Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dahll, Tellef, norsk Bjergmand og Geolog, (1825-1893) - Dahllit,et Mineral af Sammensætning (2Ca3P2O8.CaCO3.1/2 H2O) - Dahlmann, Friedrich Christoph, tysk Historieskriver og Politiker, (1785-1860)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han meget ihærdig drev Mineralstudier, og blev
1850 Bestyrer af Jerngruberne i Næskilen ved
Arendal. Under Opholdet i denne Egn begyndte
han en indgaaende geol. Undersøgelse, hvilken
i praktisk Henseende havde Opdagelsen af Apatitgruberne
i Bamle til Følge. Det var derfor naturligt,
at da Stortinget 1857 for første Gang bevilgede
til Norges geol. Undersøgelse, søgte man
at knytte D. til samme. Ved Siden af Th. Kjerulf
blev han en af Lederne og overtog Undersøgelsen
af Christianssands Stift, hvis Resultater
han har offentliggjort i fl. Afh. i »Nyt. Mag. for
Naturv.« og i det af D. og Kjerulf 1865 udgivne
»Geologisk Kart over det søndenfjeldske Norge
i Maalestokken 1:400000«. 1866-74 ledede D. den
geol. Undersøgelse af Tromsø Stift, som førte
til saadanne praktiske Resultater som Opdagelsen
af det alluviale Guld i Finmarken, Stenkullejerne
paa Andøen og Nikkelforekomsten paa
Senjen. Det mere videnskabelige Udbytte offentliggjordes
i »Geologisk Kart over det nordlige
Norge« (1:100000), og senere (1892) er de skriftlige
Optegnelser udgivne ved H. H. Reusch. Af
hans tidligere videnskabelige Arbejder maa nævnes
hans ogsaa paa Tysk udgivne »Om Telemarkens
Geologi« (1860) og hans sammen med
Th. Kjerulf udgivne Arbejder »Ueber den Erzdistrikt
Kongsberg«« (1860) samt hans Fremstilling
af »Jernertsernes Forekomst ved Arendal,
Næs og Kragerø« (1861). 1861 blev D. udnævnt
til Geschworner og 1872 til Bjergmester i vestre
søndenfjeldske Distrikt. Ved Jubilæumsfesten
ved Upsala Univ. 1877 blev han kreeret til
Æresdoktor. Paa Stortinget 1865-66 mødte han
som 4. Repræsentant for Bratsberg Amt.
A. G.
Dahllit, et Mineral af Sammensætning
(2Ca3P2O8.CaCO3.½H2O).
Krystalformen er heksagonal,
Haardheden som Apatittens. Den findes
som Skorper af graalig Farve paa Nefelinsyenit
ved Kungerdluarsuk i Grønland og paa Apatit
ved Ødegaardene i Bamle, Norge. En lgn. Substans
som D. udgør sandsynligvis Hovedmassen
i Fosforit.
O. B. B.
Dahlmann, Friedrich Christoph,
tysk Historieskriver og Politiker, f. i Wismar 13.
Maj 1785, d. i Bonn 5. Decbr 1860. Efter at
have besøgt Latinskolen i sin Fødeby, der da
stod under sv. Herredømme, begyndte D. 1802
at studere Filologi ved Univ. i Kbhvn, hvor
hans Morbroder, Fr. C. Jensen, Deputeret i det
tyske Kancelli, tog sig af ham. De herværende
Prof. var dog lidet fremragende Mænd, og allerede
1804 drog D. til Halle, hvor Friedr. Aug.
Wolf udøvede en mægtig Indvirkning paa ham;
efter et nyt Ophold i Kbhvn levede han fl. Aar
stille i Wismar, vandt 1810 i Wittenberg den
filos. Doktorgrad ved en Afh. om Ottokar af
Böhmen og disputerede 1811 atter i Kbhvn med
en Undersøgelse om det gr. Drama; han blev
naturaliseret som dansk Undersaat, holdt som
Privatdocent Forelæsninger ved Univ. og udgav
1812 et lille sympatetisk Skrift om Oehlenschläger.
S. A. blev han ansat ved Univ. i Kiel og
1813 udnævnt til overordentlig Prof. i Historie.
