Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Historie. 2) 1241 - 1660
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Gennem hele 13. og en Del af 14. Aarh. varede
Kampen mellem de to Linier af Kongehuset; den
førtes med vekslende Held, men Resultatet blev
dog, at Hertugerne, der fandt Støtte hos deres
Frænder, de holstenske Grever, opnaaede en
næsten uafhængig Stilling, og at Sønderjylland
mere og mere løsnedes fra Moderlandet.
Indadtil tørnede Kongemagten i den flg. Tid sammen
med de højere Stænder, og den gik ikke uskadt
ud af Sammenstødet. Allerede under Erik
Plovpenning forstyrredes det gode Forhold mellem
Stat og Kirke; men først under Christoffer
brød Striden ud i lys Lue. Det var en Brydning
mellem den hierarkiske og den nationale
Opfattelse af Kirkens Stilling, repræsenteret henh. af
de hjemlige Kirkeretter og Vedtægter og den
kanoniske Ret, hvis Bestemmelser den myndige
Ærkebisp Jakob Erlandssøn søgte at omplante
paa dansk Grund, først og fremmest i sit eget
Stift, hvor han til Bøndernes store Mishag vilde
have den Skaanske Kirkelov ændret. Mod
Kongens Fordringer om Overhøjhed over Kirken
og Ret til at have Indflydelse paa Bispevalgene
hævdede han den verdslige Magts absolutte
Afhængighed af den gejstlige, og paa andre rent
politiske Stridspunkter skortede det heller ikke.
Ved Vejlekonstitutionen (s. d.) søgte Jakob
Erlandssøn at sikre Gejstligheden mod mulige
Overgreb, men Kongen lod ham desuagtet
fængsle. Kort efter døde Christoffer og
fulgtes af sin Søn Erik Klipping (1259-86),
i hvis Mindreaarighed Enkedronningen,
Margrete Sambiria, styrede Riget. Hun frigav
Ærkebispen, men denne sluttede sig til
Kongehusets øvrige Fjender, Fyrst Jaromar af Rygen
og Erik Abelssøn, og i Slaget paa Lohede (1261)
fangedes baade Dronningen og den unge Konge
af Hertug Erik. Efter et Par Aars Forløb, i
hvilke Albrecht af Braunschweig styrede
Landet, vendte de dog begge tilbage. I den kirkelige
Strid havde Paverne imidlertid grebet ind; men
de udrettede intet, og Sagen døde hen, uden at
Kongen paa noget Punkt havde givet efter. Thi
Kirkens eneste Vaaben, Band og Interdikt,
mistede deres Brod ved, at en stor Del af
Gejstligheden med fl. af de jyske Bisper i Spidsen tog
Parti mod Ærkebispen. Da Striden paa ny
blussede op, var Principspørgsmaalene stillede i
Skygge af de døgnpolitiske Interesser, og det
skyldtes den politiske Situation, at Kampen
denne Gang endte med Kongemagtens Nederlag. P.
Gr. a. Pavemagtens snart flg. dybe Fald fik
dette dog mindre Bet., og i hele den flg. Tid
sluttede Kirken sig nøje til Kongerne, ved hvis
Hjælp den haabede atter at bringe Fred og
Orden i Landet.
Mere betydningsfuld end den forholdsvis
kortvarige Konflikt med Gejstligheden var den nu
begyndende Brydning mellem Adelen og
Kongemagten, der først fandt sin endelige Afslutning
ved Enevældens Indførelse. Ufreden under Erik
Plovpenning havde skabt en alm. Retsløshed;
for at raade Bod herpaa var Kongens Magt
blevet betydelig udvidet, og mod Misbrug af denne
rejste der sig efterhaanden en stærk Opposition
fra Adelen, der mere og mere sondrede sig ud
fra Bøndernes brede Lag og ikke længere ved
Vederlaget (s. d.) stod i et rent personligt
Forhold til Kongen. 1282 aftvang den Erik Klipping
den første Haandfæstning, der gjorde
Danehoffet til et lovbefalet Led i Forfatningen og uden
at begunstige de højere Stænder paa de laveres
Bekostning satte Grænser for Kongens
vilkaarlige Indgreb i Rettergangen. Ogsaa paa anden
Vis reguleredes Kronens Magt, og samtidig
nødtes Kongen til at give sine Frænder betydelige
Len. Hertug Erik’s Søn Valdemar fik saaledes
1283 Sønderjylland, der efter Faderens Død
havde ligget under Kronen. Men Udviklingen
fortsattes ikke i dette Spor; der var Splid
mellem Kongen og en Del af Herremændene, og Skt
Cæcilienat (22. Novbr) 1286 faldt Kong Erik i
Finnerup som Offer for en politisk
Sammensværgelse. Dennes Ledere, Kongsætlingen Grev
Jakob af Nørrehalland og Marsken Stig
Anderssøn, samt syv andre Stormænd dømtes
fredløse paa Danehoffet i Nyborg 1287, men
fandt Understøttelse i Norge. Bortset fra
Kampene med de sønderjyske Hertuger havde de
ydre Forhold i den sidste Menneskealder været
ret fredelige; nu begyndte til Gengæld en
Krigsperiode, der strakte sig gennem hele Erik
Menved’s Regering (1286-1319). De Fredløse
satte sig fast paa fl. Punkter i Landet, Marsk
Stig byggede saaledes en Borg paa Hjelm, og i
Forening med Nordmændene hærgede de Aar
efter Aar de danske Kyster, medens de i selve
Riget fandt Understøttelse hos deres Frænde,
Ærkebispen Jens Grand. Kongen lod ham
fængsle 1294; men Paven tog sig af Sagen, og efter en
langvarig Proces maatte Erik Menved ydmyge
sig og falde til Føje. Samtidig med den norske
Fejde blandede han sig i Sveriges Forhold, hvor
han understøttede sin Svoger Kong Birger mod
dennes Brødre, og først 1310 afgjordes de forsk.
Stridspunkter ved Freden i Helsingborg. Hans
Yndlingstanke var dog at genoprette Valdemar
Sejr’s Magt S. f. Østersøen; men trods talrige
Krige, der var dobbelt trykkende, da den
folkelige Ledingshær nu var blevet afløst af de
kostbare Lejetropper, opnaaede han dog ikke varige
Resultater, og da den krigslystne Konge døde,
var Landets Tilstand sørgelig. Store Dele af
Riget var pantsatte til fremmede Fyrster og
Adelsmænd, og Folket sukkede under et uhyre
Skattetryk, der i Forbindelse med den
Strenghed, hvormed Kongemagten var blevet hævdet,
havde fremkaldt fl. Bondeoprør og
Adelssammensværgelser, hvori endogsaa Kongens Broder,
den svigefulde Christoffer, deltog. De knustes,
men Adelen var i en stærk Gæring, der ikke
varslede godt for Fremtiden. Da Erik Menved
ikke efterlod sig Sønner, lykkedes det
Christoffer II (1319-26 og 1330-32) at blive
taget til Konge mod at udstede en
Haandfæstning, der indskrænkede Kongemagten betydelig
og gav de højere Stænder store
Forrettigheder, men tillige lettede Skattebyrden.
Christoffer, der tilsyneladende med større
Held optog Broderens tyske Politik, holdt
dog lige saa lidt Haandfæstningen som
andre Løfter, og 1326 udbrød der derfor en
Opstand i Jylland og Fyn under Ledelse af
Stormændene Ludvig Albertssøn og Lavrids
Jonssøn. De fandt Støtte hos de holstenske Grever
Gert og Johan, og Christoffer maatte flygte til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
