Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Clausen, Henrik Georg, dansk Præst (1759-1840) - Clausen, Henrik Nicolaj, dansk Teolog og Politiker (1793-1877)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
1840 i Kbhvn. C. virkede siden 1797 ved Frue
Kirke i Kbhvn, fra 1811 som Stiftsprovst. Han
staar paa en ejendommelig Maade mellem to
Tider. I Beg. stod han som den anerkendte
Forkæmper for »fornuftig Kristendom og sædelig
Dyd« over for naturalistisk Vantro; men da han
senere kom til at staa som en Rationalismens
Talsmand over for det med Mynster og Grundtvig
fremspirende religiøse og kirkelige Liv, fik
han Strømmen mod sig. Han var en af de 6
Præster, der 1811 førte Klage over Grundtvig’s
Dimisprædiken. Den Frihed, hvormed han
behandlede særlig Daabsritualet, førte 1832 til
alvorlige Kollisioner, som endte med C.’s Nederlag,
hvorfor han ikke senere forrettede nogen
Daabshandling. 1838 tog han sin Afsked. C. var
en karakterfuld og agtværdig Repræsentant for
Rationalismen, og han øvede i sin Velmagts
Dage en stor Indflydelse baade i Kirke og i
Skole. (Litt.: H. N. Clausen, »H. G. C.’s
Eftermæle« [Kbhvn 1840]).
(J. P. B.). A. Th. J.
Clausen, Henrik Nicolaj, dansk Teolog
og Politiker, Søn af ovenn. H. G. C., f. 22. Apr.
1793 i Maribo, d. 28. Marts 1877 i Kbhvn. Til
sit 25. Aar førte han, der 1809 var blevet
Student, 1813 teol. Kandidat, et Hjemmeliv i sin Faders Præstegaard,
over hvis indsnævrende Indvirkning, trods al Hjemmets Hygge, han
senere har klaget. Tiden gik med teol. og filos. Studier; 1817
disputerede han for Doktorgraden i Filosofi for-theodosianske
Kirkefædres Betragtning og Bedømmelse af
Platon og Platonismen). Ny Vidder aabnede sig
for ham, da han 1818 drog ud paa en Studierejse.
Under denne Rejse fik særlig Berlin, hvor
han ivrig hørte Schleiermacher, og Rom med
sine Kunstskatte og ejendommelige Kirkeliv Bet.
for ham. I Schleiermacher’s Forening af
»inderlig Kristentro og frygtløs Kritik« vilde nu
ogsaa han søge Maalet for sin teologiske
Stræben, og Studiet af Katolicismen bragte ham
kun til at blive sig sin Protestantisme end mere
bevidst og at betone det fælles-protestantiske,
det »evangeliske«. Kort efter Hjemkomsten
blev han (1821) Lektor i Teologi og (1822) Prof.
Han bearb. nu det paa Rejsen vundne Materiale
til en Bog »Katholicismens og Protestantismens
Kirkeforfatning, Lære og Ritus«, som udkom
1825. I denne Bog viste han sig i det væsentlige
som Rationalismens Teolog, men med tydelig
Tilbøjelighed til at lægge Skriften som Grundlag
for den rette Teologi. Kun faa Dage efter
udsendte Grundtvig »Kirkens Genmæle«, et
voldsomt Angreb, der i C.’s Bog kun saa
kristusfornægtende og kirkeopløsende Rationalisme. C.
svarede med Sagsanlæg, og der blev en bitter
Kirkestrid, hvorunder C. stod ret ene, medens
Grundtvigs Venner, især J. C. Lindberg, angreb
ham med Voldsomhed og Smaalighed. Striden
gav Anledning til en stærk Bevægelse i hele den
danske Kirke. C. bragte imidlertid nyt Liv i
det teologiske Studium. Hans klare Kritik og
hans værdige, men kølige Fremtræden øvede en
betydelig Indflydelse, og i Aarenes Løb kom han
selv lidt efter lidt længere og længere bort fra
Rationalismen. Dog naaede han aldrig et
afgjort positivt Stade. Altid var der over hans
Teologi et Mæglingspræg. Han søgte at
indtage en Mellemstilling mellem Rationalismen og
den rent positivt-kirkelige Teologi.
Men C. var ikke blot Teolog. I Folkelivets
Frembrud til Frihedstrang og Nationalfølelse
har han haft en ikke ringe Del. Han var med
til at stifte Trykkefrihedsselskabet (1835) til
»Oplivelse af Almenaanden«. 1840-46 var han
Medlem af (siden 1842 Præsident for)
Roskilde Stænderforsamling. Politiker af Fag var
han ikke; med en Politikers Agitation lod
desuden hans fornemme, aandsaristokratiske
Væsen sig daarlig forene. Men han traadte i
Skranken for de nationale Følelser, der
besjælede ham. Danskhed, Skandiniavisme,
Forfatningsfrihed var hans Idealer. I de bevægede
Dage 1848 med Kasinomøderne o. s. v. var C.
eo af de virksomste, og 22. Marts var Sejren
vunden. I Martsministeriet fik C. dog ikke Sæde;
derimod fik han som kongevalgt Medlem Sæde
i den grundlovgivende Rigsdag, og endnu s. A.
blev han Medlem af »Novemberministeriet«
(Moltke) som Minister uden Portefeuille til Juni
1851. C. var en ivrig Forkæmper for Slesvigs
konstitutionelle Sammenslutning med Kongeriget
og fastholdt, som de Nationalliberale i det hele,
den statsretslige Grænse til Ejderen; dog vilde
han uden Betænkning foretrække Slesvigs
Deling fremfor et selvstændigt, kun i udvortes
Forbindelse med Kongeriget staaende Slesvig. Siden
1849 var han Medlem af Folketinget, men
flyttede 1854 over til Landstinget, for dog endnu
s. A. at nedlægge sit Mandat p. Gr. a. Ministeriet
Ørsted’s voldsomme Fremfærd mod Embedsmænd
af Oppositionen (Biskop Monrad’s
Afskedigelse). Men efter Ministeriets Fald blev han
atter Medlem af Landstinget (1855-68). C.
havde megen Ære og Glæde af sin nationale og
liberale Virksomhed, 1854 udnævntes han
saaledes til Æresmedlem af Studenterforeningen,
og paa dette Omraade mødtes han med Grundtvig;
ved Slesvigernes Besøg i Kbhvn 1865 stod
de Side om Side.
Ogsaa paa det kirkelige Omraade viste sig
hans liberale Stræben, om han end ikke
sympatiserede med Grundtvigianernes Frihedsønsker,
der forekom ham kirkeopløsende. Allerede
1840 havde han stillet Forslag om særlig
Fællesbestyrelse for Kirke- og Undervisningsvæsenet,
og 1848 stillede han, sammen med Martensen
og Grundtvig, som Medlem af Kbhvn’s Konvent,
Forslag om en lovgivende Kirkeforsamling, hvad
da ogsaa førte til Grundlovens § 80.
Kirkeforfatningssagen havde stadig i C. en varm
Talsmand, indtil han, efter det totalt mislykkede
 |
H. N. Clausen |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
