Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Chateaubriand, François René, Vicomte de, fr. Digter og Statsmand, (1768-1848)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Frankrig; Le génie du christianisme passede ind i
Napoleon’s Planer, der netop dengang gik ud paa
en Forsoning med Romerkirken. Hans Forhold
til Napoleon blev da ogsaa en kort Tid
venskabeligt, 1803 sendtes han som Gesandt til Rom;
men allerede Aaret efter fratraadte han sin
Stilling for at protestere mod Justitsmordet paa
Hertugen af Enghien. 1806 tiltraadte han sin
store Udenlandsrejse, besøgte Grækenland,
Lilleasien, Palæstina, Afrika og Spanien og samlede
sine rige Iagttagelser, sine Følelser og
Stemninger dels til en stor religiøs Prosa-Epopé Les
martyrs, ou le triomphe de la religion
chrétienne (2 Bd, 1809), hvori Hedenskab brydes
med Kristendom, hedensk Elskov med kristelig,
indtil den kristne Helt, Eudoros, besejrer sig
selv og i Rom lider Martyrdøden under
Diocletian, dels til en beaandet Rejseskildring
Itinéraire de Paris à Jérusalem (3 Bd, 1811), en Art
Scenarium til Handlingen i Les martyrs.
Forinden disse to Værkers Fremkomst havde han
1807, som særskilt lille Bog, udgivet René, der
ligesom Atala egl. udgør en Episode af Le génie
du christianisme. René er maaske det mest
typiske Udtryk for C.’s Digterindividualitet, en Art
Selvbiografi; René er en fr. »Werther«; sygelig
følsom, gnavet af en dump Verdenssmerte,
forfærdet over sin Søsters Skæbne, der i Klostret
gør Bod for en ulyksalig Lidenskab, hvis
Genstand han selv uafvidende har været, ryster han
Kulturens Støv af sine Fødder, drager til
Amerikas Urskove og fordyber sig i Træernes
tungsindige Brus, i et halvt asketisk, halvt vellystigt
Sværmeri, i Sorgens Monotoni. I Les Natchez,
der dog først udkom 1825, fortsættes René’s Liv
og religiøse Udvikling; han gifter sig med en
Indianerinde og falder i Kampen;
Indianerstammen selv — Les Natchez — gaar til Grunde,
meget pompøst og højtideligt med Indgriben af
baade Dæmoner og Engle. — Under sit Ophold
i Spanien inspireredes han i Alhambra til sin
berømte Fortælling Les aventures du dernier
des Abencérages. Alle disse Prosa-Digtninger
vandt europ. Ry, og endnu den Dag i Dag
griber hans Naturmaleris friske Kraft. Han
behandler Sproget som en Mester, hans Foredrag
er som Orgelspil; snart smelter det hen i søde
Harmonier, snart bruser det op i Følelsens
Vælde, i Fantasiens flyvende Rytmer. C. var
Frankrigs første egl. Romantiker; men trods al den
religiøse Ekstase gnaves hans Produktion
inderst inde af Livsledens Orm. — Hans
Statsmands-Løbebane bragte ham kun ringe Ære.
En grænseløs Forfængelighed, der ligefrem
udartede til en latterlig Skinsyge over for den
sejrrige Napoleon, og en ganske umandig
Irritabilitet præger al hans offentlige Færd. Hans
Had til Napoleon blev mere og mere
lidenskabeligt, især efter at denne 1811 havde forbudt
hans Tiltrædelsestale til Akademiet, fordi den
var imod Revolutionen og Kejserdømmet. Efter
Kejserens Fald udgav han 1814 en skamløs
Pamflet De Bonaparte et des Bourbons, som
Ludvig XVIII selv mente gavnede ham mere
end en hel Hær. I de 100 Dage var han
Kongens Indenrigsminister i Gent, siden optraadte
han, som Pair af Frankrig, paa yderste Fløj af
Højre og viste sig i sine politiske Skr, navnlig i
La monarchie selon la charte (1816), som endnu
mere royalistisk end selve Kongen, der
forbitredes over hans uforbeholdne Udtalelser, saa C.
nogle Aar var i Unaade, indtil hans Panegyrik
over Hertugen af Berry, ved dennes Død 1820,
paa ny bragte ham i Yndest. Skiftevis var han
Gesandt i Berlin, Minister, Gesandt i London,
Befuldmægtiget paa Kongressen i Verona, hvor
han varmt talte Grækernes Sag, var 1823
Udenrigsminister, fremkaldte som saadan den sp.
