Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind V: Cikorie—Demersale / 419 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dagmar, Valdemar II's Dronning - Dagmar, russ. Kejserinde, næstældste Datter af Kong Christian IX, (1847- ) - Dagmarteatret, Skuespilhus i Kbhvn. 1880

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

opbevares i Nationalmuseet i Kbhvn. (Litt.:
Schiern, »Histor. Studier« II;
S. Grundtvig, »Danmarks gamle Folkeviser« III;
Steenstrup, »Vore Folkeviser« [Kbhvn
1891]).
H. O.

Dagmar, russ. Kejserinde, næstældste Datter
af Kong Christian IX, er født i Kbhvn 26. Novbr
1847. Prinsessens Undervisning og Opdragelse
lededes af en fr. Guvernante, Frk. de l’Escaille,
der var blevet anbefalet Prinsessens Forældre
af Dronningen af Belgien. 28. Septbr 1864 blev Prinsesse
D. forlovet med den russ. Storfyrsttronfølger
Nikolaj Alexandrovitsch, en Begivenhed,
hvorom Budskabet modtoges med visse politiske
Forventninger af det danske Folk. Det var
dengang et af de mørkeste Øjeblikke i Danmarks
nyeste Historie: en Maaned efter sluttedes
netop Freden i Wien, ved hvilken det
danske Monarki lemlæstedes. Prinsessens Forlovelse
blev dog kun af kort Varighed, idet
Storfyrst Nikolaj døde i Nizza 23. Apr. 1865;
men det flg. Aar genknyttedes Familiebaandet
mellem de to Dynastier. 23. Juni 1866 blev Prinsesse
D.’s Forlovelse med den ny Tronfølger,
Storfyrst Alexander Alexandrovitsch, deklareret
paa Fredensborg Slot. Prinsessen, der var
blevet undervist i den russ. Konfession af den
kundskabsrige og begavede Gejstlige Janitschev,
forlod sit Fædreland Septbr 1866 og gik 24.
Oktbr i Petrograd over til den russ. Kirke og
fik Navnet Marie Feodorovna. 9. Novbr 1866
viedes Prinsesse D. til Storfyrsttronfølgeren
Alexander i Vinterpaladsets Slotskapel, hvorefter
det unge Ægtepar tog Ophold i Anitschkov-Paladset.
13. Marts 1881 besteg Storfyrstinden
med sin Gemal Tronen og kronedes med
ham 27. Maj 1883 i Kreml i Moskva. Kejserinde
Marie Feodorovna blev Enke 1. Novbr 1894. I
Kraft af sin officielle Stilling helligede Kejserinden
milde Stiftelser og Velgørenhedsforetagender
sine Kræfter. Hun bevarede Kærligheden til
sit gl. Fædreland, hvad der fandt sit Udtryk i
de mange Besøg, hun sammen med sin Gemal
og senere alene aflagde det danske Hof.
A. Th.

Enkekejserinde Dagmar.

Dagmarteatret, Skuespilhus i Kbhvn. 1880
fik Direktør M. V. Brun Koncession paa et nyt
Teater i Kbhvn, og Efteraaret 1881 satte han
sig i Forbindelse med den dristige Byggespekulant
Snedkermester Hans Hansen; Jan. 1882 begyndte
Byggearbejdet paa Teatret under Ledelse
af Prof. Ove Petersen, der sammen med Prof.
V. Dahlerup havde opført det kgl. Teater; Septbr
s. A. var Bygningen under Tag, og 7. Marts
1883 gaves den første Forestilling. Brun’s Styrelse,
der varede til Udgangen af 1883-84, fik
størst Bet. ved, at han indførte en Del dygtige
Kræfter fra Provinsscenen; hans Repertoire var
hovedsagelig Operetter med Fru Schwartz-Nielsen
som Primadonna. Imidlertid havde Landmandsbanken
ved Snedkermester Hansen’s Fallit
som ufyldestgjort Panthaver maattet overtage
D., der udlejedes til Direktør Th. Andersen
for en længere Aarrække; formedelst Svagelighed
blev hans Styrelsestid kun tre Sæsoner:
den første (1884-85) beherskedes helt af Operetten
»Frøken Nitouche«, der med Fru Oda Nielsen
i Titelrollen gaves over 100 Gange, i den anden
var Hovedbegivenheden Opførelsen af Ibsen’s
»Peer Gynt« med den norske Skuespiller Henrik
Klausen i Titelrollen, og i den sidste (1886-87)
opnaaede det patriotiske Folkeskuespil
»Landsoldaten« med Viggo Lindstrøm i Hovedrollen
en Scenelykke som intet Stykke paa nogen
kbhvn’sk Scene før: det spilledes uafbrudt
fra 2. Juledag til Sæsonens Slutn., i ialt 129
Gange i Træk. Efter Andersen fulgte Skuespiller
F. A. Cetti som Direktør; hans Repertoire
var højst uensartet, midt imellem Farcer og
Operetter spillede han Ibsen’s »Rosmersholm«
og Bjørnson’s »En Handske« med den svenske
Skuespiller Aug. Lindberg henh. som Rosmer
og som Riis. Allerede i Slutn. af 1887-88 viste
der sig pekuniære Vanskeligheder, og 1. Septbr
1888 maatte Cetti, der i Anledning af den nordiske
Udstilling havde begyndt sine Forestillinger
1. Aug., erklære sig ude af Stand til at
fortsætte Teatrets Drift, som Personalet derefter
med cand. mag. Julius Lehmann som administrerende
Direktør for egen Regning fortsatte
Sæsonen ud. 1889-90 overtoges D. af et
Triumvirat, bestaaende af J. Lehmann, Skuespiller
Karl Mantzius og C. Riis-Knudsen, der
som Redaktør af Tidsskr. »Litteratur og Kritik«
havde vist stærke Teaterinteresser; efter en
Maaneds Forløb overtog Riis-Knudsen Ene-Ledelsen;
han opførte med Forkærlighed klassiske
Skuespil, navnlig tyske Tragedier, i stilfuld
og kostbar Udstyrelse, ogsaa en Del moderne
Skuespil af danske Forf. optoges paa Repertoiret.
Som Sceneinstruktør viste Forfatteren P.
A. Rosenberg en udholdende Arbejdsiver. I
Oktbr 1895 solgte Landmandsbanken Dagmar-Etablissementet,
heri indbefattet D., til Hotelforpagter
Julius Nielsen. Fra Sæsonen 1897-98
vendte Martinius Nielsen tilbage fra Folketeatret
ikke alene som Skuespiller, men tillige
som Riis-Knudsen’s Meddirektør; lidt efter lidt
blev han den styrende og hævede ved sin Interesse
for moderne danske Skuespil og ved et
stort, til Dels ypperligt Personale D. ikke blot
til det første bl. Kbhvn’s Privatteatre, men ogsaa
til en med det kgl. Teaters konkurrerende
Plads. Ved en større Udvandring af Personalet
(»de otte«) svækkedes D.’s Anseelse, og ikke uden
Vanskelighed gennemførte Martinius Nielsen Sæsonen
1905-06, men fra det flg. Aar genengageredes
nogle af »de otte«’s Hovedkræfter og yderligere
blev Prof. Emil Poulsen knyttet til D.
som dets litterære Konsulent; herved lykkedes
det Martinius Nielsen, der nu var D.’s Enedirektør,
at hæve det i nogle Aar til dets

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>