Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Curzon, George Nathaniel, Lord, eng. Statsmand, (1859- ) - Curzon, Paul Alfred de, fr. Maler, (1820-1895) - Cusa, Nicolaus fra, Kardinal, (1401-1464)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Værkerne Russia in Centralasia (1889), Persia and
the Persian Question (2 Bd, 1892) og Problems
of the Far East (1894). Han drøfter her først
og fremmest Englands politiske Interesser i
Asien, men viser tillige stor personlig Interesse
for og Kendskab til Lande og Folk; navnlig har
han god Forstand paa Persien. 1894 fik han
»Det kgl. geogr. Selskab«’s Medaille. I
Underhuset forstod han slagfærdigt og veltalende at
udnytte sin Viden, men stødte allerede stundom
ved en vis Selvsikkerhed og Overlegenhed. 1891
-92 var han Understatssekretær for Indien,
1895-98 for Udenrigsministeriet. Aug. 1898
udnævntes han til Vicekonge i Indien paa 5 Aar.
Den Lordtitel, denne Værdighed krævede, fik
han ved en Udnævnelse til »Baron C. af
Keddlestone i den irske Peersstand«, hvorved han
undgik at afskære sig fra senere atter at søge Plads
i Underhuset. Jan. 1899 overtog han Embedet,
og 1903 og 1905 forlængedes hans Embedstid
med 2 og 1 Aar. C. har været en af de
virksomste og selvstændigste Styrere af Indien i
nyere Tid. Ved rastløst Arbejde i alle
Administrationsgrene, ved Rejser over det vidtstrakte
Rige vilde han raade med hele den ydre og
indre Politik, hvis Principper han forklarede
for Englændere og Indfødte gennem talrige
officielle Taler. Over for de urolige
Grænsestammer hævdede han en stærk, men forsonlig
Stilling; af Hensyn til Forsvaret udskilte han de
nordvestligste Landskaber til en egen Provins
1901. For at møde russ. Udvidelsesbestræbelser
gjorde han et Togt med en Flotille til den pers.
Havbugt 1903, lod foretage en milit. Ekspedition
til Tibet, værnede de eng. Interesser ved en
Traktat i Lhassa 1904, og sluttede 1905 en
Traktat med Emiren af Afghanistan. Indadtil søgte
han at knytte de indfødte Fyrster til det eng.
Herredømme ved imponerende Pragtudfoldelse
- særlig ved den store Durbar Jan. 1903, hvor
Edward VII udraabtes til Kejser - ved at
skaffe deres Sønner en moderne Uddannelse og
ved i det hele at interessere dem i det fælles
Kulturarbejde. Han iværksatte en gennem store
Kommissionsarbejder forberedt
Reformlovgivning om Rigets Undervisningsvæsen, Vanding,
Politi, o. s. v. Hans Styre pristes højt af de
hjemlige Imperialister, medens mange Liberale
syntes, han var for meget af en oplyst Despot.
Han ønskede kun at indrømme de Indfødte et
yderst betinget Selvstyre, og trods sin
udmærkede Virken Under Hungersnøden og sin varme
Interesse for de gl. Kulturminder var han ikke
de indiske Nationalister sympatisk. Det vakte
pinlig Opmærksomhed, da han i en Tale gjorde
opmærksom paa, at Sandhedskærligheden i Østen
var svagere udviklet end i Vesten, og en af hans
sidste Handlinger, den administrative Firdeling
af Bengalen, stødte stærkt an mod lokale
Følelser og Interesser.
Aug. 1905 tog C. sin Afsked, da han var
kommet i Kompetencestrid med den ind.
Overgeneral, Lord Kitchener, og ikke fandt Støtte hos
den hjemlige Minister for Indien.
Forventningen om, at han nu vilde stræbe efter
Førerskab bl. Unionisterne, slog dog ikke til. Kun
1909-10 kastede han sig med mere Iver end
Held ind i en Agitation til Fordel for
Overhusets gl. Forfatningsrettigheder, der truedes.
