Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danhauser, Joseph, østerr. Genremaler, (1805-1845) - Dania, lat. Navn for Danmark. - Dania, dansk Tidsskrift for Folkemaal og Folkeminder, udgivet fra 1890 - Danicic, Djuro, serbisk Filolog (1825-82) - Daniel, iflg. Traditionen en paa Eksilets Tid levende Profet, der har forfattet D.'s Bog - Daniel, Arnaud, provençalsk Troubadour, der levede i Slutn. af 12. Aarh. - Daniel, Gabriel, fr. Historiker (1649-1728)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Emnerne, der ofte bevæger sig inden for det
tendentiøst-sociale Maleris Omraade, er
anskueliggjorte; mange er prægede af en
velgørende Humor. Kendte Arbejder:
»Testamentets Aabning« (1839), »Gratulanterne«,
»Klostersuppen« m. fl.
A. Hk.
Dania, lat. Navn for Danmark.
Dania, dansk Tidsskrift for Folkemaal og
Folkeminder, udgivet fra 1890 af
Universitetsjubilæets Danske Samfund under Ledelse af
Otto Jespersen og Kristoffer
Nyrop, 1903 afløst af »Danske Studier« (s. d.).
Daničic [’danit∫itj], Djuro, serbisk Filolog
(1825-82), studerede opr. Jura, men slog ind
paa Filologien, da han 1845 i Wien havde stiftet
Bekendtskab med sin Landsmand Vuk Karadžic,
der paa den Tid laa midt i sin fortvivlede
Kamp for Genfødelsen af det serb.
Litteratursprog. I en Pjece, »Rat za srpski jezik i
pravopis« (»Kampen om serb. Sprog og
Retskrivning«, 1847), gav D. en videnskabelig
Begrun-delse af Karadžic’s Teorier og bidrog derved
ikke lidet til en lykkelig Gennemførelse af denne
for den serb. Nation saa heldbringende Reform.
Som praktisk Prøve paa Sproget i dets ny
Klædebon udgav han s. A. en Overs. af det gl.
Test. paa det rene serb. Talesprog; men denne
Rog fik Modstanderne forbudt i Serbien indtil
1860. Efter at han fra 1856 havde virket i
Belgrad som Lærer, som Sekretær for »Selskabet
for serb. Litt.« og Redaktør af dettes Organ
»Glasnik«, maatte han 1865 p. Gr. a. en
Kontrovers med Regeringen opgive sit Embede, men
blev snart efter (1867) kaldet til Agram som
Medlem og Sekretær ved det der just oprettede
»Sylslaviske Akademi«. D.’s store Fortjeneste af
den serb. Filologi er den, at han, næst efter at
have været med til at give sit Modersmaal en
Ortografi, der søger sin Lige i Lethed for den
Skrivende og Forstaaelighed for den Læsende,
gjorde det paa alle dets Omraader til
Genstand for et indgaaende Studium, saa at
det serbiske Sprog er det af de nyslaviske
Sprog, der foreligger i den mest
mønsterværdige Bearbejdelse. Af den lange Række hertil
sigtende Arbejder kan fremhæves: en serbisk
Grammatik (1850, og senere i talrige Udg.), en
Syntaks (»Srpska sintaksa«, 1858), en Ordbog
over det ældre Sprog (»Rječnik iz književnih
starina srpskih«, 1862-64), Formlærens Historie
(»Istorija oblika«, 1874), en Orddannelseslære
(»Osnove«, 1876), Rødderne i Sproget
(»Korijeni«, 1877) o. m. Endelig udkastede han Planen
til en vidt anlagt serb. Ordbog, »Rječnik
hrvatskoga ili srpskoga jezika«, som det sydslaviske
Akademi i Agram begyndte at udgive 1878, og
som efter D.’s Død fortsættes under Budmani’s
Redaktion.
(K. V.). H. C-e.
Daniel, iflg. Traditionen en paa Eksilets Tid
levende Profet, der har forfattet D.’s Bog. I
denne, der er skrevet dels paa Hebraisk, dels
(2, 4 b-7, 28) paa Aramaisk, berettes Kap. 1-6
om D.’s og hans 3 Venners Skæbne, hvorledes
de føres til Babel af Nebukadnesar og oplæres
i Kaldæernes Visdom, og hvordan de trods alle
Forfølgelser bliver tro mod deres Religion. D.
opnaar en høj Stilling under Nebukadnesar,
Belshasar, Dareios og Kyros, dels ved den
Visdom, hvormed han tydede nogle Drømme (Kap.
