Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ciullo d'Alcamo ell. Cielo dal Camo, ital. Digter i 13. Aarh. - Civa (»gunstig«), en af de vigtigste Guder i Hinduismen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ved man intet, kun at han var Sicilianer; men
han er Forf. til det ældste bevarede ital. Digt.
Det findes i et Haandskrift i Vatikanet og er en
Vekselsang (Contrasto) mellem en Elsker og
hans Elskede: hun er først meget knibsk, truer
ham med sin Fader og sine Brødre og vil
hellere gaa i Kloster ell. drukne sig end blive hans,
men efterhaanden lader hun sig dog bøje,
opfordrer ham til at fri hos hendes Forældre, og
efter at han har svoret paa Evangeliebogen, at
han vil tage hende til Ægte, giver hun sig hen
til ham. Det begynder: Rosa fresca aulentissima
(ɔ: olentissima), »Du friske duftende Rose«.
Digtet, der i sin Bredde gør Indtryk af poetisk
Umiddelbarhed og folkelig Oprindelighed, er
delt i 32 rimede Strofer, hver paa 5 Linier;
Sproget er Gammelsiciliansk. Af en Hentydning
til bestemte hist. Begivenheder ses, at det maa
være digtet efter 1231. Det er udg. af V.
Nannucci i Manuale della letteratura del primo
secolo (1845), siden af A. d’Ancona og D.
Comparetti i Antiche Rime volgari (1875), og har -
som interessant p. Gr. a. sin Ælde og usikre
Sprogform - været Genstand for mange
Undersøgelser, navnlig af D’Anconia i Studi sulla
letteratura (1884).
(E. G.). E. M-r.
Çiva (»gunstig«), en af de vigtigste Guder i
Hinduismen. 1) I Vedahymnerne og den ældre
brahmanske Litt. kendes han ikke; men vi
møder der forsk. Gudeskikkelser, som meget
minder om ham; dette gælder især Rudra (s. d.).
Det er rimeligvis Ç., der omtales under Navnet
Dionysos af Megasthenes som dyrket paa
Bjergene. I Hinduismen er ingen anden Gud lige
med ell. over Ç. end Brahmán og Vishnu, og
Ç. er den 3. Person i »Tre-Skikkelsen«
(Trimurti), nemlig Verdens Ødelægger med
»Egenskaben« Mørke (jfr Bhagavadgita) og
identificeret med Mrityu (»Døden«) eller Kala
(»Tiden«), ja Çivadyrkerne (Çaiva) gør ham
til eet med det absolutte (jfr Bráhman) og
lader ham som saadan dele sig i Brahmán,
Vishnu og Ç. og baade skabe og ødelægge
Verden. Nogle (Weber) har ment, at Ç. er opstaaet
ved Sammensmeltning af Rudra med Agni (nogle
af hans Navne er ogsaa Navne paa Agni, og
nogle af hans Hustrus Navne er ogsaa Navne
paa Agni’s Flammer ell. »Tunger«, jfr endvidere
ndf.), andre (Wurm), at han er en
Sammensmeltning af Rudra med en dravidisk Gud
(uantageligt); i Virkeligheden turde han være en
rent folkelig Gud, der fra først af som Herre
over Lynet har Berøring med Agni og senere
har opslugt denne, der blev en af hans Former;
»han tenderer ikke til en mere ell. mindre fys.
ell. abstrakt Panteisme som de gl. Guder (skønt
Spekulationen, naar den tilegner sig ham, maa
reducere ham til sine panteistiske Formler),
men altid til en vis personlig Monoteisme ell.
til en organiseret Polyteisme under en øverste
Gud«. Ç. har et 3. Øje midt i Panden, hvorfra
den Flamme udbryder, som skal fortære
Verden (jfr Çesha). Han bærer Diskus, Trefork,
Kølle, Sværd og Økse; hans Bælte, Ørenringe
og Skuldersnor er af Slanger, hans
Yderklædning af Slangeskind; han har et Halsbaand af
Hjerneskaller; Maanen er hans Diadem, og han
er oversmurt med Aske; han ler skrækkeligt,
synger, danser, musicerer, taler som en
vanvittig ell. drukken, etc., ell. hengiver sig til
forfærdelige Spægelser. Hans Hals er blaa, fordi
han drak den ved Havets Kerning opstaaede
skrækkelige Gift (se Amrita), eller fordi
Narayana ved Daksha’s Offer greb ham i
Struben. Han troner paa Bjerget Kailasa,
omgivet af Yaksha’er, Piçaca’er og andre
Bhuta’er, som frekventerer Rettersteder og
Begravelsespladser, og sværmer om med dem
om Natten. Hans Hustru Durga er hans çakti;
hans Sønner er Lærdomsguden Ganeça og
(i Agni’s Skikkelse) Krigsguden Skanda, hans
Tyr Nandin. Hans Gunst vindes ved
Spægelser og urokkelig Udholdenhed, saa at man
hellere opgiver Livet end afstaar fra sit
Forehavende. Hans Dyrkelse er blodig, asketisk og
magisk ell. orgiastisk (jfr Yogi’er og
Bhairava).
Çivaismen synes ældre end Vishnuismen. Den
synes længe at have været en Slags
professionel Religion for Brahmaner og Forfattere
(endnu udgør Brahmaner en meget stor Del af
Çivaitterne; de ældste Dramaer m. m. begynder
med en Bøn til Ç.; Panini fik Grammatikken
aabenbaret af Ç.; Ganeça anraabes foran ind.
Bøger); men vi har ingen gl Fremstilling af
den, som kan sammenlignes med f. Eks.
Bhagavadgita for Vishnuismen; de çivaitiske
Purana’er er de mest aandløse. Af gl. Sekter nævnes
Paçupata’erne (i Mahabharata) og
Maheçvara’erne (i Indskrifter fra 5. Aarh. e. Kr.),
ang. hvilke vi væsentlig er henviste til
Sayana’s Sarvadarçanasangraha.
Çivaismen havde væsentlig antaget den deistiske
Sankhya’s Lærdomme: Sjælen er som et Dyr
(paçu), lænket af Materien (prakriti), hvori
Guds (Ç.’s) Blendværk (maya eller çakti
ɔ: Durga) virker, og som forhindrer Sjælen
fra at vende tilbage til dens Herre (pati ɔ: Ç.;
man har altsaa givet Navnet Paçupati en
 |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