Hans store Magtstilling har næppe gjort ham
særlig egnet til Politiker i et Demokrati. 1908
fik han ved at vælges til repræsentativ Peer for
Irland Plads i Overhuset, 1911 blev han Earl C.
i den eng. Peersstand. 1907 blev han Kansler for
Oxford-Univ., 1911 Præsident i »Det kgl. geogr.
Selskab«. Ved Koalitionsministeriets Dannelse
under Krigen Maj 1915 fik C. Sæde i Kabinettet
som Lord Privy Seal; Stillingen medfører ingen
faste administrative Pligter, men han har haft fl.
vigtige særlige Hverv. Nytaar 1916 blev han
Ridder af Hosebaandsordenen, Maj s. A. Formand
i det nyoprettede Raad for Luftkrigen. (Litt.:
Lord C. in India [Taler med Indledning af Sir
Th. Raleigh, London 1906]).
P. L. M.
Curzon [kyr’zå], Paul Alfred de, fr.
Maler, f. 7. Septbr 1820 i Moulinet, d. 4. Juli
1895 i Paris. C., Elev af Cabat, havde sin Debut
med et lille Landskab paa Salonen 1843; 6 Aar
senere kunde han paa Stipendium foretage en
Rejse til Syden, hvor han dog allerede tidligere
havde gjort Studier. Fra sit lange Ophold i
Italien og sin Rejse til Grækenland (bl. a. med É.
About, Garnier og Th. Gautier) samlede han
Materiale til de flg. Aars rige og mangesidede
Produktion. C. har nemlig med Held dyrket
baade Genre-, Historiemaleriet og
Landskabskunsten (det heroiske Landskab) og vundet
megen Anseelse for sin smagssikre Kunst, der dog
ikke er præget af stærk Originalitet. Eksempler
paa hans Landskabskunst: »Prospekt fra
Tereacina«, »Akropolis i Athen«, »Prospekt af Ostia«,
»Vesuv« m. v. Af hans Historie- og Genrebilleder
har især »Dante og Vergil«, »Psyche med
Proserpina’s Salvekrukke« og »Dominikanerne, der
udsmykker deres Kapel med Malerier« (alle i
Luxembourg-Mus.) gjort Lykke; mange Værker
i fr. Provinsmus.
A. Hk.
Cusa, Nicolaus fra, Kardinal, f. 1401,
d. 1464 i Todi i Italien. Hans Fædrenenavn var
Chrypffs (Kræbs), Navnet C. ell. Cusanus
fik han efter sin Fødeby Cues ved Mosel-Floden.
Han gik i Skole hos Brødrene af Fælleslivet i
Deventer, studerede først Jura; men da han
tabte sin første Proces, kastede han sig over
Teologien og Filosofien. Som Ærkedegn og
Protonotar i Liège deltog han i Konciliet i Basel og
skrev De catholica concordantia, hvori han
gjorde gældende: et alm. Koncil staar over Paven,
Fyrsterne er uafhængige af Paven i alt det, der
ikke vedrører Troen, Bisperne bør vælges af
Præsteskabet og af Menigheden, og deres gl.
Selvstændighed skal fornyes. Paa disse
Grundtanker støttede Konciliet sig i sin Modstand mod
Pave Eugen IV, men 1440 opgav C. dem,
sluttede sig til Paven og bekæmpede Konciliet.
Grundene til dette Omslag kunde maaske søges
i Karaktersvaghed; men ligesom han i sit
videnskabelige Arbejde ikke viste sig som en Logiker,
men som en Mand med geniale Indskydelser,
saaledes lod han sig i det praktiske Liv lede af
det, der umiddelbart tiltalte ham, og han maatte
se, at Basel-Konciliet ikke var sin Opgave voksen,
og at Pave Eugen var en betydelig Personlighed.
Han overvældedes med Æresbevisninger: var
paveligt Sendebud i Tyskland, Frankrig,
Konstantinopel, blev 1448 Kardinal og 1450 Biskop
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
