Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Sprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
men oc spakæ. oc sakløsæ nytæ theræ ræt oc
spæcth. oc folæ oc vrætæ mæn ræthæs thet thær i
loghæn ær scriuæn. oc thuræ æi for thy
fulcummæ theræ unskop thær thæ hauæ i hughæ.
wæl ær thæt oc ræt at thæn thær gusz ræszlæ.
oc rætæns ælskugh ma æi lokkæ til goz. at
høfthings ræslæ oc landæns withærlogh for fangæ
them at gøræ illæ. oc pinæ them of the gøræ illæ.
Oversættelse: Med Lov skal Land
bygges (ordnes). Men vilde hver Mand nøjes med
sit eget og lade Folk nyde Billighed, da
behøvede man ikke nogen Lov. Men ingen Lov er
saa god at følge som Sandhed; der, hvor man
tvivler om Sandhed, der skal Loven oplede
(afgøre), hvad Ret er. Var ej Lov i Land, da
havde den mest, der mest kunde gribe. Derfor
(af den Grund) skal Loven gøres efter alle
Mænd (efter alles Tarv), for at retsindige og
fredelige og uskyldige (skikkelige) Folk kan
nyde (godt af) deres Retfærdighed og
Fredsommelighed, og Daarer og uretfærdige Folk kunne
frygte det, som i Loven er skrevet, og derfor
ikke vove at fuldbyrde deres Ondskab, som de
havde i Sinde. Vistnok er det ogsaa retfærdigt,
at den, som Frygt for Gud og Kærlighed til
Retten ej kan lokke til det gode, at Frygt for
Høvdingen og Landets Straffelov forhindrer
dem (d. e. ham) i at handle ilde og straffer dem,
hvis de handle ilde.
De vigtigste Ejendommeligheder ved Sproget
i de ældste danske Skr er flg.:
Hvad Lydsystemet angaar, kan mærkes,
at de fællesnordiske Konsonanter i alt
væsentligt er bevarede; vi finder saaledes, ligesom
i Nutidens Svensk og Norsk, p, t, k efter
Vokal, altsaa: gripæ, bitæ, akæ, svarende til
det danske Skriftsprogs gribe, bide, age. I
Forlyd er Lyden þ bevaret og holdes adskilt fra t;
i Reglen betegnes Lyden þ med th (som i
Engelsk), Bogstavet þ er derimod meget sjældent
i Haandskrifterne med lat. Bogstaver: et
Hus-Tag hedder saaledes thak, et Tag, Greb, hedder
tak. Den vigtigste Afvigelse fra det
fællesnordiske Konsonantsystem er, at det Bortfald
af h foran n, l, r, som allerede var begyndt
i 9. Aarh., nu er fuldt gennemført, altsaa: nævæ
for oldn. hnefi, las (et Læs), oldn. hlass, ræthæs
(frygte), oldn. hræðask.
Tydeligere end Konsonanterne viser
Vokalsystemet den Stilling, ældste Dansk indtager
bl. de nordiske Sprog. Den dansk-svenske
Overgang æi til e, âu og øy til ø, som allerede
kunde spores paa Runestenene, viser sig nu
gennemført i en lang Række Ord: leghæ (oldn.
leiga, en Leje), ben (oldn. bein), øghæ (oldn. auga,
Øje), løs (oldn. lauss), løsæ (oldn. leysa, løse),
høræ (oldn. heyra). Ogsaa m. H. t.
Omlydsfænomenerne afviger ældste Dansk (og Svensk)
fra Norsk-Islandsk (»Oldnordisk«) til oldn. sok
(Sag), lond (Lande), svarer sak og land
(derimod børn, oldnordisk born); Oldnordisk har
Omlyd under Bøjningen af Verberne, f. Eks.
taka (tage) - hann tekr, men ældste Dansk
har takæ - takær, dog har Jysk han fær
(farer), gær (gaar) med flere; ligeledes
har Oldnordisk Omlyd i Fortid Konjunktiv:
hann væri (var), færi, men ældste Dansk
har han waræ, foræ (Svensk han vore, fore).
