Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Historie. 2) 1241 - 1660
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mod den gennemgribende Foranstaltning, der
toges paa Rigsdagen i Kbhvn. Her bestemtes det
nemlig, at Norge ikke mere skulde »hedde et
kgl. Rige for sig, men en Del af Danmarks
Krone til evig Tid« ligesom Sjælland ell. Skaane.
Det var en Indrømmelse, Kongen paa dette ene
Punkt gjorde den danske Adel, der nu ganske
havde fortrængt den norske; men uagtet dansk
Sprog og Ret mere og mere vandt Indpas i
Norge, blev Landet dog ikke en blot og bar
Prov. af D. Det styredes af en særlig Statholder
og beholdt sin egen Kansler og egne Herredage,
en Slags Højesteret, hvor der tillige
forhandledes om Landets Forhold i Alm., indtil endelig
Enevælden hævede det til en med D., i det
mindste formelt, ligeberettiget Stilling. For
øvrigt vandt Kongemagten paa alle Punkter frem.
Undersaatternes Ret til at gøre Oprør, hvis
Kongen brød sin Haandfæstning, der havde
været gældende siden Kong Hans’ Dage, forsvandt
nu, og Riget forvandledes halvt om halvt til et
Arverige, ved at Rigsraadet lovede at vælge
Kongens Søn Hertug Frederik til Tronfølger.
Selve Raadets Magt ligesom dets Størrelse
indskrænkedes betydelig, bl. a. ved at de
evangeliske Superintendenter, der havde afløst de
gl. Bisper, ikke fik Sæde deri, og det nærmede
sig til at blive en raadgivende Forsamling. I
social Henseende blev Adelens Magt derimod
urokket, der ændredes intet i dens Stilling over
for Bønderne, og den beholdt Eneretten til
Lenene. Kongen støttede sig i Beg. paa
Hertugdømmerne, som kun ved et Forsvarsforbund,
den saakaldte Union, var knyttet til D., og
anvendte hovedsagelig holstenske Adelsmænd i
den højere Statstjeneste og som Lensmænd paa
de vigtigste Slotte, hvad der vakte megen
Misstemning; fra Beg. af 1540’erne erstattedes de
Fremmede derfor ogsaa af Indfødte;
Lensvæsenet reformeredes ganske i monarkisk Aand;
Adskillelsen mellem Kongens og Adelens Del af
Lenene forsvandt, Købstæderne udsondredes
fra Lenene og lagdes direkte under Kronen, og
Regnskabslenenes Antal steg fra 43 Herreder
1533 til 123 ved Kongens Død.
Regnskabsfogederne sattes paa fast Løn, der førtes nøje Tilsyn
med deres Styrelse, og Bønderne behandledes
godt. Frederik II fuldendte, hvad Faderen
havde paabegyndt. Der indførtes større
Centralisation, idet mange smaa Len lagdes til
Hovedlenene, som afrundedes ved talrige Mageskifter
med Adelen, hvorved det rigtignok ofte gik ud
over Bønderne, idet den adelige Godsejer nu fik
Herligheden over disse. De pantsatte Len kom
atter tilbage til Kronen, og dennes aarlige
Overskud steg betydelig, ved at Hovedvægten nu
lagdes paa Afgiftslenene, der gav sikrere
Indtægter.
Efter Reformationens Indførelse ophørte D.
med udelukkende at være en nordisk Magt, dets
Politik drejes delvis mod S., og da Kejser Karl
V understøttede Pfalzgrev Frederik, der havde
ægtet Christian II’s Datter og ikke vilde lade
sine formentlige Krav paa Riget fare, laa det
nær for Christian III at søge Bistand hos sine
Trosfæller i Tyskland. Ligeledes sluttedes der
Forbund med Frants I af Frankrig, og da
denne 1542 atter aabnede Kampen mod Kejseren,
deltog D. i Krigen, der for dets Vedk. endte
med Freden i Speier 1544, hvor Karl V i det
væsentlige opgav Pfalzgrevens Sag. Derimod
vidste Christian III at holde Landet uden for
den schmalkaldiske Krig.
Kongen havde i Beg. været Enehertug i
Slesvig og Holsten; men 1544 delte han Landene
med sine Brødre, saaledes at Delingen dog egl.
kun omfattede Indtægterne af Lenene, medens
Ridderskabet og Stæderne laa under
Hertugernes Fællesregering, og den politiske
Enhed opretholdtes ved fælles Landdage. Selv
beholdt han Mellemslesvig med Flensborg, medens
Hans den Ældre fik Haderslev med
Nordslesvig, der efter hans Død (1580) deltes mellem
Kongen og Hertug Adolf, hvis Part var
Gottorp med Sydslesvig. Under Frederik II kom en
fjerde Fyrste til, nemlig hans Broder Hans den
Yngre, det lyksborgske og augustenborgske Hus’
Stamfader, der fik en Del spredte Besiddelser,
men ikke opnaaede at blive hyldet af
Stænderne som regerende Hertug. For øvrigt gav de
slesvigske Lensforhold Anledning til en Række
Forviklinger, der først udjævnedes ved Forliget
i Odense (1579), hvorved Hertugernes
Lensforhold ordnedes.
Christian III efterfulgtes af sin Søn
Frederik II (1559-88), der aabnede sin Regering
med en Krig mod Ditmarsken. Felttoget, der
førtes af Kongen og hans to Onkler i
Fællesskab, lededes af Johan Rantzau og endte med
Erobringen af Landet, som deltes mellem de tre
Herrer. Forholdet til Sverige havde i den
foregaaende Tid ikke været det bedste, og om der
end 1541 sluttedes et Forsvarsforbund mellem
Kongerne, skortede det dog ikke paa
Stridspunkter mellem de to jævnbyrdige Riger. D.
kunde ikke opgive Tanken om Suprematiet i
Norden, hvad der gav sig Udtryk i, at Christian
III optog Sveriges 3 Kroner i sit Vaaben, og de
to Landes Interesser tørnede sammen i
Østersølandene, hvor de begge søgte at drage Fordel
af Ordensstatens Opløsning. Frederik
erhvervede Øsel og forsk. Besiddelser paa
Fastlandet, og da den sv. Konge Erik XIV lagde den
danske Handel Hindringer i Vejen og
krænkede D.’s Fordring paa Højhedsretten over
Østersøen, udbrød den nordiske
Syvaarskrig 1563. Den førtes med vekslende Held,
men dog saaledes, at D. gennemgaaende var
overlegen til Lands, hvor Daniel Rantzau 1565
sejrede ved Svarterå (Axtorna), medens den sv.
Flaade efter Herluf Trolle’s Død (1565)
beherskede Havet. Dog opnaaede D. ved Freden i
Stettin 1570, hvor Kalmarunionen formelt
ophævedes, enkelte Fordele og stod som
Sejrherre. Det hævdede i den flg. Tid ubestridt sin
Højhedsret over Østersøen, en Teori, der havde
udviklet sig i de sidste Menneskealdre, og som
skulde faa skæbnesvangre Følger, da Kongerne
af den Grund ofte efter eget Tykke forhøjede
Øresundstolden, hvorved de bragtes i Strid med
de søfarende Magter. Som et Symbol paa denne
sin Ret opførte Frederik II Kronborg, Sundets
stolte Vogter. Finanserne, der under Krigen
havde været i en sørgelig Tilstand, bragtes
atter paa Fode af den dygtige Peder Oxe;
Handelen, for hvilken Kongen nærede megen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
