Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark. Retsvæsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Landstingenes Deltagelse i Lovgivningen
dernæst helt op og erstattes af en blot Lysning ell.
Kundgørelse af Lovene til Tinge, og da
Danehoffet omtr. samtidig giver Plads for
Rigsraadet, er Lovgivningsmagten i den flg. Tid hos
dette og Kongen i Forening. Denne Ordning
bestod indtil 1660 og ændredes ikke ved
Stændermødernes Fremkomst, idet disse kun
undtagelsesvis medvirkede ved Lovgivningen.
Lovene var ogsaa i den senere Middelalder
hyppig Landskabslove, kun gældende for
enkelte bestemte Landsdele, men da de
Myndigheder, med hvem Kongen nu i første Linie delte
Lovgivningsmagten, ligesom han selv var
Rigsmyndigheder, afløstes Landskabslovene dog
mere og mere af Rigslove. Først med Ophøret
af Landstingenes lovgivende Myndighed
forsvinder imidlertid den sidste Hindring for en
Rigslovgivning, og fra nu af bærer Udviklingen
rask fremad imod Retsenhed, hvortil det
ogsaa bidrog, at de Skaanske og sjællandske Love
efter Reformationen i stort Omfang fortrængtes
af Jyske Lov. I 17. Aarh. var det i
Virkeligheden kun inden for Processen, at større
Forskelligheder mellem Landsdelenes Ret gjorde
sig gældende, men Trangen til et nyt alm.
Retsgrundlag føltes dog stærkt og blev kun delvis
afhjulpet ved en moderniseret Udg. af Jyske
Lov fra 1590.
Lovstoffet fra den senere Middelalder er ikke
meget omfangsrigt, men det meste er sikkert
ogsaa gaaet tabt. Endnu var kun den Ret, der
skabtes af Folket, fuldtud levedygtig; de
kongegivne Love gik let i Glemme, og da de tilmed
indtil c. 1400 var skrevne paa Latin, var deres
Virkning vistnok ofte kun ringe. Til de
vigtigste hører nogle Love fra Erik Klipping’s Tid,
deriblandt Haandfæstningen af 1282, hvor
Aristokratiets Magtstilling for første Gang fastslaas.
Med 16. Aarh. begynder derimod en frugtbar
Reformperiode i Lovgivningen. Medens Kristiern
II’s store Lovarbejder (Landretten og Byretten,
ogsaa kaldet den gejstlige og den verdslige Lov)
kun fik kortvarig Gyldighed, idet de ved
Kongens Fordrivelse atter sattes ud af Kraft, blev
Kristian III’s Lovgivning af blivende Bet.
Særlig gælder dette om forsk. større Love af
blandet Indhold, de saakaldte Recesser, af hvilke de
vigtigste er den kbhvn’ske Reces 1536, der
indførte Reformationen, samt koldingske Reces 1558,
som er en Sammenarbejdelse af en Række
tidligere Love af Kristian III. Ogsaa Frederik II
og end mere Kristian IV udfoldede en
omfattende Virksomhed som Lovgivere. Fra Frederik
II’s Tid maa foruden mange mindre
Bestemmelser (disse kaldtes nu i Reglen Forordninger)
særlig nævnes Søretten 1561, den kalundborgske
Reces 1576 samt Ægteskabsordinansen 1582, fra
Kristian IV’s Tid to Kodifikationer af Kongens
lidligere Love, »Lille Reces« 1615 og »Store
Reces« 1643. Den sidste, der optog næsten hele
Lovgivningen fra Kongens Regeringstid,
derunder ogsaa »Lille Reces«, er det
omfangsrigeste Lovarbejde fra Tiden før D. L., for hvilken
den i stort Omfang danner Kilden. Ogsaa
Kristian IV’s »Rigens Ret og Dele« 1621 (af
processuelt Indhold) og hans »Birkeret« 1623
fortjener at nævnes. Endnu i »Lille Reces« klager
Kongen over, at hans Love ikke blev
overholdte, men i denne Henseende bedredes
Forholdene dog meget i 16. og 17. Aarh., hvortil
det navnlig bidrog, at i det mindste de vigtigere
Love nu publiceredes ved Trykken. Ogsaa
Landskabslovene med Undtagelse af Valdemar’s
sjællandske Lov blev i denne Periode trykte.
En Særstilling inden for Rigslovgivningen
indtog baade i Middelalderen og senere de
saakaldte Valghaandfæstninger, som Kongerne
maatte udstede ved deres Tronbestigelse, og
hvorved de lovede at ville regere i
Overensstemmelse med visse Retsregler. Af saadanne
Haandfæstninger haves en lang Række, der kan
deles i en ældre Gruppe fra 14. Aarh. og en
yngre, omfattende Tiden 1448-1660.
Haandfæstningerne giver navnlig Oplysning om
Forfatningsretten.
Foruden den alm. Lovgivning kan navnlig
Middelalderen opvise en Rigdom af partikulære
Retsdannelser, snart gældende for en enkelt
Lokalitet, snart for en enkelt Institution ell. en
enkelt Klasse af Personer. Et særligt Indbegreb
af Regler (Vederloven ell. Vederlagsretten)
gjaldt saaledes fra gl Tid for Hirden, hvorom
Efterretninger haves i en Optegnelse fra Knud
VI’s Tid samt i Svend Aggesøn’s og Saxo’s
hist. Skr. Efter Hirdens Omdannelse til
Herremands- og Adelsstanden gik Vederloven af Brug,
men senere, under Erik af Pommern, indførtes
fra Sverige den saakaldte Gaardsret, der var
en Straffe- og Disciplinærlov for Kongens og
Adelens Gaarde. Den revideredes og forøgedes
af Frederik II 1562, men havde allerede inden
D. L. paa mange Steder tabt sin Bet. En meget
vigtig partikulær Retsdannelse var dernæst
Byretten, der hvilede paa kgl. Paabud og
Privilegier, paa Bytingenes og de administrative
Myndigheders Praksis, samt i senere Tid paa
Magistratsforordninger og Vedtagelser af
Borgerskabet. Fra 13. Aarh. foreligger der fra en Rk.
Byer Optegnelser af Byretten, de saakaldte
Stadsretter ell. Byretter, undertiden
Privatarbejder, men som oftest tilvejebragte af
Borgerne og stadfæstede af Byens Herre. Disse
Samlinger overførtes i Reglen senere til andre
Byer, hvorved der fremkom større
Byretsomraader, f. Eks. et Skaansk, hvor den lundske
Stadsret blev reciperet, og et sjællandsk, hvis
Midtpunkt var Roskilde. Ogsaa de talrige
Privilegier fra 14. og 15. Aarh. havde gruppevis et
ensartet Indhold, idet Byer som Lund og Malmö,
Roskilde og Kbhvn, Odense og Viborg blev
Hjemsteder for Privilegier, der senere
overførtes til andre Byer, og end, mere var dette
Tilfældet i den flg. Tid, hvor kbhvnsk Ret
efterhaanden reciperes næsten overalt. Siden 16.
Aarh. er Partikularismen saa godt som
forsvundet, og den videre Udvikling af Byretten
foregaar gennem Rigslovgivningen. Til de
byretlige Retskilder hører ogsaa Gilde- og
Lavsskraaer. - En tredie Hovedgruppe af
partikulære Love var Landsbyvedtægterne, der
organiserede de enkelte Landsbyers Styrelse og
ordnede Forholdet mellem Beboerne indbyrdes,
særlig i Henseende til, hvad der vedrørte
Jordfællesskabet. Det store Flertal af disse
Vedtægter optegnedes dog først i 17. og 18. Aarh.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