Størst Afvigelse fra det fællesnordiske viser
Behandlingen af Endevokalerne, idet de to
Hoveddialekter, Sjællandsk og Jysk, i St f. a, i
og u i Endelserne næsten altid har faaet en
Lyd, der skrives æ: bæræ, bondæ, waræ (oldn.
bera, bóndi, váru, Svensk bära, bonde, voro);
Skaansk slutter sig derimod i dette Punkt som
oftest til Svensk: det hedder f. Eks. manaþ
(Maaned), men faþer, gamal, men i Hunkøn
gamul. I Jysk (særlig i Flensborg Stadsret) er
Endelsen derimod ofte helt bortkastet: liuænd
(levende), ølkun (»Ølkone«) o. s. v.
For at man skulde kunne danne sig en klar
Forestilling om, hvorledes Sproget har lydt,
maatte man ogsaa vide, hvorledes Accenten
har været, men selve Kilderne giver os ingen
Oplysning derom; der er dog Sandsynlighed for,
at Sproget har været mere melodisk end
Nutidens Dansk, idet man rimeligvis har haft
»Ordtoner« med musikalsk Stigning og
Sænkning af Stemmen (se Accent) ligesom i
Nutidens Norsk og Svensk samt, inden for det
danske Sprogomraade, i Skaansk og fl. af
Dialekterne i det nordøstlige Sønderjylland.
M. H. t. Bøjningssystemet har ældste
Dansk i højere Grad end noget af de andre
samtidige nordiske Sprog fjernet sig fra det
fællesnordiske. Dette var et udpræget
Kasussprog, der nøje adskilte fire Kasus baade i
Substantiver og i Adjektiver; i de ved de gl.
danske Love repræsenterede Dialekter ser vi
tydelig Overgangen til Nutidens sproglige
Standpunkt med een Form svarende til opr. Nom.,
Akk. og Dativ. I ældste Skaansk har
Substantiverne kun bevaret enkelte Spor af
en særlig Nominativform (þiufær o. desl.); i
øvrigt har Akk. fortrængt Nom., medens Dat. og
Gen. holdes adskilte (Nom. Akk. þiuf, Dat.
þiufi, Gen. þiufs, Plur., Nom., Akk. þiufa, Dat.
þiufum, Gen. þiufa); i Sjællandsk og især
i Jysk har Akk. som oftest ogsaa fortrængt
Dat. (afset især fra staaende Udtryk som a thingi,
paa Tinge, og at aræ, ad Aare, d. e. til næste
Aar), saaledes at man i Ental faar Bøjningen:
Nom., Akk., Dat. thiuf, Gen. thiufs, i Flertal:
thiufæ som Fællesform for alle Kasus; p. Gr. a.
de gl. Endevokalers Overgang til æ kan man
endogsaa (især i Jysk) finde Ord, der helt
mangler Kasusbøjning; svarende til oldn. Nom.
vika, Akk., Dat., Gen. viku, Plur., Nom., Akk.
vikur, Dat. vikum, Gen. vikna har nuv. Dansk
Uge, Uges, Uger, Ugers, men ældste Jysk har
Formen ukæ overalt. - For Adjektivernes
Vedk. gør ældste Skaansk endnu Adskillelse
mellem fire Kasus (Mask. Nom. aldær, Akk.
allan, Dat. allum, Gen. alz, Plur., Nom. alli, Akk.
alla, Dat. allum, Gen. aldra); i Jysk og
Sjællandsk er Dativformerne forsvundne, og i
Flertal bruges i alle Kasus Formen allæ, medens
man i Ental kan finde Nom. allær (ved Siden af
al) og Akk. allæn (ved Siden af al). -
Verberne har omtr. helt mistet den gl.
Personbøjning (iæk, thu, han hauær, wi, i, the, hauæ);
dog findes Endelsen t i 2. Person af de stærke
Verbers Fortid: thu tokt, bøzt (bød, befalede),
ligeledes thu skalt, maat, sjældnere findes
særlige Former for 1. Person (i Jysk: æc døpæ, i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
