Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Christian VIII, Konge af Danmark (1839-48), (1786-1848)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Medens C. som Norges Statholder var i Færd
med at reorganisere Landets Administration,
Finanser og Forsvarsvæsen og skaffe Tilførsel
af Korn, gik Frederik VI videre ad sin
skæbnesvangre Vej. Fornyelsen af Alliancen med
Napoleon og Krigserklæringerne mod Sverige,
Rusland og Preussen førte endelig til
Fredsslutningen i Kiel 14. Jan. 1814, ved hvilken Kongen af
Danmark frasagde sig til Bedste for Kongen af
Sverige alle sine Rettigheder og Fordringer paa
Kongeriget Norge, der fremtidig skulde tilhøre
Kongen af Sverige med fuld Ejendoms- og
Suveræinitetsret. Men en norsk Notabelforsamling
paa Eidsvold erklærede Kongen af Danmark for
uberettiget til at overdrage Norge til nogen
anden Regent og nægtede derfor at anerkende
Kiel-Freden. I Kraft af Folkesuverænitetens
Princip vilde Nordmændene saaledes selv tage
Bestemmelse om deres Fremtidsskæbne. Under
denne Situation maatte C. opgive sin
oprindelige Tanke at lade sig proklamere som Norges
Konge ifølge sin Arveret. Efter
Notabelforsamlingens Opfordring traadte han i Spidsen for
Styrelsen som Regent og indkaldte en
konstituerende Rigsforsamling, der mødtes i Eidsvold
10. Apr. 1814. Efter at denne havde vedtaget
Norges nuv. Grl., valgte den enstemmig C., under
Navnet Christian Frederik, til Konge 17. Maj.
C. gjorde nu Forsøg paa at vinde en Støtte i
England; men hans Sendebud afvistes, ligesom hans
Planer om at blive valgt til sv. Tronfølger kun
forblev tomt Hjernespind. Sveriges Tronfølger,
Karl Johan, og Kong Karl XIII førte henh. en
Hær og Flaade mod Norge, medens der fra de
fire Stormagter England, Rusland, Østerrig og
Preussen ankom Kommissærer, der forlangte
Kiel-Fredens Anerkendelse og Gennemførelse.
C. befandt sig i en Situation, der næppe kan
tænkes vanskeligere: paa den ene Side stod han
saa at sige under det samlede Europas Tryk,
og paa den anden Side skulde han, der var
aldeles ukrigersk og blottet for milit. Blik,
optage Kampen med en feltøvet svensk Hær, der
kommanderedes af en af Napoleons
forhenværende Marskaller. Vi skal ikke her forfølge det
to Ugers Felttog til Søs og til Lands, og heller
ikke kan vi fordybe os i de diplomatiske
Underhandlingers Enkeltheder. Hvad vi her holder os
til, er Hovedspørgsmaalet, om C. ved sin
politiske Optræden under den foreliggende
Situation har indlagt sig Fortjenester af Norges
Selvstændighed. Herpaa giver de nyeste
Undersøgelser (Y. Nielsen, »Fra Kiel til Moss 1814«)
et bekræftende Svar. Han vandt
Stormagtskommissærerne for den Opfattelse, at Norge
var et Kongerige, der havde Ret til at tage
Beslutning om sin fremtidige Stilling, og ved
først at tilbyde en betinget, dernæst en ubetinget
Tronfrasigelse opnaaede han de Indrømmelser,
der fandt deres Udtryk i Konventionen i Moss
af 14. Aug. 1814. Ved den forpligtede han sig
til straks at sammenkalde et overordentligt
Storting, overdrage Regeringen til Statsraadet,
nedlægge sin Krone, naar Tinget var traadt
sammen, og forlade Landet. Den svenske Regering
anerkendte paa sin Side den norske Grl. med
de Ændringer, som Norges Union med Sverige
nødvendiggjorde. Saaledes var Kiel-Traktaten
blevet afløst som Forhandlingsgrundlag af
Moss-Konventionen. 28. Oktbr gik C., efter at han
havde opfyldt de anførte Betingelser, ved
Frederiksværn om Bord i den danske Brig
»Bornholm«, som Dronning Marie havde opsendt for
at hente ham. Han landede i Aarhus 4. Novbr,
s. D. som Karl XIII valgtes til Norges Konge.
Efter dette Afsnit af Prinsens Liv, der havde
været saa rigt paa epokegørende Begivenheder,
fulgte nu et 25-aarigt Tidsrum, i hvilket han
førte en forholdsvis stille Tilværelse som
præsumtiv dansk Tronfølger. Det personlige
Forhold mellem ham og Frederik VI var, efter
hans endelige Optræden i Norge, noget køligt,
hvortil Grunden vel væsentlig var den, at han
havde voldt Kongen Bryderier med
Stormagterne, der en Tid lang mistænkte ham for at
handle efter hemmelige Ordrer fra Kbhvn. At
Frederik VI, der var opfyldt af levende Uvillie
imod Karl Johan, skulde have misbilliget
Prinsens norske Politik eller hans Bestræbelse for
at skaffe Norge en selvstændig Stilling, er der
ingen Aarsag til at antage. I øvrigt var Prinsen
og Kongen saa grundforskellige Personligheder
og afveg saa stærkt fra hinanden i Interesser,
at et egl. sympatetisk Forhold mellem dem,
derved var udelukket. I Marts 1815 udnævntes
Prinsen til Guvernør i Fyn, en Stilling, hvorved
han kom til staa som et administrativt
Mellemled mellem Regeringen og Kommunerne. 22.
Maj s. A. viedes han i Augustenborgs Slotskapel
til Prinsesse Karoline Amalie. Her knyttedes
saaledes Juliane Marie’s Sønnesøn til Karoline
Mathilde’s Datterdatter. Ægteparret tiltraadte
derefter med et kort Mellemrum to
Udenlandsrejser. Sommeren 1818 besøgte det forskellige
Punkter i Rhinegnene. Efter et Vinterophold
paa Palæet i Odense begav han sig Maj 1819
sammen med sin Hustru paa en stor
Udenlandsrejse, der varede i henved halvfjerde Aar.
Prinseparret besøgte Tyskland, Italien, Schweiz,
Frankrig, England, Belgien og Holland. Det var
i disse Aar, at Sydeuropa var Skueplads for
revolutionære Rejsninger, som den hellige
Alliance undertrykte, idet den hjalp de
legitimistiske og konservative Principper til
Herredømmet. C., med sin norske, demokratiske Fortid,
betragtedes derfor med mistænksomme Blikke,
især ved Kong Ludvig XVIII’s reaktionære Hof.
Men Stemningen mod ham slog om, da den
russiske Gesandt i Paris, Pozzo di Borgo, efter en
Samtale med ham udbrød: »Gives der nogen
Aristokrat i Verden, da er det ham«. Efter sin
Hjemkomst hyldedes han af Studenterne, der
bragte ham et Fakkeltog under hans Ophold
paa Sorgenfri Slot. Prinseparret opholdt sig
skiftevis i Hovedstaden, paa Sorgenfri og i
Odense, hvorfra Prinsen foretog
Inspektionsrejser i sit Guvernement. 1824 besøgte han
Bornholm; 1825 fik han Prædikatet Kgl. Højhed;
1826 berejste han Hertugdømmerne Slesvig og
Holsten, Hidtil havde C. været holdt uden for
al Deltagelse i Statsstyrelsen; men 4. Marts
1831, da Frederik VI paatænkte Indførelsen af
raadgivende Provinsialstænder, fik han Sæde
i Statsraadet. 1838 begav han sig til Teplitz i
Böhmen, hvor han konfererede med Kejser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
