvor en Adresse i lgn. Retning vedtoges.
Man enedes tillige om at ledsage
Borgerrepræsentationen, til hvilken nu ogsaa Magistraten
havde sluttet sig, til Slottet den næste Dag, for
at overbringe Kongen Adressen. Det var det
berømte Folketog til Christiansborg 21. Marts;
10000 Mennesker deltog deri under stærk og
løftet Stemning, men uden at Ordenen noget
Øjeblik forstyrredes. Da Hvidt som
Borgerrepræsentationens Formand og Ordfører traadte
frem for Kongen, var dennes Beslutning
allerede fattet. Bardenfleth og andre havde i
de sidste Uger paavirket ham i ejderdansk
Retning, og han indsaa nu Nødvendigheden af et
Systemskifte. Umiddelbart før Toget til Slottet
havde han kundgjort dette for
Geheimestatsraadets Medlemmer, og disse havde alle, med
Undtagelse af Bardenfleth, indgivet deres
Demission. Dette kundgjorde Kongen nu for Hvidt og
denne igen for den foran Slottet forsamlede
Mængde. Kongens Optræden og hans Erklæring
om at ville være sit Folk »en tro Leder til Ære
og Frihed« vakte i Hovedstaden og hele Landet
en Begejstring for ham, som, trods talrige
Skuffelser, holdt sig i Folkets brede Lag hans hele
Regeringstid igennem. Det flg. Døgn var
optaget af Bestræbelserne for at danne et
Ministerium. Bardenfleth’s Forsøg og flere andre
Kombinationer, der gik ud paa at danne
et Kabinet, væsentlig sammensat af
Regeringsmændene af den ældre Skole, med Iblanding af
enkelte liberale Elementer, bristede, og først om
Form. den 22., umiddelbart før den
slesvigholstenske Deputations Ankomst, lykkedes det den
tidligere Finansminister, Grev A. V. Moltke,
at danne en Regering, i hvilken, foruden
enkelte Repræsentanter for den ældre
Administration, Oppositionsførerne Monrad,
Tscherning, Hvidt og O. Lehmann fik Sæde,
Deputationen fik nu det Svar - i hvilket tillige
Martsministeriets Program var udtrykt -, at
Kongen nægtede at indlemme Slesvig i det tyske
Forbund, men derimod, samtidig med at give
det udstrakt provinsiel Selvstændighed med
egen Landdag, vilde »styrke dets uopløselige
Forbindelse med Danmark ved en fælles, fri
Forfatning«. Hvad Holsten angik, skulde det
have en særlig, fri Forfatning som »selvstændig,
tysk Forbundsstat«.
Imidlertid var det aabne Oprør udbrudt i
Holsten 23. Marts. Lederne for den
slesvigholstenske Bevægelse var, p. Gr. a. Efterretningen om
Folkebevægelsen i Kbhvn og Ministeriets Fald,
samlede i Kiel, og efter nogen Strid mellem den
af Prinsen af Noer og Grev
Reventlow-Preetz repræsenterede, aristokratiske
Fraktion, og den demokratiske, hvis Leder den
fraværende Olshausen var, enedes man ved
den liberale Centrumsmand Beseler’s
Mægling om en fælles Optræden. Der dannedes en
provisorisk Regering, i hvilken de nævnte Mænd
fik Sæde, og i en Proklamation erklæredes det
som Regeringens Opgave »i den ufri Hertugs«
Navn at overtage Landets Styrelse og sikre
Slesvigholstens Rettigheder. Dagen efter
overrumplede Prinsen af Noer Rendsborg og fik en
Del af Hærens Officerer og Menige til at træde
i Oprørets Tjeneste. Den ny Krigsminister,
Tscherning, fik med megen Energi i Hast
en Troppestyrke udrustet; som 9. Apr. slog
Oprørerne ved Bov og Flensborg. Hertugen af
Augustenborg var imidlertid rejst til
Berlin for at vinde Kong Frederik Vilhelm IV for
Oprørets Sag. Den preuss. Konge følte det som
en Nødvendighed at genoprette sin ved
Martsrevolutionen i Berlin dybt sunkne Autoritet og
forsone Hæren ved at stille sig i Spidsen for
den i Tyskland saa populære slesvigholstenske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
