Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Sprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fremadskridende og en
tilbageskridende.
Den tilbageskridende Bevægelse
viser sig ved, at man i en Del Tilfælde fastslog
en ældre, litterært bevaret Sprogform og opgav
en yngre (Talesprogsform), som længe havde
været brugt i Skrift ved Siden af den ældre;
saaledes fortrænges arbed af Arbejde,
eyentlig af egentlig, myre af myrde o. s. v.;
i mange Ord indførtes b og g efter Vokal i St f.
v (ff, ffu); b f. Eks. i ondskaff, Landskaff,
Skiæffne, kiøffte; g i daffue, plaffue, Tilsaffn o. s. v.
Langt mangfoldigere er den
fremadskridende Bevægelse, hvorved en nyere
Sprogform efter i længere Tid at have været
raadende i Talen endelig ogsaa fik Indpas i
Skriftsproget; men i mange Tilfælde var Kampen
mellem de forsk. Sprogformer meget langvarig og
fremkaldte en Usikkerhed i Sproget, hvortil
Nutiden ikke kender Mage; samtidig træffer man
f. Eks. Børnen og Børnene, hand meen og hand
meener, han taugde, hand taw og hand teeg
o. s. v.
De vigtigste af de Overgange, som med større
ell. mindre Konsekvens blev gennemført inden
1700, er flg.: Allerede i ældste Dansk var
fællesnordisk iu efter r og efter et l, som fulgte efter
en Konsonant, gaaet over til y, f. Eks. i bryst,
brytæ, frysæ, flytæ; derimod findes endnu i 16.
Aarh. iu bevaret i biude, skiude, siunis, Lius,
Diur, siug o. s. v., og denne Skrivemaade bliver
man meget længe ved at bruge, til Dels
endogsaa efter 1700; men mere og mere trænger de
omlydte Former ind i Skriften, og i 17. Aarh.
bliver det alm. at skrive byde, Lys, synis, Tyv
o. s. v., hvilke Former kan forekomme i Skrift
langt tilbage i Tiden, og at Brugen af iu i
senere Tider ofte kun har beroet paa traditionel
Skrivebrug, ses af, at man ogsaa kan finde iu
(yu) skrevet paa Steder, hvor der aldrig har
været udtalt noget iu (en byug, en By,
Indbiuggere o. s. v.). — Den gl. Adskillelse mellem
Hankøn og Hunkøn holdt sig meget længe,
saaledes at man (ligesom i Nutidens Almuesmaal)
brugte hand om Hat, Vogn, Ild, Ryg, Mund
o. s. v., hun om Dør, Næse, Tunge, Haand,
Kirke, Lykke o. s. v.; men allerede i 16. Aarh.
kan man ved Siden af en Bøn—hun træffe
Gierningen—dend; den første Bibel, der altid har
den (Himmelen—den, Jorden—den) i St f. han og
hun, er Bibeludgaven af 1647. — Substantiver
med efterhængt Artikel har endnu i 16. Aarh.
ret ofte dobbelt Genitivendelse: Landzens
Velfærd, Syndsens straff, Jordzens Konger, Siælsens
o. s. v., ligeledes hedder det Rycted, men
Ryctens, Breffuens Indhold, Rigens Raad o. desl.;
men i 17. Aarh. brugtes Genitivformer paa -sens
mest i staaende (til Dels bibelske) Udtryk, som
Liusens Riige, Aandsens Lyst, Haffsens dybe
Vand; Pontoppidan (1668) erklærer det
derimod for sjællandsk Bondesprog at sige
Smedsens, degnsens, barnsens, og Nutidens
Genitivformer sejrede afgjort i mere ell. mindre
dagligdags Udtryk som Biergets Side, Vandets
Elemente, stædets Love, paa laugets vegne,
compagniets casse o. s. v. — De gl. Entalsformer
paa -ere brugtes længe i Skrift: min Skabere,
en Dommere, fiskere, Breffuedragere (Postbud)
o. s. v.; endogsaa P. A. Heiberg har en Tienere,
en Eiere; men Grammatikerne opfattede dem
som misbrugte Flertalsformer, og de nyere
Former en Tienner, Skriver, Landsdommer, denne
Breffuiser, en Fisker, Løgner o. s. v.