Krig, der medførte Enevældens Genoprettelse i
Spanien, men kom i Klammeri med
Førsteministeren, Villèle, og fik pludselig sin Afsked
1824. Fra nu af traadte han over i den liberale
Opposition, hilste Karl X’s Tronbestigelse i sit
begejstret affattede Flyveskrift Le roi est mort!
vive le roi!; men da han alligevel ikke opnaaede
at blive Minister, vedblev han at støtte
Oppositionen og førte navnlig et heftigt Angreb mod
den genoprettede Censur. 1828 blev han, under
det liberale Ministerium Martignac, Gesandt i
Rom, men nedlagde straks sin Post, da dette
1829 maatte vige for Ministeriet Polignac. Efter
Julirevolutionen, hvori han ikke deltog, nægtede
han Ludvig Filip Troskabsed, kæmpede for
Chambord’s nedarvede Tronret og søgte at
iværksætte en Alliance mellem Legitimisterne og
Demokratiet. Den fordrevne bourbon’ske Linie
helligede han trofast sin Kamp, og han
fortsatte i Brochurer og Avisartikler sin Polemik
mod Borgerkongedømmet; sin politiske
Trosbekendelse gav han i De la restauration et de la
monarchie élective (1831) flg. karakteristiske
Form: Jeg er Tilhænger af Bourbon’erne af
Æresfølelse, Royalist af Overbevisning,
Republikaner af Tilbøjelighed. I øvrigt levede han
Resten af sit Liv i Fred i Abbayes-aux-Bois, nær
ved sin mangeaarige, tro Veninde, Mme.
Récamier, i hvis Salon han fejredes som en Gud
af det unge Frankrig, sysselsat med historiske
og litterære Studier, bl. a. med et Værk om
eng. Litt., en Oversættelse af Milton’s Paradise
lost (1836), men navnlig med Affattelsen af sine
Mémoires d’outre-tombe. Som Titlen siger,
skulde de først udkomme efter hans Død;
imidlertid nødte Pengetrang ham til at afhænde
Manuskriptet til en Forlægger, og denne begyndte
allerede i hans sidste Leveaar at lade
Livserindringerne trykke i Presse, hvorefter de udkom
i 12 Bd (1849—50, ny Udgave ved Biré i 6 Bd
1898—1900). Den uhyre Forventning, hvormed
man imødesaa Afsløringen af dette rigtbevægede
Liv, skuffedes stærkt; thi i Memoireværket
røber den fantasiomtumlede Digter-Politiker sig
ofte som en uklar, svag og smaalig Aand; dog
rummer Erindringerne en Mængde Materiale.
Overvurderingen af C. fik sin Reaktion. Dog
anerkendes endnu hans Digtnings Patos, hans
Sprogs stærke Stemningsfylde. Nationen rejste
1875 et Mindesmærke (af Millet) paa hans Grav
i St-Malo, hvor han jordedes paa en Klippe i
Havet. Œuvres complètes udgaves af ham selv
(1826—31, 31 Bd), af Sainte-Beuve (1859—61, 12
Bd). G. Doré illustrerede Atala (1862). Hans
Correspondance générale udkom 1912—13 i 4 Bd.
(Litt.: Sainte-Beuve, C. et son groupe
litteraire sous l’empire [1860, 2 Bd; 3. Opl. 1873];
Maurel, Essai sur C. [1898]; Biré, Les
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
