Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Christophle , Albert, fr. Politiker (1830-1904) - Christophorus, den hellige, en af de mest folkelige Helgener - Christopulos, Athanasios, nygr. Digter og Grammatiker, 1772-1847 - Christus, se Jesus. - Christus, P., se Cristus. - Chrodegang, Biskop i Metz og Grundlægger af Domkapitelinstitutionen, ( -766) - Chromides, se Flodlæbefisk. - chronique scandaleuse (fr.), »Sladderhistorie«; Meddelelser, særlig af forargeligt Indhold, om en Persons private Forhold - Chronos(gr.) *c: Tiden, findes stundom hos de gr. Digtere personificeret som en gl. graanet Gud - Chropaczow, se Schlesiengrube. - Chrotta, et af de ældste europæiske Strygeinstrumenter - Chroust, Anton, tysk Historiker, (1864- ) - Chrozophora Neck., Slægt af Vortemælkfamilien, oftest enaarige Urter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Departementsraad, men tog Afsked ved Aarets
Udgang, da denne frisindede Holdning ikke
vandt Bifald hos de radikale Magthavere. 1871
valgtes C. til Nationalforsamlingen og sluttede
sig straks til venstre Centrum; blev Partiets
Formand og var Medlem af vigtige Udvalg (om
den kommunale Ordning og Forfatningslovene).
Som afgjort Tilhænger af den konservative
Republik stemte han 1873 imod Mac Mahon’s
Septennat og senere imod Buffet’s reaktionære
Lyster. 1876 valgtes C. til Deputeretkamret og
genvalgtes indtil 1885, samt paa ny 1887—1902.
Han var Minister for de offentlige Arbejder
Marts 1876—Maj 1877 under Dufaure og Jules
Simon og blev 1878 udnævnt til Guvernør for
Crédit foncier, som under hans Styrelse, indtil
1895, fik et stort Opsving.
E. E.
Christophorus, den hellige, en af de
mest folkelige Helgener, æret saavel i den
rom.-kat. (25. Juli) som i den østerlandsk-kat. Kirke
(9. Maj). Legenden om ham synes altid at have
været fantastisk og eventyrlig. Han skal have
hørt hjemme i Lykien og skildres som en Kæmpe
paa 7 1/2 m’s Højde og med Hundehoved;
Martyrdøden led han under »Kong Dagnus« (Kejser
Maximinus Daja), og ved Udholdenhed i
Lidelserne omvendte han mange Tusinde Mennesker.
I Middelalderen opdukker en anden Legende om
C., præget af den gamle germanske Tanke om
Tjeneste- og Troskabsforholdet til den mægtige
Høvding: C. vil tjene den stærkeste og vælger
en stor Fyrste; men da han ser, at denne er
ræd for Djævelen, træder han i Djævelens
Tjeneste. Imidlertid opdager han, at ogsaa
Djævelen har sin Overmand, idet han har Sky for et
Kristusbillede, og C. vælger da at tjene Kristus.
Endnu udøbt paatager han sig den
Fromhedsgerning at bære Pilegrimme over en strid Strøm.
En Dag er det et Barn, der beder om hans
Hjælp; men Barnet viser sig at være saa tungt,
at han har al sin Kraft nødig for at bære sin
Byrde; et Øjeblik trykkes han endog under
Vandet. Men dermed er han døbt; thi Barnet
er Kristus, og nu faar C. sit Navn, der betyder
Kristusbæreren. C. findes ofte afbildet i
Kirkerne; særlig i Forhallen eller det nederste af
Langskibet ser man udskaarne eller udhugne
og i Reglen malede Figurer af hans
Kæmpeskikkelse med det lille Kristusbarn paa
Skuldrene, saaledes i Köln’s og Münster’s
Domkirker. Berømte er ogsaa Tizians C. i Dogepaladset
og Freskerne i Capella s. Jacopo e Cristoforo i
Padua. Til C.’s Ære dannedes der i
Middelalderen Broderskaber, der færgede Pilegrimme
ell. Vejfarende over Floder og Aaer. Mest kendt
er Vorarlberger Broderskabet, der stiftedes 1386.
H. O.
Christopulos, Athanasios, nygr. Digter
og Grammatiker, 1772—1847. C.’s Digte er i
anakreontisk Stil (Paris 1833, 2 Bd; ny Udg.