forekommer ofte baade i 16. og 17. Aarh. —
Flertalsformer af Verberne brugtes i Skrift
omtr. som i Reformationstiden; men Henrik
Gerner oplyser (1690), at det kun var
Skaaninger, som sagde: vi skulle, vi kunne, vi
finge, vi ginge; men alle andre Danske brugte
i Tale kun Entalsformerne: vi skal, fik, gik
o. s. v., altsaa ligesom i Nutidens Talesprog.
Sit Hovedpræg faar Sproget 1550—1700 dog
ved de Fremmedord, som optoges. Ikke alene
blev man ved at optage plattyske Ord, men
Side om Side med dem optraadte nu ogsaa,
især i 17. Aarh., store Masser af højtyske
Laaneord. Som Eksempler paa slige nyere Laan
kan nævnes mange Ord med Forstavelserne
ge- (en Gesandter, gewehr, vngefehr, gelinge,
Gespenster, tilgenegen, Gesell, Gefalle [Behag],
gemeen [almindelig], gesvindig o. s. v.), og er-
(erfare [tidligere forfare], erhverve [tidligere
forhverve], erklære, erachte, errindre, erlange
o. s. v.), dernæst ogsaa mange andre Ord, som
vndersked (Forskel), vnderskedtlige persohner,
emphange, effen (just), irre, ziirlig, plutzligen,
grysse (hilse), dessen (Staden med dessen
Indbyggere) o. s. v. Hvor mættet med tyske Ord
og Vendinger Sproget kunde være selv hos rent
danske Mænd, kan ses af, at Arild
Huitfeldt f. Eks. kan skrive: vdi Offene marck;
gemeine Adels folck; en enge Steenvey;
dagleystung (Underhandling); Freuel oc Moduillie;
hand erbød sig rede; vdi Skermytzens anfang;
hand kom vnder (mellem) Drengene; dette
fortolmetsket (oversat) paa Danske, er saa meget
o. s. v. — De fleste af disse nyere tyske
Laaneord er dog, i Modsætning til Laaneordene
fra 14. og 15. Aarh., kun trængt meget lidt ned i
Sproget, ja er til Dels senere opgivne; kun en
mindre Del af de højtyske Ord, f. Eks. Gartner,
Glans, hurtig, Klods, Krebs, Kugle, kæk, Luft,
munter, offentlig, Sminke, tapper, træffe,
opfattes ikke som Fremmedord. — Noget lgn.
gælder de franske Laaneord, som man
optog især i sidste Halvdel af 17. Aarh. (Ord som
Complimenter, Charge, Malice, Bagage, Humeur,
Balcon, Armee, Officeer, obligere, avancere
o. s. v.); heller ikke disse trængte dybt ned i
Sproget, men brugtes mest i finere Kredse.
Selvfølgelig brugtes hele Perioden igennem
mange lat. Ord, især »lærde« Ord som
Monument, Antiquitet, Autor o. desl. Den tidligere
omtalte Uskik at sammenstille enstydige Ord af
nordisk og fremmed Oprindelse blev ved
Optagelsen af de nyere Laaneord næsten sat i
System, man fik nu ikke alene Mandat oc
befalning, frelse oc conservere, indbyde og
invitere, men endogsaa secundere, hielpe og
undsette o. s. v., altsaa en Udtryksmaade, ganske
som Else Skolemesters’ hos Holberg.
Sproget havde saaledes ved Aar 1700 omtr.
samme Form som nu baade m. H. t. det
grammatikalske og til Arten af Ordforraadet; hvad
der fattedes, var at hæve det til at blive et
virkeligt Kultursprog, hvori man ikke behøvede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
