Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Oehlenschläger, der i de nærmest foregaaende
Aar havde frembragt en Mængde uinspireret
Middelgods. Baggesen’s Kritik var som en
Genklang af den svundne Tids æstetiske Doktriner,
og hvor rammende den end var, havde den ny
Tid dog vundet for sikkert et Fodfæste, til at
den blev taget til Følge. Striden løb ud i blotte
Personligheder og Chikanerier. Ingemann
syntes en Tid lang ganske at have givet sig alle
Romantikkens Udskejelser i Vold. Modesmagen
ofrede ham vel beredvillig sin Hyldest; men det
var dog først med sine »Hist. Romaner«, hvor
hans Sky for Hverdagslivets Prosa og
Tilbøjelighed til at idealisere Fortiden gav sig et
prægnant Udtryk, at han erhvervede sig det
Navn som folkelig Digter, han endnu har
bevaret. Trangen til overalt at søge Forbindelsen
mellem Naturen og Menneskeaanden, der var
det centrale i den romantiske Filosofi, gav sig
især Udslag hos Hauch og Bredahl.
Medens den første ved sine talrige Romaner skabte
sig en stor Læsekreds, lykkedes det derimod
aldrig den sidste at skabe nogen virkelig
Interesse for ell. Forstaaelse af sine ejendommelige
»Dramatiske Scener«.
Baggesen’s Fordring om Formens Bet. for
Kunsten fik en overlegen og elegant Forfægter
i J. L. Heiberg. Poesien vedbliver fuldt vel
for ham og hans Tilhængere at indtage sin
høje Særstilling i Livet; Fantasi er nødvendig
for Digteren, men Fantasien maa gaa Haand i
Haand med Fornuften og reguleres af denne.
Digteren er ikke mere Geniet, han er ikke som
en Profet, men han er Kunstneren, der former
sit Stof og er det overlegent. Sine Emner kan
han søge overalt. Nutiden byder paa lige saa
interessant et Stof som Fortiden, blot det bliver
kunstnerisk behandlet og skønt formet. Herved
formidles de to foregaaende Hovedstrømninger
og Overgangen til Realismen er allerede givet.
Heiberg, der i sin Ungdomsdigtning som de
andre Romantikere havde søgt sine Emner i
Fortiden ell. Fantasiens Rige, stiller sig nu med
sine »Vaudeviller« (1825) midt ind i Kongens
Kbhvn. Jævnsides med ham bør nævnes
Henrik Hertz, der med sine anonyme
»Gengangerbreve« paa den nydeligste Maade
gengiver den Heibergske Æstetik i rimede Vers,
medens han i sin udstrakte dramatiske
Virksomhed ogsaa i Praksis godtgør sin nøje
Tilslutning til denne. Heiberg’s Moder, Fru
Gyllembourg, viser ved sine
»Hverdagshistorier« - net og sirlig, men ikke henrivende
Kunst - hvor meget hun har lært af Sønnen,
skønt hun i Aar tilhører den svundne Tid.
Hendes Søstersøn Carl Bernhard (A. N. de
Saint-Aubain), udelukkende Prosaist, er en
svagere Elev af samme Skole. Som dram. Forf.
kan fremhæves Th. Overskou og P. V.
Jacobsen, der ligeledes stræber efter
Virkelighedstroskab i deres Skuespil.
Realister, men paa en noget anden Maade
end de her nævnte, er Blicher og Poul
Møller. Medens den Heiberg’ske Kreds’
Naturerkendelse kun var ringe udviklet, er Blicher
i sine Noveller og Digte først og fremmest
Naturens Sanger. Han har indført den jyske Hede
og den jyske Almue i Litteraturen. Hans
Kendskab til Menneskesjælens Rørelser bunder langt
dybere end Heiberg’s, der oftest holder sig til
Overfladen. Poul Møller’s Karakter er ogsaa
alvorlig, men Alvoren overskygges delvis af det
straalende Humør og den Livsglæde, der hviler
over det meste af hans i øvrigt sparsomme
Produktion. - En Række glødende
Kærlighedssange, en begejstret Hyldest til Eros, har Chr.
Winther og Aarestrup givet os, den
første frodig og idealiserende, den anden sparsom,
men kraftigere. En svagere lyrisk Begavelse er
Ludv. Bødtcher. En Særstilling inden for
Digterkredsen indtager H. C. Andersen, der,
i Beg. underkendt af næsten alle, ved sine
»Eventyr« har skabt sig en Verdensberømmelse,
der ikke er blevet nogen anden dansk Digter
til Del. Uden for dem har han intet præsteret,
der kan gøre Krav paa at komme i første
Række. Paludan-Müller’s Navn er særlig
knyttet til hans »Adam Homo«, der i en
overlegen og vittig Form fremstiller den
menneskelige Tragedie. Desuden har han beriget den
danske Litt. med en Rk. formfuldendte og
tankevægtige Digte (»Danserinden«, »Kalanus« o. s. v.).
Medens den c. 1840 vaagnende politiske
Interesse var de her nævnte Digtere en Torn i Øjet,
fordi den efter deres Mening maatte bortdrage
Opmærksomheden fra de æstetiske Krav, er der
en hel Gruppe af unge talentfulde Mænd, hvis
Udvikling paavirkes herigennem. Ploug har
i sine Sange og Digte idealiseret den
skandinaviske Enhedsbestræbelse og den politiske
Frihedsfølelse. Hans Samtidige, Hostrup, er
blødere i Tonen, og i sine Samfundsskildringer i
dram. Form (»Gjenboerne«, »En Spurv i
Tranedans«) viser han mere Sans for Komikken end
for Satiren. Den Interesse, han hele sit Liv
igennem ofrer de folkelige Krav, fremhæver
yderligere Modsætningen til de førnævnte Digtere.
Som ivrig Frihedsmand fremtræder den unge
Jøde M. A. Goldschmidt med sit Ugeblad
»Corsaren«, der under sin 6-aarige Bestaaen
(1840-46) er en uafbrudt Haan over det
bestaaende Regimente. Ved sit nøje Kendskab til
jød. Liv, som han første Gang skildrer i »En
Jøde« og senere i mange Smaafortællinger, giver
han et nyt og ejendommeligt Bidrag til dansk
Litt. Hans sjældent elegante og yndefulde Sprog
berettiger til at betegne ham som D.’s første
moderne Prosaist. En ikke meget frugtbar, men
kvik Romanforfatter er Chievitz, der ogsaa
vil optræde som Samfundsmaler, men ved sine
for grundige Studier efter det Franske
undertiden rammer uden for Maalet. I Carl
Bagger’s »Min Broders Levned« er ligeledes gjort
et Forsøg paa at komme Hverdagens Grelhed
saa tæt ind paa Livet som muligt. Hans
Egede Schack’s Roman »Fantasterne« (1857) er
et Vidnesbyrd om, at Romantikkens Dage snart
er talte. Den fortæller om det Tab af Energi,
et ubundent Liv i Fantasien fører med sig.
Tiden 1850-70 er i det hele ikke fattig paa
Skribenter, men kun et Mindretal af disse præsterer
noget, som faar blivende Værd. Det meste, der
frembringes, er som Udløbere af den
Heibergske Skole; dens Æstetik bliver atter og atter
kogt om, men for hver Gang bliver Resultatet
tyndere. Disse romantiske Epigoner skriver i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
