Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - clausula rebus sic stantibus eller rebus sic se habentibus (lat.) - Clausura, se Klausur - Clava, se Gopler - Clavaria, Clavariaceæ, se Køllesvampe - Claveau, Anatole, fr. Journalist og Forf., f. 1835 - clavecin (fr.; Hal.: clavicembalo), se Klaver - Clavellina, se Søpunge - Clavering, Douglas Charles, eng. Kaptajn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
til at fyldestgøre dens Bestemmelse som
saadan, og at de derfor maa bortfalde, naar de
kommer i Strid med selve Statsformaalet ell.,
hvad der vil sige det samme, med væsentlige
Interesser for Staten. Snart henviser man til, at
en Stats Eksistens ikke er begrænset til et kort
Spand af Tid, men kan strække sig over Aarh.,
ja Aartusinder, og at det følgelig ikke kan
tilkomme en enkelt Generation at binde Staten for
evigt. Snart anerkender man endelig en
Grundret for Staten til Selvopholdelse og
Selvudvikling og giver Ret til Opsigelse af Traktater, der
kommer i Strid med denne Ret. Der er dog
ogsaa Forf., som forkaster Læren om c. r. s. s.
og sammen med denne de nævnte Anvendelser
af den, og dette er sikkert det rigtige.
Traktater kan ligesom private Overenskomster
bortfalde efter Reglerne om bristende
Forudsætninger ell. p. Gr. a. efterfølgende Umulighed, og
ogsaa Nødretssynspunktet maa efter
Omstændighederne kunne berettige til at undlade
Opfyldelse, i det mindste mod Erstatning af
derved opstaaet Tab, men herudover synes der ikke
at burde anerkendes nogen Ret til Opsigelse,
hvor saadan Ret ikke er betinget. I Privatretten
er en videregaaende Opsigelsesret ganske vist
ikke uden Eks. Alle nyere Lovgivninger
indeholder saaledes Bestemmelser, der i visse
Tilfælde giver en Debitor Ret til at frigøre sig for
sin Forpligtelse, fordi den er blevet særlig
byrdefuld for ham, men ligesom der her i
Reglen ikke er Tale om nogen alm.
Grundsætning, men kun om spredte Forskrifter for visse
særlige Kontraktsforhold, saaledes taler stærke
Grunde mod at overføre Reglen til Folkeretten.
Det kan vel ikke nægtes, at der ogsaa inden for
denne kan forekomme Tilfælde, hvor den vilde
være paa sin Plads, men dels savner man
ethvert positivt Holdepunkt for de
Begrænsninger, der dog ikke kunde undværes, naar
Princippet om Traktaters bindende Kraft ikke
ganske skulde undergraves, dels findes der ikke i
det folkeretlige Samfund noget Staterne
overordnet Organ, hvem man kunde overlade
Afgørelsen af, om Betingelserne for Opsigelse
virkelig var til Stede. Læren om c. r. s. s.
rummer utvivlsomt en stor Fare for hele den
folkeretlige Ordning, hvad ogsaa paa en slaaende
Maade viser sig i, at en af dens ivrigste
Forsvarere kun mener at kunne begrunde den ved
at opstille den Sætning, at en Stat maa, hvad
den kan, ell. m. a. O. ved simpelthen at
identificere Magt med Ret. Det rigtige er utvivlsomt
at forkaste Klausullæren, men samtidig at
erkende, at Folkeretssamfundet som Følge af
Manglen af et lovgivende Organ er særlig udsat
for, at Spændingen mellem dets Medlemmer
udløser sig i Retskrænkelser, noget, som jo
imidlertid ogsaa kan forekomme inden for den
enkelte Stat. Praktisk Bet. har Spørgsmaalet i
Nutiden kun m. H. t. politiske Traktater,
særlig saadanne, som vedk. Stat mere ell. mindre
nødtvungent har indladt sig paa, f. Eks.
