Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Sprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sprog i ældre og nyere Tid kan man dog danne
sig et nogenlunde klart Begreb om, hvorledes
Sproget virkelig har lydt. Læser man f. Eks.
Glavendrup-Stenens Indskrift (med
Udeladelse af et Par Ord) lige efter Runerne, faar
man følgende:
raknhiltr sati stain þãnsi auft
ala.. kuþa.. haiþuiarþan þiakn ala
suniR karþu kubl þausi aft faþur
sin auk hãns kuna auft uar sin in
suti raist runaR þasi aft trutin
sin þur uiki þasi runaR at rita sa
uarþi is stain þansi ailti iþa aft
ãnãn traki.
Saaledes kan det danske Sprog aldrig have
lydt; efter de Undersøgelser, som særlig L.
Wimmer har udført, maa Udtalen have været
omtr. følgende (R betegner en fra alm. r forsk.
r-Lyd; ã betegner nasaleret [a]):
Ragnhildr satti stæin þãnnsi
øft Alla.. goða, ..hæiðwerðanþegn.
Alla syniR gærðu kumbl þåusi æft
saður sinn åuk hãns kuna øft wer
finn; en Soti ræist runaR þassi (?)
æft drottin sinn. Þorr wigi passi
runaR! At retta sa werði, es stæin
þannsi ælti eða øft annan dragi
(ordret oversat: Ragnhild satte Sten denne efter
Alle . . Gode [Høvding og Tempelforstander],
. . den hæderværdige Thegn [fribaaren Mand].
Alles Sønner gjorde Gravminde dette [egentlig
Flertal] efter Fader sin og hans Kone efter
Mand sin; men Sote ristede Runer disse efter
Herre sin. Thor vie disse Runer. Den vorde at
rette det [blive - ved Gudernes Vrede -
tvungen til atter at bringe det i Lave], som øver
Vold mod denne Sten ell. drager den [bort for
at rejse den] efter en anden).
Indskriften paa den større
Jællinge-Sten maa, efter Wimmer’s Læsning, have lydt
omtr. saaledes:
Haraldr konungR bað gørwa kumbl
þøsi æft Gorm faður sinn åuk æft
þyrwi moður sina, sa Haraldr, es
seR wann Danmårk alla åuk
Norweg åuk Dani gærði kristnã (ordret
oversat: Harald Konge bad [d. e. bød] gøre
Mindesmærke dette efter Gorm, Fader sin,
og efter Tyre, Moder sin, den Harald, som sig
vandt D. alt [d. e. hele D.] og Norge og
Danerne gjorde kristne).
Det Sprog, som vi lærer at kende ved de
ældste danske Runestene, har fjernet sig
betydelig fra det urnordiske (og fællesgermanske):
stæinn hedder i Urnordisk: stainaR; gørwa
vilde hedde garwjan; derimod ligner det meget
det Sprog (»Oldnordisk«), som kendes fra
samtidige norske og isl. Skjaldekvad og fra de
ældste isl. Haandskrifter (fra omtr. Aar 1200);
Bøjningssystemet er ganske »oldnordisk«. Akk.
Hank. faður sinn, Akk. Hunk. moður sina,
Flertalsformerne syniR, runaR, kumbl.
Lydsystemet er ligeledes i alt væsentligt
fællesnordisk, f. Eks. ved Bevaringen af Diftongerne
i stæin og ræist. Ordforraadet er
mærkeligt ved at have bevaret fl. gl. nordiske Ord,
ikke alene saadanne, som stod og faldt med
Hedenskabet: wl (hedensk Helligdom, jfr
Viborg), kumbl, goði, þulR (hedensk Vismand),
men ogsaa mere ell. mindre dagligdags Ord
som sa (den), sasi (denne), es (som), froðr
(vis), raðspakR (raadsnild), uhæimskR
(forstandig), hwatr (rask), werr. (Ægtemand), alt
sammen Ord, der ikke kendes fra andre danske
Kilder end Runeindskrifterne. Rigest som
sproglige Kilder er Runeindskrifterne m. H. t.
Personnavnene (især Mandsnavnene), hvis
Antal er omtr. 270. Mange af Navnene bestaar efter
ældgammel (urnordisk og fællesgermansk) Skik
af to Led, som hver især har en »Betydning«
(se Navn), f. Eks. Asbjørn, Astrid (asfriðr),
Gudmund, Thorsten, Ragnhild, Sigmund,
Sigtryg, Gunulv; men ved Siden af disse findes
ogsaa en stor Mængde korte Navne (opr.
Kælenavne ell. Tilnavne): Aage, Aase, Alle, Kale,
Gyda, Toke, Tove - Svend, Karl, Broder, Bonde,
Knud, Brun, Rød o. s. v. Navne af fremmed
Oprindelse er næsten ukendte paa Runestenene.
Skønt Sproget paa de danske Runestene i det
hele har et fællesnordisk Præg, var der dog
allerede i Vikingetiden enkelte
Dialektforskelligheder, hvorved den danske
Sprogform skilte sig fra det fællesnordiske Sprog;
i 9. Aarh. bortfaldt h foran r (RoulfR for
ældre HroulfR, isl. Hrólfr); i Løbet af 10.
Aarh. bliver Afvigelserne fra det fællesnordiske
fl.: Diftongen æi trækkes sammen til e, åu til
ø (stenn for stæinn, døðr for dåuðr}, d
indskydes mellem nn og r (mandr for mannr,
isl. maðr m. fl.). Først i Begyndelsen af 11.
Aarh. er dog
Dialektforskellighederne saa store, at vi kan tale om en virkelig
Sprogsplittelse i Norden, idet Norsk
og Islandsk danner en Gruppe for sig (de
vestnordiske Sprog), der i fl.
Henseender afviger fra Dansk og Svensk (de
østnordiske Sprog), hvilke sidste i Beg. kun
afveg ubetydelig fra hinanden (se Nordiske
Sprog).
Som Eksempel paa en Runeindskrift med
fremtrædende danske Sprogejendommeligheder kan
nævnes Hedeby-Stenen fra c. Aar 1000, hvis
Indskrift, efter Wimmer, maa have lydt: ÞorlfR
resþi sten þannsi, hemþegi Swens,
æftiR Erik felaga sinn, es warð
døðr, þå drængjaR satu um Heðaby;
en hann was styrimandr, drængR
harða goðr. (Thorlv rejste Sten denne,
Hjemfælle Svends, efter Erik, Fælle sin, som
blev død [døde] da »Drenge« [tapre Mænd] sad
om [belejrede] Hedeby; men han var
Styremand [Skibsfører], en Dreng [Helt] saare god).
I norsk-isl. Sprogform vilde Indskriften lyde:
Þórólfr reisti stein penna, „heimþegi“ (hirðmaðr)
Sveins, eptir Eirík félaga sínn, es varð dauðr,
þás drengir sátu um Heiðabæ; en hann vas
styrimaðr, drengr harða góðr.
Som man ser, er Forskellen paa den danske
og den norsk-islandske Sprogform ikke større,
end at man kan forstaa, at Datidens Nordboer
endnu havde en levende Følelse af Nordens
Enhed i sproglig Henseende og kaldte deres
fælles Tungemaal med eet Navn: donsk tunga.
(Litt.: Wimmer, »De danske
Runemindesmærker«, I-IV [1895-1908], jfr samme Værk
i »Haandudgave ved Lis Jacobsen« [1914];
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
