Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Copra, Kopra, Copperah, de tørrede Kerner af Kokosnødden, der importeres til Europa for at benyttes til Olieindvinding - Coprinus, se Blækhat. - Coprinæ, se Skarabæer. - Cops, se Spinding. - Copula, d. s. s. Amboceptor. - copula carnalis (lat.), Samleje. - Copyholders (eng.) lader sig nærmest betegne som Lejere ell. Fæstere under et Gods (manor) - copyright (eng.), Forlagsret. - Coquard, Arthur, fr. Komponist, (1846-1910) - coquelicot (fr.), hanekamrød, højrød, valmuerød. - Coquelin, - 1) Benoît Constant, kaldet G. aîné, fr. Skuespiller, (1841-1909) - 2) Ernst Alexandre Honoré, kaldet C. cadet, fr. Skuespiller, (1848-1909)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Copra, Kopra, Copperah, de tørrede
Kerner af Kokosnødden, der i stor Mængde
importeres til Europa for at benyttes til
Olieindvinding.
K. M.
Coprinus, se Blækhat.
Coprinæ, se Skarabæer.
Cops [kåps], se Spinding.
Copula, d. s. s. Amboceptor.
copula carnalis (lat.), Samleje.
Copyholders [’kåpihou£dəz] (eng.) lader sig
nærmest betegne som Lejere ell. Fæstere under et
Gods (manor). De maatte til Godsherren svare
visse aarlige Afgifter og Arbejdsydelser, men
var til Gengæld fritagne for Stats- og
Kommunebidrag og for at gøre Tjeneste som Edsvorne.
Valgret havde de ikke. Ved en Lov fra 1857 har
begge Parter i Forholdet faaet Ret til sat fordre
Grundbyrderne afløste, og ved en senere Lov af
1887 er Afløsningen for C.’s Vedk. blevet
saaledes lettet, at de nu i det væsentlige kan
sættes i Klasse med freeholders og indtager samme
Retsstilling som disse.
(C. V. N.). E. T.
copyright [’kåpira^it] (eng.), Forlagsret.
Coquard [kå’ka.r], Arthur, fr. Komponist,
(1846-1910), Elev af César Franck, deltog i
Krigen 1870, kastede sig derefter paa ny over
Musikstudier og debuterede 1876 som
Komponist. C. har skrevet fl. Operaer og lyrisk-dram.
Scener foruden mindre Arbejder og er desuden
bekendt som Forf. af en Biografi af C. Franck
og Skr. La musique en France depuis Rameau.
W. B.
coquelicot [kåkli’ko] (fr.), hanekamrød,
højrød, valmuerød.
Coquelin [kå’klæ], 1) Benoit Constant,
kaldet C. aîné, fr. Skuespiller, f. 23. Jan 1841,
d. 27. Jan. 1909. C. debuterede paa Théâtre
français 7. December 1860 som Gros-René i
Le dépit amoureux, gjorde straks stor
Lykke, og efter 15. Juni 1862 med Held
at have udført Figaro i »Figaro’s Bryllup«
optoges han 1863 blandt Sociétairerne.
Han fik snart alle den klassiske Komedies
Tjener-Roller, og han udførte dem med
saa straalende et Humør, saa naturlig en
Munterhed, at han inden lang Tid ansaas for
fuldendt i dette Fag, hvor han, trods Rollernes
Ensartethed, vidste at variere sit Spil med en
Rigdom af kaade Paafund, der dog altid holdtes
inden for Stilens Ramme af den respektfulde
Korrekthed, hans Ungdoms Lærer, Regnier,
havde indpodet ham sammen med den
overleverede Spillemaade. Efter som C. blev ældre
og mere anset, længtes han bort fra de unge
Tjenere, og efterhaanden fik han ogsaa et
omfattende moderne Repertoire, der spændte over
baade helt komiske Karakterroller, som Annibal
i l’Aventurière, og Roller, hvori det komiske
smeltede sammen med det rørende, som
Banville’s Gringoire, baade Roller, hvor
Følsomheden beherskede Mandigheden, som Filippo i
»Væddekampen i Cremona«, og Roller, hvor
disse to Egenskaber forenedes til borgerlig
Bravhed, som Marcel i »Arbejderliv«; samtidig
tilfaldt ham en Rk. Ræsonnør-Roller, som
Destournelles i »Slottet i Poitou«, Balandard i »En
Lænke«, Aristide i Le fils naturel, hvori hans
sikre Korrekthed og forstandsklare Tale gav
Figuren Overlegenhed og Myndighed. Den største
Triumf fejrede C., den tidligere Fremstiller af
Komediens stavnsbundne Tjener, vel nok, da
han 14. Decbr 1876 i Dumas den Yngres
Skuespil »Den fremmede« fremstillede »Vibrionen«
Hertugen af Septmonts ej alene som fuldendt
Adelsmand, men tillige gjorde denne
melodramatiske Figur til et levende Menneske:
»naturlig i hvert Ord og hver Gestus, fornem i sit
Væsen, rolig og modig i enhver Situation,
samvittighedsløs og fordærvet« (Edv. Brandes). -
I Efteraaret 1886 forlod C. Théâtre français,
fortrydelig over den Modstand, der paa Grundlag
af Teatrets gamle Vedtægter rejstes mod hans
Optræden i Provinserne; han samlede en Trup
og gav med denne Forestillinger i Udlandet,
først i de tabte Grænselande, Elsass og
Lothringen, og dernæst under stor Begejstring i de
forenede Stater. Hjemkommen fra dette
Triumftog genoptraadte C. 7. Decbr 1889 paa Théâtre
français, hvor et Aarstid senere 20. Novbr 1890
hans Søn, Jean C. (f. 1. Decbr 1865),
debuterede i samme Rolle som Faderen - Gros-René
i Le dépit amoureux - medens denne nu var
Mascarille. Noget senere, 24. Jan. 1891, udførte
C. med særlig Omhu den ædle og kloge
Labussière i Sardou’s Thermidor; hans sidste ny Rolle,
19. Novbr 1891, blev Petruccio i La Mégère
apprivoisée (»Trold kan tæmmes«). Snart efter gav
C. sig igen paa lange Rejser, denne Gang i
Europa, og gæstede - for tredie Gang - Norden
i Foraaret 1892 sammen med den sv.
Skuespillerinde Ellen Hartmann. I Beg. af 1895 tiltraadte
C. et Engagement ved det af Sarah Bernhardt
ledede Théâtre de la Renaissance, hvor han bl.
a. kreerede Titelrollen i Ed. Rostand’s Drama
Cyrano de Bergerac, som han senere turnerede
med, f. Eks. ved sit sidste Besøg i Kbhvn. -
Ved Siden af sin Skuespillervirksomhed har C.
udfoldet en ikke ringe Skribentvirksomhed og i
forsk. Pjecer udtalt sig om Skuespilkunst og
Skuespillere i Alm. som om enkelte Roller og
Forfattere; saaledes: L’Art et le Comédien (1880),
Molière et le Misantrope (1881), Un poète du
foyer, Eugène Manuel (1881), Un poète
philosophe, Sully-Prudhomme (1882), Les Comédiens
par un comédien (1882), L’Arnolphe du Molière
(1882), Tartuffe (1884).
 |
| B. C. Coquelin. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