Som saadan fremstillede han baade hist. og politiske
Emner; hans Forelæsninger over »Fædrelandets«
ɔ: det danske Monarkis Historie blev
Grundlaget for hans senere Hovedværk, og hans
Fremstilling af Ditmarskens Historie blev længe
efter hans Død udgivet af Kolster (1873); selv
udgav D. »Forschungen aus dem Gebiete der
Geschichte« (2 Bd, 1821-24), hvori bl. a. en for
Forstaaelsen af Sakse banebrydende Afh. Stærkt
grebet af den tyske nationale Frihedsbevægelse
fejrede han Sejren ved Waterloo i en Festtale
ved Univ. (1815) og førtes derved ind i det politiske
Liv i Holsten; uden at ville bryde Forbindelsen
med den danske Krone og med fast
Tro paa Bet. af en kraftig Kongemagt var han
dog en bestemt Modstander af Absolutismen og
haabede paa, at Holsten kunde faa sin gl. Stænderforfatning
genoplivet. D. blev af det slesvig-holstenske
Ridderskab taget til Sekretær, og det
blev ham, der i de paafølgende Aar førte Kampen
for dets Rettigheder imod Frederik VI, hos
hvem han ogsaa kom i stor Unaade. Resultatet
blev dog kun ringe, og hans egen Stilling mere
og mere trykkende, saaledes at han 1829 med
Glæde modtog en Kaldelse til Göttingen. Her
kastede hans Lærervirksomhed ny Glans over
Univ.; men Politikken lagde snart stærkt Beslag
paa ham; han vandt den største Tiltro hos Hertugen
af Cambridge, der var Vilhelm IV’s Statholder
i Hannover, fik Hovedindflydelsen paa
Udarbejdelsen af Landets Forfatning og sendtes
af Univ. som dets Repræsentant til andet Kammer.
Baade ved sine Taler og sine Artikler i
»Hannöversche Zeitung« gjorde han Indtryk paa
vide Kredse, om end hans ejendommelige Blanding
af Frisind og Konservatisme ikke blev ret
forstaaet; en Frugt af saavel denne hans Deltagelse
i Statslivet som af hans Lærervirksomhed
er hans »Die Politik auf den Grund und
das Mass der gegebenen Zustände zurückgeführt«
(1835; 3. Opl., 1847), hvori den eng. Forfatningsudvikling
skildredes som den ideale, der ogsaa
maatte være Forbilledet for Fastlandet. Denne
frugtbare Virksomhed blev brat afbrudt ved
Kong Ernst August’s Tronbestigelse 1837; da
Kongen omstødte Forfatningen, affattede D. en
Protest, der blev tiltraadt af 6 andre Universitetslærere,
og som førte til alle 7’s Afsættelse
og Udvisning. Det ham paatvungne Otium, nyttede
D. til at forfatte sin »Geschichte von
Dänemark« (3 Bd, 1840-43; ogsaa i dansk
Oversættelse), et meget fremragende Værk, om
end D.’s slesvig-holstenske Sympatier undertiden
har ført ham ind paa fejle Synsmaader.
Da Frederik Vilhelm IV besteg Tronen i Preussen,
blev D. 1842 kaldet til Prof. i Bonn og knyttedes
saaledes til den Stat, hvori han for længst
havde set Føreren for Fremtidens Tyskland.
Hans Forelæsninger udøvede en større Tiltrækningskraft
end nogen Sinde, og hans Fremstillinger
af den eng. og den fr. Forfatnings store
Kriser (»Geschichte der englischen Revolution«,
1844, »Geschichte der französischen Revolution«,
1845) udøvede den største Indflydelse paa Opinionen
i Tyskland. Da Revolutionen 1848 naaede
hertil, stod D. som selvskreven Fører, betragtet
med Tillid baade af Fyrster og Folk. Preussen
sendte ham som Befuldmægtiget til Forbundsdagen,
og det var især ham, der udarbejdede
»de 17’s Forfatningsudkast«, hvorefter Tyskland
skulde være et Statsforbund med en arvelig Kejser
i Spidsen; ligeledes blev han i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
