Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Cikader danner den ene af de 4 store Hovedgrupper, hvori Rynchoternes ell. de Næbmundedes Orden falder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
der udgik fra den, var saa stærkt, at hun ved
det kunde læse en holl. Avis. Nutildags er
Lyscikaderne overalt strøgne af de lysende
Insekters Række. Hvad Fordøjelseskanalen
angaar, findes altid, navnlig hos Sangcikaderne,
stærke Spytkirtler og 4 malpigiske Kar.
Fordøjelsen foregaar meget livligt; det Skum, man
i Sommertiden træffer rundt om paa Straa
overalt paa Markerne, skyldes som bekendt de
smaa Skumcikader og er i Virkeligheden ikke
andet end de sammenklæbede hvide
Ekskrementer, som hobes op uden om Dyret og danner
denne store Spytmasse, hvori mindst een, men
meget ofte ogsaa 6—9 grønne Cikadelarver
findes. Spyttet afgiver Beskyttelse for Larverne
mod Snyltehvepses Angreb. C.’s Ekskrementer
tjener meget ofte i Troperne, hvor Bladlusene,
Myrernes egl. Honningdyr, næsten ganske
mangler, disse til Næring. Ogsaa her berører
Myrerne C.’s Ryg med Følehornene, og Resultatet
er det samme som hos Bladlusene: C. bøjer
Bagkroppen opad og udsender den honningsøde
Ekskrementdraabe; ligeledes er der gjort den
interessante Iagttagelse, at mange vilde bras.
Bier ogsaa søger C., særlig Skjoldcikaden
(Umbonia indicator), for at faa Honningen. — Det
er en velbekendt Sag, at ogsaa danske C.,
navnlig af Smaacikadernes Gruppe, ejer Evnen til at
frembringe Lyde ved at gnide forsk.
Legemsdele mod hinanden. Disse Lyde overgaas
imidlertid i høj Grad i Styrke af de Toner, som
Sangcikaderne formaar at frembringe. Disse
stammer fra nogle meget mærkelige
Lydorganer, Hannerne har paa Bugsiden ved
Grunden af Bagkroppen. Der findes nemlig her 2
ejendommelige Huler, adskilte fra hinanden ved
en Skillevæg og mere ell. mindre overhvælvede
af et Par Klapper. Over Bunden i disse Huler,
som alm. betegnes Trommehuler, er udspændt
en tør, noget foldet Hinde. Paa denne fæstner
sig med deres ene Ende 2 stærke, kraftige
Muskler, med den anden er de fæstnede til 2.
Bugring. Naar nu disse Muskler strammes,
drages Huden, »Trommeskindet«, indad; ved at
slappes antager det sin gl. Stilling. Der
frembringes ved denne Muskelbevægelse en stærk,
smækkende Lyd, som i høj Grad forstærkes dels
ved Resonansen fra Trommehulens Vægge og
dels ved de meget kraftige, blæreformet
opsvulmede Aanderør, der ligger tæt op til
Trommehulen. Kun Hannerne har dette ejendommelige
Apparat; allerede Xenarchos, for hvem dette
Forhold ikke var ubekendt, bemærker
ondskabsfuldt: »Lykkelige er Cikaderne; thi deres
Kvinder er stumme«. For Grækerne var overhovedet
C.’s Sang et velbekendt Fænomen; Aristoteles
omtaler det, i Myterne forekommer det ofte
(Kampen mellem Lyraspillerne Eunomos og
Ariston), og forsk. Digtere, bl. a. Anakreon,
helliger dem Oder ell. omtaler dem i
Tragedierne (Sofokles). Den Lyd, disse Sangcikader
frembringer, er overordentlig stærk og i Længden
meget trættende at høre paa. Lyden er saa
stærk som en kvækkende Frøs og siges at kunne
høres selv fra et rullende Jernbanetog.
C.’s Forvandling er ufuldstændig. Af Æggene,
der lægges i Jorden ell. paa Planterne,
udvikles en Larve, der gennemgaar adskillige
Hudskifter, inden den bliver voksen. Enkelte
bruger en uforholdsmæssig lang Tid til deres
Udvikling, og en enkelt af dem, den
nordamerikanske C. (C. septendecim) bruger ikke mindre
end 17 Aar til sin Udvikling. I 16 Aar ligger
dette Dyr i Jorden og ernærer sig som Larve
af Planternes Rødder. — C. er saa godt som
alle Solskinsdyr, oftest udmærkede ved
pragtfulde Farver. Enkelte, som mange Sangcikader,
opnaar den betydelige Størrelse af c. 5 cm
og Fulgora laternaria endog af over 8. De lever
altid af Planternes Safter, men ødelægger dem
som deres Frænder Bladlusene kun yderst
sjælden, og det er faa C., der kan kaldes for
skadelige Insekter. Til disse maa fremfor alle den
17aarige C. regnes, som i det Aar, den er
fremme, skal optræde særdeles ødelæggende; tillige
angives en C. at være farlig for Sukkerrøret, en
anden for Byg og en tredie for Kartofler. Det er
ligeledes kun faa C., der leverer os brugbare
Stoffer. Voks faas af den kin. Flata limbata. Den
saakaldte Mannacikade (C. orni) frembringer
ved sit Stik Udsvedninger paa Mannaasken.
Disse Udsvedninger bruges vel nok; dog har
Dyret ikke særlig stor Bet., da man mest
bruger den Manna, et sukkerholdigt Stof, der flyder
ud af de lodrette Ridser, man skærer i
Træernes Bark (om Israelitternes Manna og
Mannaregn se Manna).
Hvad C.’s Systematik angaar, falder Gruppen
naturlig i fl. Fam.: Cicadellidæ (Smaacikaderne),
hvortil de fl. af den tempererede Zones C. hører
(herhen Skumcikaderne); Membracidæ,
overvejende amer. Former, mærkelige ved Udvækster
paa Hoved og Bryst (herhen den danske
Horncikade [Centrotus cornutus]); Fulgoridæ ell.
Lyscikaderne (den surinamske og den kinesiske
Lygtedrager), alle tropiske, og endelig Cicadidæ
(Sangcikaderne) med Mannacikaden (C. orni)
og den 17aarige C. (C. septendecim), alle
tropiske og subtropiske. (Litt.: Schiødte,
»Nogle ny Hovedsætninger af Rhyncoternes
Morphologi og Systematik« [»Nat. Tidsskr.«, 3. Rk.,
6. Bd, 1869]; Fieber, Les Cicades d’Europe
[1875]; H. J. Hansen, »Gamle og ny
Hovedmomenter til Cicadariernes Morphologi og
Systematik« [Svensk Entomologisk Tidskrift, 1890]).
C. W.-L.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