1841); desuden har han ved fl. grammatiske
Arbejder gjort sig fortjent af det nygræske Sprog.
Hans Hellenika archaiologemata, der bl. a.
indeholder Iliadens 1. Bog og Sapfo’s Oder i
Oversættelse, udkom først efter hans Død (Athen
1853).
K. H.
Christus, se Jesus.
Christus [↱kristøs], P., se Cristus.
Chrodegang, Biskop i Metz og Grundlægger
af Domkapitelinstitutionen, d. 766, var af høj
ripuarisk Æt, blev Præst ved Karl Martel’s
Hof og 742 Biskop i Metz. Sendt af Pipin
hentede han Pave Stefan II til Frankrig og
ledsagede ham der (753—54); til Løn fik han Ret
til at bruge Ærkebispernes Værdighedstegn. C.
stiftede fl. Klostre, sørgede for Kirkernes
Udsmykning og søgte at hæve Præstestanden. Hans
Iver for denne Sag førte ham til at samle sine
Præster i et fælles Hus, der kaldtes claustrum
(Kloster), monasterium (deraf »Münster«) ell.
domus (Hus, deraf »Dom«kirke); Augustinus’
Præstegaard i Hippo var hans Forbillede, og
fl. Idéer laante han fra Benediktinerreglen;
Præsterne fik dog Ret til Særeje, men de havde
fælles Spisesal og Sovesal. Alt ordnedes i det
hele efter en fast Regel (canon), hvorfor
Præsterne kaldtes Canonici, Kanniker. C.’s Regel
udbredtes videre efter hans Død, og Kirkemødet
i Aachen 817 krævede den gennemført ved alle
Hovedkirker.
H. O.
Chromides, se Flodlæbefisk.
chronique scandaleuse [krå↱nik-skã↱dalø.z]
(fr.), »Sladderhistorie«; Meddelelser, særlig af
forargeligt Indhold, om en Persons private
Forhold; Bysladder. Benævnelsen c. s. anvendtes
allerede i Frankrig i Jean de Troye’s chronique
du roy Louis XI, autrement dite la c. s.; under
Ludvig XIV skrev Claude le Petit 1668 sin c. s.
de Paris, et ret uskyldigt satiriserende Digt om
Paris’ Gader, Paladser etc., hvilket imidlertid
medførte Digterens Død paa Baalet (paa
Grèvepladsen) som Følge af Beskyldning for Blasfemi.
Chronos [↱кro-] (gr.) ɔ: Tiden, findes
stundom hos de gr. Digtere personificeret som
en gl, graanet Gud, der hører alt, ser alt og
aabenbarer alt. I den senere Oldtid forveksles
C. stundom med Titanen Kronos, Zeus’ Fader.
Orfikerne betragtede C. som Ophav til alt (jfr
Kosmogoni).
C. B.
Chropaczow [-t∫åf], se Schlesiengrube.
Chrotta, et af de ældste europæiske
Strygeinstrumenter, der efter Navnet at dømme (crwth,
crowd, crouth) synes at være af britisk
Oprindelse, og som ogsaa i sin ejendommelige Form
kun har holdt sig længere Tid i Storbritannien
og i Bretagne, medens det i det øvrige
Frankrig og Tyskland hurtig undergik væsentlige
Omdannelser. Fra de dengang alm. brugte
Strygeinstrumenter adskilte det sig ved at mangle
Halsen; den firkantede Resonanskasse fortsattes
i en Bøjle, i hvis Midte Stemmeskruerne var
anbragte; de 5 Strenge løber dels over, dels ved
Siden af et smalt Gribebræt. C. fandtes endnu i
Slutn. af 18. Aarh. i sin gl. Skikkelse hos
Landbefolkningen i Irland, Wales og Bretagne.
S. L.
Chroust [krust?], Anton, tysk Historiker,
f. 10. Marts 1864 i Graz, siden 1898 Prof. i
Würzburg, har dels syslet med palæografiske Studier
og er Medudgiver af Monumenta
palæographica, »Denkmäler der Schreibkunst des
Mittelalters« (1899 ff.), dels medvirket ved Udgivelsen
af den store Kildesamling »Briefe und Akten zur
Geschichte des Dreissigjähr. Krieges«.
Kr. E.
Chrozophora [-fo-] Neck., Slægt af
Vortemælkfamilien, oftest enaarige Urter, grenede og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
