Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Historie. 4) 1814 - 1894
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Allerede Løftet om Stænderinstitutionen
havde fremkaldt et vist politisk Liv i Kongeriget.
Den ny Institution drøftedes i Flyveskrifter, der
holdtes aarlige »28. Maj-Fester«, ved hvilke de
liberale Ordførere udtalte sig om offentlige
Anliggender; fl. af de bestaaende Blade, der hidtil
havde holdt sig fjernt fra indre Politik,
begyndte nu at beskæftige sig med denne, og ny
Organer af helt ell. delvis politisk Karakter
oprettedes, saaledes J. F. Schouw’s »Dansk Ugeskrift«
og 1834 David’s og J. Hage’s »Fædrelandet«.
Regeringen saa med alt andet end Velvillie paa den
politiske Dagspresse, og den bestaaende
Pressetvang hævdedes skarpere, ja udstraktes endog
videre end før. 1834 anlagdes der Sag mod Prof.
C. N. David for en Artikel i »Fædrelandet«;
han frikendtes saavel ved Hof- og Stadsretten
som ved Højesteret, men afskedigedes derefter
fra sit Embede. Denne Sag i Forbindelse med
de truende Indskrænkninger i Pressefriheden
vakte et hidtil ukendt Røre i Landets
intelligente Kredse. En Adresse mod yderligere
Pressetvang blev indgivet til Kongen og besvaret
med den kendte Udtalelse, hvorefter »ingen
uden vi alene« var i Stand til at bedømme, hvad
der var til Folkets og Statens sande Gavn. I
Forbindelse hermed stod ogsaa Stiftelsen af
»Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug«, der
naaede op til et Medlemstal af c. 5000, og dels
ved sine Møder, dels ved Udgivelsen af »Dansk
Ugeblad« blev et Organ for den frisindede
offentlige Mening. Det var ogsaa ved
Trykkefrihedsselskabets Generalforsamling 1836, at den
unge Orla Lehmann ved sit Forslag om at
udvide Selskabets Virksomhed til det danske
Slesvig slog til Lyd for den slesvigske Sag som
dansk Nationalanliggende, noget, der straks i de
flg. Aar fandt stærk Genklang over hele
Landet. Ogsaa Skandinavismen vaagnede i 1830’erne
til Liv gennem Studenter- og
Naturforskermøderne.
3. Decbr 1839 døde Kong Frederik VI,
næsten 72 Aar gl. Hans Svagheder som Regent
- Mangel paa politisk Klarsyn, Smaalighed og
Fordomsfuldhed - var i de ugunstige Tider
efter hans Tronbestigelse traadte meget stærkt
frem. Men ved Siden deraf kendte Hvermand
hans gode Sider som Menneske og Konge. Han
var utrættelig arbejdsom, fuld af redelig Villie
til at sætte sig ind i alt og afgøre alt til
Landets og Folkets Tarv, ivrig for, at enhver
skulde have sin Ret, og villig til at erkende det,
naar han selv havde fejlet. Hans Folk, navnlig
dets lavere Lag, saa gennemgaaende op til ham
som den gode og retfærdige Landsfader, for
hvis Myndighed man bøjede sig villig og
ubetinget; men den endnu forholdsvis snævre Kreds
af politisk Liberale betragtede ham, med al
Anerkendelse af hans gode personlige
Egenskaber, som en ubetinget Hindring for enhver
frisindet Udvikling og hilste derfor Tronskiftet
med Glæde. Kong Christian VIII
(1839-48) var ved sin Tronbestigelse 53 Aar gl. Siden
de Begivenheder i Norge, til hvilke hans Navn
var knyttet, var der nu hengaaet næsten en
Menneskealder, og han var i dette Tidsrum
kommet saare langt bort fra de Ideer, der
havde faaet Udtryk gennem den norske Forfatning.
For den liberale offentlige Mening i D. stod han
imidlertid endnu bestandig som denne
Forfatnings Giver, og man ventede sig nu en
Optræden af ham, som stod i Samklang med hans
korte Regentvirksomhed i Norge. I det aabne
Brev, han udstedte ved sin Tronbestigelse,
lovede han imidlertid kun »Forbedringer i
Forvaltningen«, men ingen Forfatningsreform. Saa
rejste der sig den kendte Adressestorm fra det
liberale Partis Side; Kbhvn’s
Borgerrepræsentanter, Studenterne, Kommunalbestyrelser og
Borgere i adskillige Købstæder mindede Kongen
om hans politiske Fortid og bad ham give
Landet en fri Forfatning. Disse Forlangender blev
imidlertid bestemt tilbageviste, først i mildere,
senere i strengere Former. Den
forhaabningsfulde Stemning over for Kongen slog nu over i
sin Modsætning. Christian VIII var en fint
dannet og intellektuelt højt udviklet Mand, han
besad vidtstrakte Kundskaber saavel i forsk.
Videnskabsfag som paa Statslivets Omraade, og
han havde en sjælden nobel og smuk
Personlighed, en elskværdig og vindende Optræden.
Alligevel var han, i alt Fald i sine første
Regeringsaar, afgjort upopulær i de toneangivende
politiske Kredse. Man tilgav ikke ham den
Fastholden ved Enevælden, som man havde fundet
saa naturlig hos Frederik VI, og medens man
havde bøjet sig for dennes umiddelbare Tro paa
den absolutte Kongemagts Ret, hørte man med
en Blanding af Skepsis og Irritation paa
Christian VIII’s fint varierede
Ræsonnementsforsvar for det bestaaende. At Misfornøjelsen med
Kongen og hans Regering i øvrigt ikke gik
synderlig dybt i Befolkningen, viste sig ved den
varme Modtagelse, Kongen overalt fik paa sin
Rundrejse i Landet 1840.
Christian VIII beholdt sin Forgængers
Ministerium, og Stemann var, ligesom i Frederik
VI’s sidste Tid, Regeringens første Mand. 1842
foregik dog nogle Personforandringer, og den
noget liberalere A. S. Ørsted indtraadte i
Geheimestatsraadet. Senere knyttedes de to
Oppositionsmænd fra Stændernes første Tid,
Algreen-Ussing og P. G. Bang, til den
overordnede Administration. Christian VIII
søgte at imødekomme adskillige af de
Reformønsker, som var oppe i Tiden. Den kommunale
Selvstyrelse udvidedes ret betydelig ved
Kommunallovene for Kbhvn og Landdistrikterne;
der indførtes Besparelser i Statshusholdningen
og større Offentlighed i Finansvæsenet, og
Statsgælden nedbragtes ikke uvæsentlig; ved forsk.
Love om Vejbyrdens Fordeling, om Ophævelsen
af ugifte Bønderkarles Forpligtelse til at tage
Tjeneste, etc., søgtes de endnu bestaaende
Uligheder mellem Bondestanden og de øvrige
Samfundsklasser udjævnede. Regeringen indbragte
ogsaa et Lovudkast om alm. Værnepligt, som
dog af Stænderne ikke fandtes tilfredsstillende.
Paa det politiske Omraade holdtes der derimod
strengt igen mod Reformønskerne; Stændernes
Andragender om Trykkefrihedens Udvidelse
blev der i det væsentlige intet Hensyn taget til,
og den eneste Forfatningsreform, Regeringen
viste sig villig til at gaa ind paa, var
Indførelsen af fælles Stænderkomiteer for alle 4
Forsamlinger, en Reform, som Østifternes Stænder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