2-4) og en dunkel Skrift (Kap. 5), dels p. Gr. a.
den vidunderlige Maade, hvorpaa han reddedes
af alle Farer, som hans Fromhed bragte ham i
(Kap. 6). Kap. 7-12 meddeler forsk. Visioner,
som blev D. til Del, og som tydedes af en
Engel. Der gives her i billedlig Form en
Oversigt over Verdensrigernes Udvikling: det
assyrisk-babyloniske, det mediske, persiske og det
græske. Det sidstes Historie skildres udførligt
fra Alexander til Antiochus Epifanes, der
angreb Jødernes Religion, krænkede Templet og
opstillede »den fordærvelige Vederstyggelighed«
der (11, 31), men ligesom i Drømmen Kap. 2
ender det med, at Guds Rige tilintetgør
Verdensrigerne og selv indføres for bestandig. Hele
denne Historie skildres som noget fremtidigt og
har Karakteren af en Apokalypse. At dette
imidlertid er en litterær Fiktion, er i vore Dage
alm. anerkendt. Derved bortfalder Interessen
ved det Spørgsmaal, om D. er identisk med
den Ez. 14, 14. 18; 28, 3 omtalte retfærdige
Vismand fra Fortiden. Forf.’s Kendskab til den
ældre Historie indtil Alexander er meget
mangelfuldt; navnlig er Skildringen af Eksilets Tid,
som skulde være hans egen, fuld af Fejl.
Derimod er Diadoch-Tiden nøjagtig skildret indtil
Aar 165; derefter begynder Usikkerheden paa
ny. Heraf kan man slutte, at Bogen er skrevet
c. 165 f. Kr. Dermed stemmer andre Forhold,
saaledes at Sirach (c. 200 f. Kr.) ikke kender
Bogen, det sent farvede Sprog o. s. v. Bogen
er gennemtrængt af en senere Jødedoms Aand
og er skrevet under Makkabæertidens
Trængsler, just som Templet var blevet genindviet
efter Antiochus’ Krænkelse af det, og Formaalet
er at opmuntre Folket til at blive sin Religion
tro og holde ud i Forvisning om Israels Guds
endelige Sejr. Dens Bet. har været meget stor,
og den danner Udgangspunkt for den store jød.
og kristelige apokalyptiske Litt. I Tidens Løb
er den blevet udvidet med forsk. Tillæg. Særlig
Bet. havde D.’s Bog for Udformningen af
Begrebet »Guds Rige«, som Modsætning til
Verdensrigerne, og Antikrist skildres 2. Thess. 2 og
i Johs. Aabenb. med Træk, der utvivlsomt
stammer fra D.’s Skildring af Antiochus. -
Kommentarer bl. a. af Bevan (Cambridge 1892),
Stave (Upsala 1894), Driver (i The
Cambridge Bible, 1900), Marti (Tübingen og Leipz.
1901). Jfr Buhl, »De messianske Forjættelser«
(1894).
J. P.
Daniel [da’niæl], Arnaud, provençalsk
Troubadour, der levede i Slutn. af 12. Aarh.
Han har efterladt 18 lyriske Digte, skrevne i en
yderst raffineret Stil med vanskelige Rim og
indviklet Strofebygning, hvorfor de ogsaa er
temmelig Uforstaaelige. (Litt.: Canello, La
Vita e le opere del trovatore A. D. [Halle 1883]).
Daniel [da’niæl], Gabriel, fr. Historiker
(1649-1728), traadte 1667 ind i Jesuitterordenen
og blev Bibliotekar ved Ordenshuset i Paris.
Hans Hovedværk, der skaffede ham Ansættelse
som kgl. Historiograf, er Histoire de France
skrevet i streng klerikal og monarkistisk Aand,
men med Benyttelse af et godt Materiale (3 Bd,
1713); bedste Udg. ved Griffet (1755). Ogsaa som
teol.-filos. Forf. har D. gjort sig bekendt; han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