Fredstraktater, thi i andre Tilfælde plejer Staterne,
hvor Talen er om vedvarende Forpligtelser, nu
altid at betinge sig Opsigelsesret, ell. ogsaa
indgaas Traktaten kun paa bestemt, i Reglen kort
Aaremaal.
Hvad den folkeretlige Praksis angaar, har
man ogsaa fra nyere Tid Eksempler paa, at
Stater har opsagt Forpligtelser, som var
paatagne uden Tidsbegrænsning, under
Paaberaabelse af Sætningen om c. r. s. s. Mest kendt
er vistnok Ruslands Opsigelse 1870 af de
Bestemmelser i Paris-Freden af 1856, hvorved
Sortehavet neutraliseredes, og det forbødes
Rusland at holde en Flaade der. Denne
Opsigelse fremkaldte Protester fra forsk. Side,
navnlig fra England, hvilke førte til
Sammenkaldelsen af en Konference i London det flg.
Aar. Her blev Rusland vel løst fra sin
Forpligtelse i H. t. Paris-Freden, men man anerkendte
ikke, at det havde kunnet frigøre sig for den
paa egen Haand. Tværtimod undertegnede de
tilstedeværende Magter (de europ. Stormagter
og Tyrkiet) 17. Jan. 1871 en Protokol, hvori det
udtaltes, at det er et væsentligt Princip i
Folkeretten, at ingen Stat kan frigøre sig for
traktatmæssige Forpligtelser uden gennem venskabelig
Overenskomst at erhverve Medkontrahenternes
Samtykke dertil. Medens det ved denne
Lejlighed passerede nærmest maa siges at
indeholde en Underkendelse af Klausullæren,
forholder det sig anderledes med en i nyere Tid
forefalden Anvendelse af den, nemlig
Østerrig-Ungarns Opsigelse 1908 af Art. 25 i
Berlin-Traktaten af 1878 og dets derefter iværksatte
Anneksion af Bosnien og Herzegovina. Ogsaa
denne Opsigelse fremkaldte Protester fra flere
Sider, bl. a. uoder Henvisning til
London-Protokollen, men det lykkedes ikke blot Østerrig
reelt at hævde Anneksionen, men det undgik
ogsaa enhver Anerkendelse af, at det ikke paa
egen Haand havde kunnet opsige sin
Forpligtelse. Noget sikkert sædvaneretligt Grundlag har
Klausullæren dog ikke faaet derved. Bl.
Statsmændene har den selvfølgelig altid haft
Tilhængere, navnlig Bismarck har oftere og paa den
mest utvetydige Maade bekendt sig til den.
(Litt.: K. L. Bugge i »Tidsskr. f. Retsvid.«
1902, S. 185 ff.; Bruno Schmidt, Ȇber die
völkerrechtliche c. r. s. s. sowie einige
verwandte Völkerrechtsnormen« [Staats- u.
völkerrechtliche Abhandl. herausg. v. Jellinek, Meyer
u. Anschütz, Bd VI, H. 1, 1907]; E.
Kaufmann, »Das Wesen des Völkerrechts u. die
c. r. s. s.« [1911]).
P. J. J.
Clausura, se Klausur.
Clava, se Gopler.
Clavaria, Clavariaceæ, se Køllesvampe.
Claveau [kla’vo], Anatole, fr. Journalist
og Forf., f. i Bièvre 30. Maj 1835, var under
Mærket Quidam aandfuld Kronikør i Le Figaro
og har i Bogform udgivet Le roman de la comète
(1857), Nouvelles contemporaines (1860), Contre
le flot (1886, prisbelønnet af Akademiet), Un
chef de service, portrait d’après nature (1888),
Fin de siècle. Pile ou face (1889), Alfred de
Musset (1894), Sermons laïques (1898), La langue
nouvelle. Essai de critique conservatrice (1907)
o. fl.
S. Ms.
clavecin [klav’sæ] (fr.; ital.: clavicembalo),
se Klaver.
Clavellina, se Søpunge.
Clavering [’k£ävəriŋ], Douglas
Charles, eng. Kaptajn. 1823 var Briggen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
